Mange mennesker kan nemlig ikke overskue mere, end det de allerede har at se til i hverdagen, mener hun.
Ja, der kom roden til mange af samfundets problemer. Vi arbejder så meget og bruger tid på så meget at vi ikke kan følge med. Folk er blevet strukket til det yderste, som for lidt smør spredt over for meget brød.
Desværre virker det urealistisk at ændre - faktisk gør problemet det i sig selv sværere, da det er svært at få folk til at engagere sig politisk når de dårligt nok har tid derhjemme til at få hverdagen til at hænge sammen.
Min egen erfaring: Hvis man dropper “sociale” medier, og hæver snuden op fra mobiltelefonen, vil man opleve at have meget mere tid og mentalt overskud i hverdagen til at se andre mennesker og få ting lavet. Det æder utroligt meget akkumuleret tid og bidrager absolut ikke til det mentale overskud. :) Jeg er selv alene-far og har nok om ørerne, men det har virkelig hjulpet ikke at sidde og doom-scrolle den dumme telefon i tide og utide. Hjernen slapper aldrig af, og det er grunden til det manglende overskud. Heldigvis er alt idag samlet ET sted, nemlig på telefonen. Så kan man tage sig sammen (for det kræver det virkelig) og lægge den fra sig, fjerne de tidsrøvende ligegyldige apps fra ens hverdag, så er man nået langt i jagten på et mere afslappende og dejligt liv.
Hørt hørt! Jeg kender mange folk i mit liv som er meget engagerede i deres lokalsamfund og fælles for dem alle er at telefonen ligger i lommen det meste af tiden.
Man kunne konspirationsteoretisere lidt over, om ikke det er bevidst?
En befolkning der holdes lige på kanten af sammenbrud og ikke har energi til oprør, er nemmere at styre.
Tja, tror faktisk det på en måde er selvforskyldt. Hvis kvinderne stadig ikke var på arbejdsmarkedet ville den almene familie have godt og vel 37 timer om ugen ekstra derhjemme (ujævnt fordelt, men stadig).
Ønsket om ligestilling førte altså til en reduktion i tid til familien. Selvfølgelig skulle vi have ligestillingen, men den kom på bekostning af familielivet. Der burde man i stedet have sørget for at begge køn tilsammen kunne arbejde samme antal timer som manden arbejdede før. Det blev desværre en fordobling i stedet.
Man kunne spørge om det så stadig er her pga. nederdrægtige metoder - men det tror jeg faktisk heller ikke. Tror desværre økonomien nu om dage er sat op til 2 indkomster på 37 timer og det er svært at træde ud af det uden at økonomien ville halte, både for den enkelte og for samfundet som helhed.
Størstedelen af de 37 timer den hjemmegående partner havde hjemme var stadig arbejde, bare ulønnet rengøring, tøjvask, madlavning mm.
Alt det skal vi stadig gøre, men nu samtidigt med to fuldtidsstillinger. Javist er noget af hjemmearbejdet lettere, som f.eks. tøjvask og opvask. Men det er stadig en hel del der skal gøres og det æder af vores fritid.
I øvrigt er det godt nok teknisk set rigtigt at man kunne have en familie på en enkelt indkomst før i tiden, men det er mest fordi de fleste familier accepterede en markant mere spartansk livsstil end normalen i dag. Mindre kød på bordet, mindre hus, mindre bil, færre stykker tøj i klædeskabet og generelt reparation i stedet for udskiftning, færre rejser, sjældnere restaurantbesøg, mindre af alting i det hele taget.
Det er en livsstil som de færreste ville acceptere i dag.
I forhold til livsstilsforskellen skal man dog også huske at vores teknologi i dag er meget mere avanceret og det gør os meget mere effektive og dermed rigere. Vi er ikke kun blevet så rige bare fordi vi arbejder næsten dobbelt så meget.
Men det er rigtig gode pointer. Måske behøver man ikke at gå helt tilbage til 40 timer i alt (20 timer x2 forældre) for at det er sammenligneligt med hvordan det var engang. Jeg forestiller mig at man fx bare kunne skrabe måske 1-2 timer af arbejdsdagen. 32 eller ligefrem 27 timer om ugen lyder som om det ville give en masse frihed.
Ikke nok med at det vil kunne give en masse frihed, men alt efter erhverv sænker det ikke produktiviteten.
Hvad er det der gør at vi siden 1990 åbenbart har konstateret at 37 timers arbejdsuge er det mest optimale? Imellem 1960 og 1990 blev arbejdstiden sat ned 6 gange fra 45 timer til 37 timer. Koblet sammen med at unge får færre og færre børn, er det vist på tide at man kigger på balancen imellem privatliv og arbejdsliv igen.
Hvad er det der gør at vi siden 1990 åbenbart har konstateret at 37 timers arbejdsuge er det mest optimale?
Nogle løse tanker:
Folk er ikke lige så politisk aktive i dag end for 30 år siden. Det er nok en del af forklaringen.
En anden forklaring er at 37 timer ikke er det mest optimale, men det er punktet der perfekt balancerer trangen til færre timer og hvor meget frihed man allerede har. Altså, folk har det generelt “okay” med 37 timer og kan klare sig, selvom det er stressende. Men det er ikke stressende nok til at folk gider demonstrerer og sætte sit job på spil for det.
Fagbevægelsen er måske blevet svagere? Det hjælper fx ikke at regeringen bare ved lov har stoppet strejker for både lærerer og sygeplejersker. Det gør jo at systemet med strejke ikke virker og så er det igen svært at organisere folk for at kræve bedre vilkår.
