Størstedelen af de 37 timer den hjemmegående partner havde hjemme var stadig arbejde, bare ulønnet rengøring, tøjvask, madlavning mm.
Alt det skal vi stadig gøre, men nu samtidigt med to fuldtidsstillinger. Javist er noget af hjemmearbejdet lettere, som f.eks. tøjvask og opvask. Men det er stadig en hel del der skal gøres og det æder af vores fritid.
I øvrigt er det godt nok teknisk set rigtigt at man kunne have en familie på en enkelt indkomst før i tiden, men det er mest fordi de fleste familier accepterede en markant mere spartansk livsstil end normalen i dag. Mindre kød på bordet, mindre hus, mindre bil, færre stykker tøj i klædeskabet og generelt reparation i stedet for udskiftning, færre rejser, sjældnere restaurantbesøg, mindre af alting i det hele taget.
Det er en livsstil som de færreste ville acceptere i dag.
I forhold til livsstilsforskellen skal man dog også huske at vores teknologi i dag er meget mere avanceret og det gør os meget mere effektive og dermed rigere. Vi er ikke kun blevet så rige bare fordi vi arbejder næsten dobbelt så meget.
Men det er rigtig gode pointer. Måske behøver man ikke at gå helt tilbage til 40 timer i alt (20 timer x2 forældre) for at det er sammenligneligt med hvordan det var engang. Jeg forestiller mig at man fx bare kunne skrabe måske 1-2 timer af arbejdsdagen. 32 eller ligefrem 27 timer om ugen lyder som om det ville give en masse frihed.
Ikke nok med at det vil kunne give en masse frihed, men alt efter erhverv sænker det ikke produktiviteten.
Hvad er det der gør at vi siden 1990 åbenbart har konstateret at 37 timers arbejdsuge er det mest optimale? Imellem 1960 og 1990 blev arbejdstiden sat ned 6 gange fra 45 timer til 37 timer. Koblet sammen med at unge får færre og færre børn, er det vist på tide at man kigger på balancen imellem privatliv og arbejdsliv igen.
Hvad er det der gør at vi siden 1990 åbenbart har konstateret at 37 timers arbejdsuge er det mest optimale?
Nogle løse tanker:
Folk er ikke lige så politisk aktive i dag end for 30 år siden. Det er nok en del af forklaringen.
En anden forklaring er at 37 timer ikke er det mest optimale, men det er punktet der perfekt balancerer trangen til færre timer og hvor meget frihed man allerede har. Altså, folk har det generelt “okay” med 37 timer og kan klare sig, selvom det er stressende. Men det er ikke stressende nok til at folk gider demonstrerer og sætte sit job på spil for det.
Fagbevægelsen er måske blevet svagere? Det hjælper fx ikke at regeringen bare ved lov har stoppet strejker for både lærerer og sygeplejersker. Det gør jo at systemet med strejke ikke virker og så er det igen svært at organisere folk for at kræve bedre vilkår.
Størstedelen af de 37 timer den hjemmegående partner havde hjemme var stadig arbejde, bare ulønnet rengøring, tøjvask, madlavning mm.
Alt det skal vi stadig gøre, men nu samtidigt med to fuldtidsstillinger. Javist er noget af hjemmearbejdet lettere, som f.eks. tøjvask og opvask. Men det er stadig en hel del der skal gøres og det æder af vores fritid.
I øvrigt er det godt nok teknisk set rigtigt at man kunne have en familie på en enkelt indkomst før i tiden, men det er mest fordi de fleste familier accepterede en markant mere spartansk livsstil end normalen i dag. Mindre kød på bordet, mindre hus, mindre bil, færre stykker tøj i klædeskabet og generelt reparation i stedet for udskiftning, færre rejser, sjældnere restaurantbesøg, mindre af alting i det hele taget.
Det er en livsstil som de færreste ville acceptere i dag.
I forhold til livsstilsforskellen skal man dog også huske at vores teknologi i dag er meget mere avanceret og det gør os meget mere effektive og dermed rigere. Vi er ikke kun blevet så rige bare fordi vi arbejder næsten dobbelt så meget.
Men det er rigtig gode pointer. Måske behøver man ikke at gå helt tilbage til 40 timer i alt (20 timer x2 forældre) for at det er sammenligneligt med hvordan det var engang. Jeg forestiller mig at man fx bare kunne skrabe måske 1-2 timer af arbejdsdagen. 32 eller ligefrem 27 timer om ugen lyder som om det ville give en masse frihed.
Ikke nok med at det vil kunne give en masse frihed, men alt efter erhverv sænker det ikke produktiviteten.
Hvad er det der gør at vi siden 1990 åbenbart har konstateret at 37 timers arbejdsuge er det mest optimale? Imellem 1960 og 1990 blev arbejdstiden sat ned 6 gange fra 45 timer til 37 timer. Koblet sammen med at unge får færre og færre børn, er det vist på tide at man kigger på balancen imellem privatliv og arbejdsliv igen.
Nogle løse tanker:
Folk er ikke lige så politisk aktive i dag end for 30 år siden. Det er nok en del af forklaringen.
En anden forklaring er at 37 timer ikke er det mest optimale, men det er punktet der perfekt balancerer trangen til færre timer og hvor meget frihed man allerede har. Altså, folk har det generelt “okay” med 37 timer og kan klare sig, selvom det er stressende. Men det er ikke stressende nok til at folk gider demonstrerer og sætte sit job på spil for det.
Fagbevægelsen er måske blevet svagere? Det hjælper fx ikke at regeringen bare ved lov har stoppet strejker for både lærerer og sygeplejersker. Det gør jo at systemet med strejke ikke virker og så er det igen svært at organisere folk for at kræve bedre vilkår.