- Susanne Ekman, en arbejdslivsforsker, reagerer på Jane Mylenbergs analyse af arbejdsmoralen og -kulturen.
- Hun påpeger, at Mylenberg kun ser den ene side af problemet og overser en vigtig del af dynamikken.
- Ekman mener, at medarbejdernes underansvarlighed er en modreaktion på overansvarlighed på arbejdspladserne.
- Hun argumenterer for, at urealistiske og diffuse krav skaber grænseløshed på arbejdspladser, hvilket underminerer muligheden for realistisk ansvarlighed.
- Løsninger som en kortere arbejdsuge eller sprintcyklusser på arbejdspladserne undgår de egentlige problemer og bidrager snarere til overbelastning.
- Ekman understreger, at problemet ikke kun er begrænset til arbejdspladser, men også findes i samfundsinstitutioner som skoler og daginstitutioner.
- Hun argumenterer for, at løsningen kræver strukturelle ændringer og ændringsparate individer, samt en vilje til at tage medejerskab til de svære fravalg og undgå opportunisme.
Er der nogen der kan ELI5? Selv med resumeet fra @Underbroen@feddit.dk har jeg svært ved at forstå hvad der faktisk bliver sagt (også svært når det her er et svar på en anden artikel jeg heller ikke har læst).
Helt kogt ned argumenterede Jane Mylenberg oprindeligt, at lønmodtagere er nogle forkælede curlingbørn med urealistiske forestillinger om deres arbejdsliv. Susanne Ekman går i rette med hende og argumenterer - kogt ned - at der generelt mangler forventningsafstemning mellem arbejdsgivere og lønmodtager, hvor specielt førstnævnte ofte overser den institutionelle problematik med daginstitutioner og skoler, som påvirker lønmodtagere. Det her citat, omkring arbejdspladserne, synes jeg forklarer det meget godt:
I min omfattende forskning blandt ledere og medarbejdere er det tilbagevendende tema, at der stilles urealistiske og diffuse krav. Denne grænseløshed opløser muligheden for realistisk ansvarlighed, fordi de i princippet aldrig kan lykkes med den opgave, de stilles over for. I stedet for at udøve ansvarlig myndighed glider både ledere og medarbejdere over i en problematisk pendulering mellem at ville magte det umulige og så at melde sig ud, når overansvarligheden bliver for tung at bære.
Så problemet ligger ikke kun hos den ene part eller den anden, problemet er i samspillet og i en uheldig kultur, der bør gøres op med.
Åh gud den problemstilling som du citerer ser jeg hver dag på mit arbejde (stor dansk virksomhed) og jeg er så træt af urealistiske forventninger og leder som ikke kan tage ansvar eller nosse sig sammen til at tage en beslutning og sætte en retning.
