Vores yngste fik da hun blev 8. Det var egentlig ikke planen og vi ville gerne have ventet, men omstændighederne ændrede sig og det blev nødvendigt at hun selv tog bybussen til og fra skole. Vi har oplevet med de store at de alle har været på rundtur med bussen og ikke vidste hvor de var, og måtte have fat i fremmede for at ringe hjem. Det synes vi var utrygt fordi der er flere suspekte områder i sådan en større by som vores. Så hun fik en af vores aflagte i fødselsdagsgave og var kæmpestort. Vi havde familylink installeret og skulle godkende alt. Nu er hun 10 og vi har slækket meget på restriktionerne fordi det har vist sig at hun er en ganske fornuftig og bevidst pige med en sund moral, sundt selvværd og ikke bare hopper med på alt. Jeg tror at det handler rigtig meget om HVORDAN man lærer dem at bruge skærmene, at det ikke bare bliver en hvilepude og en barnepige. Jeg tror ikke vi kommer nogen vegne ved at frygte det faktum at børn får mobiltelefoner tidligt. Jeg tror vi kommer meget længere ved at lære dem at bruge dem ordentligt som det er med alt andet i verden. “Lære dem at svømme” i stedet for at indhegne hele søen. Og så tror jeg at det gælder som så meget andet: nogle kan håndtere det selvstændigt hurtigere, andre har brug for mere guidning i længere tid. Vi er alle forskellige. Det vi måske hellere skal spørge er hvorfor mange forældre måske ikke har overskuddet til at være sammen med deres børn, og derfor blot pacificerer dem med en skærm?
Nu kommer jeg til at lyde gammel og konservativ.men jeg synes denne artikel udstiller en lidt vattet forældregeneration.
Undersøgelsen viser, at mange forældre ikke kender til alternativer som basistelefoner, der tilbyder færre funktioner og mere kontrol.
En generation som selv har været børn før smartfonen kom til, ved ikke at man kan få andre telefoner end smarttelefoner? Hvis de er så bekymret hvorfor undersøger de så ikke markedet?
Jeg byder YouSees tiltag velkommen, men jeg synes der er nogen forældre der ude, som må tage mere ansvar for deres børns skærmforbrug.
En generation som selv har været børn før smartfonen kom til
Ikke alle - 2007 var året for iPhone (da smartphones blev transformeret), dog først et par år senere at den bliver interessant. Der er derfor nogle forældre i dag, som mere eller mindre kun kender til smartphones.
Dagens “jeg føler mig gammel” opslag
Ja der er nok nogen stykker som er unge nok forældre til det er sandt. Men størstedelen af forældre med børn på +6 er vokset op i en verden uden smartphones.
Desuden gik der nogen år før smartphonen blev allemandseje. Jeg købte en iPhone 3gs for mine surt tjente penge da den kom ud og var den første jeg kendte som havde en smartphone.
Min første smartphone (betalt af min arbejdsgiver) var en HTC Hero, og den var dælme ikke særligt smart, ret primitiv.
Den kørte Android 2 og var langsom, tyk, tung og der var meget få brugbare apps. Til gengæld løb batteriet hurtigt ud.
Men den var bedre til email og kalender end den Nokia jeg havde før, og med en browser der trods alt til nøds kunne bruges.
Det var først da jeg skiftede den ud til en Samsung Galaxy S3 Mini at det begyndte at tage fart for mig.
iPhone 3GS var min første smartphone… var et smut forbi Windows Phone pga. arbejdsgiverbetalt og den faktisk var en del federe lige på det tidspunkt. Kom tilbage til iPhone 6 og har levet med æbler lige siden.
Uden at vide det, så forestiller jeg mig at det er sådan en ting hvor de få ødelægger det for de andre. Hvis et barn får en smartphone når de er 8, så går der nok ikke lang tid før klassekammeraterne også vil have en og spørger deres forældre. Og så går der ikke lang tid før der er decideret gruppepres for at få en eller man er udenfor hvis man ikke har en.
Så dem der er ligeglade eller ikke tænker over det og giver telefon tidligt ødelægger det for alle de andre som hellere ville vente til 10 eller ligefrem 13 år. Det kræver vel nogle fælles aftaler mellem forældre, men det er måske ikke nemt at få alle med på og hvad hvis der kommer en ny elev fra en anden klasse eller nogen bliver inspireret af parallelklassen eller noget? Det lyder ikke nemt.
Tror du har helt ret i at det er sådan det foregår. Men synes også det er en form for ansvarsfralæggelse.
At ens barn plager om noget behøver ikke at betyde de får det. Hvis man faktisk mener at sit barn først skal have en telefon som 10 årig så hold ved det.
Igen synes jeg at det tyder lidt på at denne forældre generation (som jeg også selv er del af) er lidt vattet med at sætte grænser.
Gud forbyde at ungerne må lære at de ikke kan få alt hvad de vil have…
Vi havde faktisk allerede en snak i klassen fra starten. Mit indtryk var, at alle var enige om, at børnene ikke skulle have mobiltelefoner, mens de gik i de små klasser. Men nu i 3. klasse har næsten alle børnene smartphones, og mange spiller endda online spil.
Min datter på 9 år har også fået en mobil. Det er en lille smartphone, så hun indimellem kan facetime med veninderne (almindelige opkald er åbenbart ret oldschool) Hun har dog ingen adgang til AppStore, så den kan i praksis kun bruges til FaceTime, SMS og opkald. Der er også sat restriktioner på, så hun ikke kan surfe frit på nettet osv.
Hun bruger den sjældent og glemmer ofte at lade den op i flere dage, så interessen er ret begrænset.
Hun har primært fået den, så hun selv kan lave legeaftaler i SFO’en og kan være ude og lege alene i skoven, bygge huler og den slags, mens vi har mulighed for at ringe hende hjem.
Jeg tænker ikke, at telefonen i sig selv er problemet, men mere hvordan man “sælger den” og hvilke funktioner man tillader. Uanset om det er en smartphone eller ej, handler det om de rammer, man sætter.
Jeg køber heller ikke ind på påstanden om at forældre generelt ikke kender ril alternativerne til en smartphone.
