- Det er fordi, at folk ikke kan se en mening med at føde børn, at de ikke føder dem. En kæmpe økonomisk indsats ville aldrig have påvirket, hvorvidt jeg skulle føde det fjerde barn eller ej. Jeg føder børn, fordi jeg ser en mening med det, siger Ekatarina Andersen.
Hmm men det har vel en indflydelse? Når Anders Lund Madsen har 8 børn så hænger det måske også lidt sammen med at manden har ressourcer nok til at købe et hus til 14 millioner. Når man har den slags ressourcer kan man også meget nemmere vælge at bruge tid på at opdrage børn eller måske ligefrem have den ene forældre gå hjemme med barnet.
Jeg lyttede på debatten hvor han var med og sagde nettop det men det var mere i forbinde se med at et parti ville give 20.000 for at at man fik et barn eller give skattelettelser for hvert barn man fik
Det er klart at hvis man fik nogle millioner per barn så ville det hjælpe men der var tale om et latterligt lavt beløb i forhold til den livsændring det indebære. Anders’ pointe er at folk værdsætter deres egen tid mere end penge og at penge derfor ikke ændre på det.
I øvrigt er det et meget spændende program som jeg lyttede til for første gang forleden.
give 20.000 for at at man fik et barn eller give skattelettelser for hvert barn man fik
Jeg forstår det bare ikke rigtig, for det må da være et regnestykke man kan lave? Når staten siger det er et problem at vi ikke får børn, så læser jeg det som om at det vil koste samfundet et antal kroner at vi ikke får børn nok. Så lad os bare sige at staten tjener/sparer X kroner for hvert barn der bliver født. Så må det da økonomisk give mening at give forældrene X kroner per barn, tænker jeg. Jeg forestiller mig ikke at X er så småt at det er sølle 20.000?
Det er vel en beregning nogen i finansministeriet kan finde ud af. På den anden side var det vel også finansministeriet der regnede sig frem til at det giver mening at fjerne Store Bededag, så måske har jeg for høje forventninger.
(jeg er ikke økonom og ved ikke om noget af det ovenstående giver mening)
I det debat program var der meget godt indspark fra flere sider, blandt andet med nogle der havde tal om at det ikke var helt så skidt med færre børn og at med færre børn var der også færre udgifter i veldfærds staten til de børn.
Der var også nogle der ikke mente at vi skal tilpasse vores liv efter systemet men at systemet skal tilpasse sig borgene. Altså at det ikke er meningen at vi skal lave flere børn for at kunne opretholde et veldfærds stat.
Det er meget god ‘lytning’ hvis man har tiden til at lytte til udsendelsen.
Selvfølgelig er det politik. Det er en direkte konsekvens af øget indkomstulighed. Noget som især Lars Løkke Rasmussen selv har sørget for.
Jeg vil gerne give Anders Lund Madsen ret i at de foreslåede politiske tiltag er ineffektive.
Det ville hjælpe mere at sænke arbejdstiden til 32 timer om ugen med samme løn. Arbejdstiden er ikke blevet ændret siden 1990. Tidligere blev den sænket ca. hver 10. år, så det har simpelthen ikke fulgt med tiden.
Det er tåbeligt at man skal arbejde så meget for at betale en institution for at passe børn. Det er jo ikke meningen overhovedet, men det er desværre stort set umuligt at gøre det anderledes.
Det kunne også give mening at sætte krav om flere deltidsstillinger i det private arbejdsmarked, alene for at sikre at muligheden er der for at gå ned i tid i en periode og skabe præcedens for at gøre det. I dag er det jo nærmest nødvendigt at være sygemeldt på en eller anden måde for at komme i betragtning til deltidsarbejde. Det burde være nemmere at få en deltidsstilling uden at blive sat i stå karriere og lønmæssigt.
Ja, især det faktum at 2 forældre arbejder langt mere i dag samlet set end de gjorde i gamle dage.
Det lyder mærkeligt men de havde altså lidt fat i en god ide i gamle dage, det der med at have 1 forældre der arbejder og 1 forældre der er hjemme. Med alle de pressede børnefamilier man hører om begynder jeg at forstå hvorfor det var en god måde at indrette det på.
Ja, det var ikke smart at det konsekvent var kvinder og at det medførte en masse rettighedsproblemer for kvinder, da kvinder jo selvfølgelig også skal have ret til arbejde og alt det andet, men er du gal hvor ville det være smart i dag at kunne leve på 1 indkomst og have 1 forældre til at passe børn derhjemme. Det er da ikke overraskende at folk fik mange børn dengang, det lyder jo nemt!
Det er åbenlyst hvor tiden forsvandt hen, men hvor blev pengene af?? Hvis vi havde dobbelt så mange penge som i gamle dage, så kunne man også bedre tage fri og få tiden tilbage.
For min skyld kan det godt være 2 på arbejde i halv tid, eller hvordan man ellers vil sammensætte det. Jeg vil jo ikke tvinge nogen til at være hjemmegående, men jeg undrer mig over hvor værdien af al den ekstra arbejdstid er forsvundet hen…
For det første tror jeg man skal huske at vi er blevet rigere. Vi har det generelt bedre sådan rent økonomisk set end for 50 år siden hvor mange flere familier havde en hjemmegående forældre. Så på den måde tror jeg ikke pengene er helt forsvundet. Men der er flere ting der gør det mere komplekst tror jeg.
Ældrebyrden er nok en del af forklaringen. Vi har bare en helt anden demografi i dag end vi havde for 50 år siden, og den demografi er desværre vægtet mod de højere aldre hvor folk går på pension og bliver en udgift frem for en indtægt for samfundet.
Der er måske også en slags udbud/efterspørgsel effekt? Ved ikke hvordan jeg skal forklare det men hvis alle tjener 1 krone den ene dag og så alle tjener 2 kroner den næste dag, er folk så blevet rigere? Altså har det gjort den enkelte familie rigere, sådan relativt set, da kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet, eller er det bare det samme fordi alle andre også blev rigere? Samfundet (og kvinder) har nok nydt godt af det som helhed, men er den enkelte familier rigere end før?
Der er nok også noget med boligmarkedet. Urbanisering forårsager en skævvridning af samfundet på geografisk plan. Personligt kan jeg slet ikke finde arbejde udenfor København (det findes måske nok, men jeg finder det ikke og det betaler sikkert ikke lige så godt) og det betyder at jeg jo er nødt til at bo ret tæt på byen. Og det samme gælder alle andre. Så boligmarkedet er bare gået amok og ingen forældre der skal til at købe noget større for at få børn har jo råd til det. Man skal jo altså have fysisk plads til en baby, ellers går det jo ikke.
Jeg tror der er mange forklaringer.
Det er blevet dyrere at arbejde. Der er mange som er afhængige af at eje 1-2 biler fordi arbejdet ikke længere findes lokalt.
Levestandarden er steget og det koster selvfølgelig, men det er også vanskeligt at fravælge noget. Flere ting er blevet forbrugsvarer, fordi kvaliteten er faldet på f.eks. møbler, husholdningsting og tøj. Køb og smid væk er dyrt.
Det virker lidt som at være fanget i et forbrugshelvede bare for at eksistere. Samfundet er primært drevet af at skabe profit, og den kan kun komme et sted fra.
Det kunne jo også klares ved at begge forældre gik på halv tid og skiftevis passede hjem. Det er muligvis vores og arbejdsmarkedets syn på at man ikke kan have en karrieren uden at arbejde fuld tid og gerne endnu mere end det
Edit: det blev vist lidt et ecco af andre kommentar 😅
