Det er desværre et velkendt fænomen. Da jeg var svømmetræner prøvet forældrene også hele tiden at sidde inden i hallen, selv om de ikke måtte.
Var det for at se på deres børn og hvor sjovt de havde det? Nej, det var for at sidde med deres telefon, tablet eller computer, mens barnet hele tiden var ufokuseret på undervisningen, for at få deres forældres opmærksomhed og vise dem hvor gode de var… Man kunne endda mærke de børn, hvor det var tydeligt at opmærksomhed fra forældrene var mangelfuld til daglig.
Det er skræmmende og virkelig ikke godt for barnets udvikling, at jeg (som har dem i 30 minutter om ugen) virker til at give dem mere opmærksomhed end forældrene, selv om jeg har 11 andre børn på mit hold.
De forældre, som havde fokus på børnene, var det ofte de børn, som havde udfordringer såsom Asperger, ADHD, forskellige former for fysisk handicap, tidligere dårlige oplevelser med vand, kæmpe trygheds behov mm.
Det er sådan set ikke telefonernes skyld. Jeg blev elitesvømmer udelukkende fordi jeg underbevidst ikke troede jeg præsterede godt nok, da mine forældre ikke gav anerkendelse af mine præstationer og generel opmærksomhed. Så jeg gav den bare mere indtil jeg brændte ud.
Og det var trosalt før smartphones, så det maksimale man kunne på en mobil enhed dengang var måske at spille snake.
Telefoner har bare givet et meget ondt twist på det originale problem; du kan nu være til stede og fraværende på én og samme tid.
Selvfølglige har man altid kunne være fysisk sted og mental fraværende uden en telefon.
Problemet ved smartphone i dag, at det har tage overhånd. Hvor det måske før var en mindre gruppe, så har bl.a. smartphonen skudt det op ad. Læg så hele dette forhøjet arbejdspres til, samt folk har svært med ikke at tage arbejdet med sig hjem, så er der bare blevet gjort klar til en bombe. Jeg har ikke tal på hvor mange gang, jeg har hørt underskyldninger med personen lige skal afslutte noget arbejde eller besked, når jeg har bedt dem om at fjerne deres telefon/table/laptop - som alle har kamera og børnene ikke ligefrem har dækket af tøj -.-
Det skal nu også siges, at det er meget få gange om året, at forældrene må sidde i svømmehallen og overvære undervisning, hvilket så gøre det næsten værre.
Det lyder virkelig deprimerende, men dejligt at du (forhåbentlig) kan være med til at gøre en forskel!
Lad os bare sige, at håber selv ikke at skal være sådan en forældre (meget arbejdspres eller ej) den dag, hvor jeg selv har børn.
Jeg har haft min telefon på konstant lydløs siden starten af 2020 og hold kæft, det har været befriende. Jeg har så et smartwatch/træningsur, hvor jeg er virkelig selektiv om hvilket apps må sende den notifikationer. Det er faktisk bare primært SMS, Telefon og Telegraf (skriver med flere personligt der) som jeg får besked om
Lignende skilte er også dukket op i den institution jeg kommer i, men jeg har ikke oplevet det som et specielt udbredt fænomen. Tværtimod kan man når man henter se rækker af biler, hvor forældrene sidder på deres telefoner, inden de går ind og henter deres poder. Dermed ikke sagt, at det ikke er et problem, men problemet er nok i virkeligheden større i hjemmene og andre steder, end i institutionerne. Jeg er da også selv spændt på, hvordan man sikrer at ens barn (og jeg selv) får et balanceret forhold til skærme.
Jeg kan genkende parkeringspladsen med forældre som sidder på skærmen inden de går ind.
Min første indskydelse er “hvorfor sidder de og sender arbejdsmails når børnene venter, du har fri, prioriter nu dit barn” , men de kan jo ligeså vel sidde og aftale indkøb, forberede en playliste til hjemturen, checke adressen på lejeaftalen eller alt muligt andet som giver bedre mening i situationen.
Man skal i hvert tilfælde være påpasselig med ikke at dømme på forhånd i den her debat, fordi telefonen jo unægteligt er blevet centrum for alle mulige ting.
Det er nok mere et symptom på at vi har problemer med stress i samfundet snarere end et generelt problem med skærmafhængighed. Vi skal jo bruge skærmen til at kommunikere med institutionen/skolen og alle mulige andre ting. Som jeg ser det, så er problemet at vi skal alt for mange ting på for kort tid. Teknologien har gjort os mere effektive, men i stedet for at nyde den ekstra tid, så har vi bare fundet på endnu flere ting som vi skal nå, enten frivilligt eller fordi det forventes at man skal betjene sig selv online meget mere end før.
Jamen jeg er helt enig, det er en vigtig pointe ikke at dømme folk: de kan vitterligt lave alt muligt som er relevant i situationen. Og hvis de har brug for 5-10 minutter for dem selv inden de skal være 100% på med deres børn så fred være med det. Det gør dem muligvis til bedre forældre/mennesker i det lange løb.
Hmm jeg tror godt det kan være begge dele, både stress og skærmafhængighed. Skærmene kan vi ikke undvære, at være tilgængelig 24-7 stresser os, og vi får dopaminudløsning eller tilsvarende når vi doomscroller, spiller eller chatter på telefonerne. Vi skal nå mange ting på kortere tid, men vælger også at bruge meget på “ingenting”.
7 af 10 daginstitutioner i København og Aarhus har gjort det samme [indført forbud mod skærme, når børn bliver afhentet], viser en rundspørge, som Politiken Research har gennemført. Blandt 168 institutioner i landets to største kommuner har 69 procent svaret, at de inden for de seneste 5 år har informeret forældre om vigtigheden af at lade deres telefoner blive i lommen og være nærværende, når de afleverer eller henter deres børn. Det mest typiske er at informere via sedler eller skilte i institutionen samt i direkte dialog med forældrene.
»Vi har taget direkte fat i de forældre, som havde svært ved at lade telefonen ligge, og vi har også sat seddel op på døren«, lyder det fra en institution i Aarhus.
I rundspørgen, der metodisk har karakter af en stikprøve, svarer 19 procent, at personalet en til flere gange dagligt oplever forældre, der har opmærksomheden rettet mod deres telefon, når de afleverer eller henter. 33 procent siger, det sker en til flere gange om ugen.
Blot 1 af 10 siger, at adfærden aldrig forekommer. I de tilfælde er det ofte, fordi institutionen har en skrap nultolerancepolitik.
informere via sedler eller skilte
Jeg husker alle skiltene fra børnehaven. Man kunne dårligt nok komme ind ad døren for alle de “HUSK!!! at vaske hænder, tage sko af, parkeringspladsen er til bussen, der er lus, psykologisk rådgivning, udflugt på torsdag, sund mad, anti-mobning, nyt personale, ingen plastikposer, glemte madpakker, etc.etc.”
Dertil kommer Aula, som også består af sidevis af huskeregler, aftaler, og alt muligt andet mere eller mindre ligegyldigt information.
Det bliver ikke læst. Det fungerer bare ikke i en travl hverdag.
Det er super at de har taget dialogen med enkelte forældre, men de har seriøst er problem med kommunikationen.
Haha vi har talt om præcis det samme! Der er såååå mange påbud til forældrene og så lidt positiv kommunikation. Man kun virkelig godt ønske sig en simplificeret kommunikationsstrategi.
Kan ikke lade være med at blive distraheret af katten i fotoet…
Mener du, at du ikke lufter din kat samtidig med du henter børn? Har du næsten levet så?!
