Da jeg var barn fandtes der observationsskoler (og hvor ved jeg mon det fra?). Måske det var en fejl at nedlægge dem til fordel for inklusion? Vi kan ikke bare smide ungerne ud af skolesystemet, men vi kan tage familien ud af ligningen i en periode.
Det lyder som noget man godt kunne bruge i dag.
Desværre ville det sikkert koste penge og det er politikerne ikke så villige til at give til folkeskolen nu om dage, som jeg forstår det.
Helt sikkert, det ville give god mening at stoppe inklusionen og (gen)indføre andre tilbud. Vi har dagbehandlingstilbud i dag og som jeg har forstået det, kan det bruges meget præcist på den måde. Men det er ekstremt dyrt, så det bliver sjældent anvendt.
Jeg ved godt det sikkert er meget kontroversielt men jeg er overvejende enig. Folkeskolen har brug for denne her magt for at overleve tror jeg - desværre. Hvis enkelte børn ødelægger det for andre, så vælger flere og flere forældre privatskolen i stedet.
Men hvor skal de smides hen? Vi har stadig undervisningspligt, så noget skal gøres. Skal børn i 4. klasse smides ud for good og hjemmeskoles? Skal der laves opsamlingsskoler rundt om i landet hvor alle problembørn (mildt sagt i Borup sagen) skal sendes hen? Hvad skal der gøres i de tilfælde hvor en olm skoleleder har et horn i siden på en familie og gerne vil af med dem og deres børn?
Jeg bliver så træt af politikeres knee-jerk reaktioner. De har selv smadret folkeskolen gennem årtier (jeg kigger på dig Alex Ahrendtsen) og så kaster de sig over de sørgelige rester og kalder det for dårligt. Det er ikke fordi jeg mener, man skal lade stå til og intet gøre, men indtil man har fundet en løsning på hvor de problematiske børn skal sendes hen eller fundet ud af at rulle inklusionen tilbage, er det bare tomme ord og forargelsesporno. Måske man skal se på andre områder end blot skoleområdet; måske starter det snarere i hjemmet.
Plejede man netop ikke at have specialskoler/klasser netop for børn som ikke kunne rummes i den bredere folkeskole? Jeg synes ikke man skal smide børn ud så de ikke går i skole, men så må de over i et andet, mere specialiseret tilbud hvor de ikke kan ødelægge det for alle de andre.
Hvis du spørger mig så var inklusionen en spareøvelse som har givet folkeskolen et dårligt ry.
Debatten om at give skolerne magt til at smide “problembørn” ud er kompleks. Det virker som en hurtig løsning på problemet, men det misser årsagerne til udfordringerne, og det risikerer at marginalisere børnene yderligere.
Inklusionsmodellen, som paradoksalt nok var designet til at integrere flere børn i folkeskolen, er svært udfordret når det kommer til finansiering. Sidst, jeg blev orienteret, kan prisen for specialundervisning ligge omkring 100.000 DKK pr. barn pr. år, som den enkelte skole selv skal tage ud af deres budgetter. I en hurtig omregning svarer det til at skulle nedlægge én lærerstilling for hvert 3-4 barn, der flyttes til specialklasse for at få enderne til at mødes.
Det giver en situation, hvor skolerne måske tøver med at henvise børn til nødvendig støtte - og det kan forværre problemet. Mens visse børn udgør en udfordring i den alm. skole, er løsningen ikke nødvendigvis at fjerne dem, men at forbedre støtten i skolen og i hjemmet, hvilket kræver ressourcer.
Det er selvfølgelig nemt at pege fingre af inklusionsmodellen, men det løser ikke problemet. Jeg mener, at vores folkeskolesystem har brug for et løft, så det kan støtte flere børn effektivt, inklusiv dem med særlige behov. Det kræver en holistisk tilgang*, der omfatter både skolens og hjemmets rolle i børnenes udvikling.
*Så skal vi bare vælge nogle politikere, som tænker holistisk og langsigtet.
Det er jeg helt enig i; det er helt sikkert en spareøvelse. Der er dagtilbud i dag, men det er virkelig dyrt, så det er det er der nok ikke den store tilslutning til at gøre i højere grad.
