Debatten om at give skolerne magt til at smide “problembørn” ud er kompleks. Det virker som en hurtig løsning på problemet, men det misser årsagerne til udfordringerne, og det risikerer at marginalisere børnene yderligere.

Inklusionsmodellen, som paradoksalt nok var designet til at integrere flere børn i folkeskolen, er svært udfordret når det kommer til finansiering. Sidst, jeg blev orienteret, kan prisen for specialundervisning ligge omkring 100.000 DKK pr. barn pr. år, som den enkelte skole selv skal tage ud af deres budgetter. I en hurtig omregning svarer det til at skulle nedlægge én lærerstilling for hvert 3-4 barn, der flyttes til specialklasse for at få enderne til at mødes.

Det giver en situation, hvor skolerne måske tøver med at henvise børn til nødvendig støtte - og det kan forværre problemet. Mens visse børn udgør en udfordring i den alm. skole, er løsningen ikke nødvendigvis at fjerne dem, men at forbedre støtten i skolen og i hjemmet, hvilket kræver ressourcer.

Det er selvfølgelig nemt at pege fingre af inklusionsmodellen, men det løser ikke problemet. Jeg mener, at vores folkeskolesystem har brug for et løft, så det kan støtte flere børn effektivt, inklusiv dem med særlige behov. Det kræver en holistisk tilgang*, der omfatter både skolens og hjemmets rolle i børnenes udvikling.

*Så skal vi bare vælge nogle politikere, som tænker holistisk og langsigtet.