Slagelse er det sted i landet, hvor den højeste andel af kommunens børn og unge har autisme, nemlig 3,9 procent.
Jeg synes godt nok 3,9% er meget. Det svarer jo rundt regnet til en autist i hver skoleklasse på 25 elever.
Hvor mange procent autister skal der være før man er nødt til at kigge lidt på hvad man bør betragte som neurodivergent? Jeg synes 3,9% allerede nærmer sig den grænse.
Men det kan selvfølgelig også godt være der er noget ved områdets kultur eller sociale omstændigheder der gør det.
“Autismeforeningen er bekymret og mener, at nogle fynske børn går rundt i mistrivsel, da det kan være udfordrende at få nødvendig støtte uden en diagnose” Det er helt sikkert problematisk og noget som bør undersøges, men burde der ikke være bedre data at anvende ifht. mistrivsel end antallet af diagnoser? Hvis man får en diagnose i et system, som ikke kan håndtere det (evt. det fynske skolesystem), er man så bedre stillet end før man fik diagnosen?
er man så bedre stillet end før man fik diagnosen?
Ja. Det giver forældrene en helt anden værktøjskasse, om ikke økonomisk.
En anden måde at anskue det på: Hvis du har en fysisk, men usynlig udfordring (f.eks. diabetes eller i [et valgfrit organ]), vil du så helst:
- A: diagnostiseres ved lægen og blive oplyst herom, så du og din familie kan forholde sig til det?
- B: leve i uvished gennem din opvækst selvom du bemærker, at noget er galt?
burde der ikke være bedre data at anvende ifht. mistrivsel end antallet af diagnoser?
Jo.
Urelateret fakta: Der er pt. ca. +3 års ventetid i psykiatrien på at blive udredt ved en offentlig psykiater (folk over 18). Jeg ved ikke, hvor længe ventetiden er for børn.
Edit: Kontekst.
Det er rigtige fine pointer. I forhold til dit første svar, går min pointe ikke så meget på, om man selv kunne forholde sig til det, men snarere om systemet kan rumme det. Jeg tænker ikke at diabetes er det bedste eksempel her, fordi man selv kan afhjælpe med kost og motion, på en anden måde end man kan med autisme. Hjælper det mig som forælder, at jeg ved mit barn er et sted på et autismespektrum, mens systemet - institutioner som skoler, dagtilbud, fritidsorganisationer etc. - ikke har ressourcerne til at rumme det? Hvordan skal jeg forholde mig til det? Jo, det kan hjælpe familien ikke at leve i uvished (jf. din pointe i punkt B), men jeg tænker mere på samfundet omkring barnet.
Det lyder godt voldsomt med så lange ventetider…
Tak for det imødekommende svar og for at uddybe.
Jeg tænker ikke at diabetes er det bedste eksempel her
Emnet om diagnostisering er svært, og jeg var ikke grundig i mit eksempel, da jeg valgte den lidt anden sti.
Jeg nævner diabetes som et historisk eksempel for øje, hvordan lægevidenskaben engang ikke kendte til det, og folk derfor levede udiagnosticeret. Dermed havde man heller ikke kendskab til løsningen, at kunne afhjælpe med kost og motion. Nu, hvor vi er blevet klogere, kan det anskues som om “alle” pludselig bliver diagnostiseret med diabetes (jeg overdriver for forståelsen). Og når systemet alligevel kan ikke håndtere at udskrive så meget diabetesmedicin, gentager jeg spørgsmålet let provokerende: “er man så bedre stillet end før man fik diagnosen?”
Første trin er oplysning. Dernæst kræver det resourcer. Lad os komme tilbage til topic:
Hjælper det mig som forælder, at jeg ved mit barn er et sted på et autismespektrum, mens systemet - institutioner som skoler, dagtilbud, fritidsorganisationer etc. - ikke har ressourcerne til at rumme det?
Det er ganske rigtigt en reel udfordring, at systemet ikke kan rumme det:
- når Egon skriger og kaster med alting, eller
- når Yvonne vender sig indad og ikke vil deltage i undervisningen, osv. …
så er det et problem, hvis eneste løsning er at sætte Egon uden for døren og lade Yvonne passe sig selv. Så længe vi holder fast i inklusionsmodellen pga. resourcemangel og fravælger diagnosticering, vil elever fortsat tabes på gulvet, fordi de er dårligere stillet til at få den nødvendige hjælp.
Men det ér en uvurderlig hjælp som forælder, at forstå hvordan man kan understøtte sit barn i dets udvikling, når det afviger fra “normalen” og er tynget af en usynlig sygdom. Det kan gå hårdt udover en familie, som ikke kan få hjælp til udredning fra en fagperson, der kan give dig indblik i dit barns helbred, og i hvordan du bedst hjælper det i givne situationer, når de konventionelle opdragelsesmodeller og alm. sund fornuft ikke rækker.
Fra en kilde i folkeskolen: Det sker, at nogle forældre i indskolingen, nægter at få deres barn udredt (som har brug for hjælp), fordi de fastholder en fortælling om, at deres unikke barn ikke fejler noget, og at diagnostisering er decideret farligt. År senere hænder det, at selvsamme forældre er lykkelige over at have deres barn udredt.
men jeg tænker mere på samfundet omkring barnet.
I nogle klasser med et eller flere diagnostiserede børn kan læreren få tildelt en hjælpepædagog, hvis der ikke er råd til specialklasse.
For synliggørelse i sit miljø senere i livet, kan man overveje solsikkesnoren til barnet.
Tusind tak for uddybningen - det blev jeg klogere af! Set i det perspektiv giver diabeteseksemplet god mening.
I nogle klasser med et eller flere diagnostiserede børn kan læreren få tildelt en hjælpepædagog, hvis der ikke er råd til specialklasse. Helt sikkert, men spørgsmålet er om der efterhånden også findes skoler, som heller ikke har råd til det?
Jeg synes Fyns outlier-status er interessant og ville gerne vide hvad det skyldes. Og jeg synes også virkelig at antallet af diagnoser er et mærkelig kriterie ifht. mistrivsel.
Jeg ved ikke, hvor længe ventetiden er for børn.
Det er hurtigere, men ikke nødvendigvis bedre. Børnepsykiatrien er tunge at danse med, slipper en når man er 18 og så er det bare at stille sig i den 3 år lange kø.
Referat af teksten: Tallene viser en markant forskel i antallet af børn og unge med autisme mellem Slagelse Kommune og Fyn. Selvom der bor seks gange flere mennesker på Fyn end i Slagelse Kommune, er antallet af børn og unge med autisme næsten det samme – 625 på Fyn og 573 i Slagelse i 2021. Slagelse har den højeste andel på 3,9 procent, mens Fyns otte kommuner ligger betydeligt lavere, med Assens Kommune som den laveste på 0,5 procent og Middelfart som den højeste på 1,1 procent.
Autismeforeningen er bekymret og mener, at nogle fynske børn går rundt i mistrivsel, da det kan være udfordrende at få nødvendig støtte uden en diagnose. Foreningen påpeger, at børne- og ungdomspsykiatrien på Fyn ofte diagnosticerer børn med belastningsreaktioner i stedet for at undersøge eventuelle underliggende diagnoser som autisme. Formanden for foreningen, Karina Bundgaard, mener, at det er ulykkeligt, når børn med autisme ikke får lov til at få diagnosen.
På landsplan stiger antallet af psykiatriske diagnoser til børn, herunder autismediagnoser. Autismeforeningen advarer om, at flere autistiske børn oplever skolefravær på grund af mistrivsel. Professor Niels Bilenberg påpeger, at der er forskel i praksis ved diagnosticering, og at en ensartet diagnostisk praksis er under udvikling. Han mener dog, at nogle steder i Danmark gives for mange børn diagnosen autisme.
Region Sjælland, der har kommunerne med flest autismediagnoser, argumenterer for, at diagnoserne er korrekte og relaterer den højere forekomst til sociale belastninger i området. Psykolog Kirsten Callesen forklarer, at kommunernes forskellige kulturer kan påvirke diagnosticeringspraksis, og at manglende diagnose kan føre til misforståelser og påvirke børnenes selvværd. Hun understreger vigtigheden af en mere ensartet diagnostisk praksis på landsplan.
