Der er store kommunale forskelle på, hvor mange børn og unge der får en autismediagnose. Autismeforeningen frygter, at især fynske børn går rundt i mistrivsel.
Det er rigtige fine pointer. I forhold til dit første svar, går min pointe ikke så meget på, om man selv kunne forholde sig til det, men snarere om systemet kan rumme det. Jeg tænker ikke at diabetes er det bedste eksempel her, fordi man selv kan afhjælpe med kost og motion, på en anden måde end man kan med autisme. Hjælper det mig som forælder, at jeg ved mit barn er et sted på et autismespektrum, mens systemet - institutioner som skoler, dagtilbud, fritidsorganisationer etc. - ikke har ressourcerne til at rumme det? Hvordan skal jeg forholde mig til det? Jo, det kan hjælpe familien ikke at leve i uvished (jf. din pointe i punkt B), men jeg tænker mere på samfundet omkring barnet.
Jeg tænker ikke at diabetes er det bedste eksempel her
Emnet om diagnostisering er svært, og jeg var ikke grundig i mit eksempel, da jeg valgte den lidt anden sti.
Jeg nævner diabetes som et historisk eksempel for øje, hvordan lægevidenskaben engang ikke kendte til det, og folk derfor levede udiagnosticeret. Dermed havde man heller ikke kendskab til løsningen, at kunne afhjælpe med kost og motion. Nu, hvor vi er blevet klogere, kan det anskues som om “alle” pludselig bliver diagnostiseret med diabetes (jeg overdriver for forståelsen). Og når systemet alligevel kan ikke håndtere at udskrive så meget diabetesmedicin, gentager jeg spørgsmålet let provokerende: “er man så bedre stillet end før man fik diagnosen?”
Første trin er oplysning. Dernæst kræver det resourcer.
Lad os komme tilbage til topic:
Hjælper det mig som forælder, at jeg ved mit barn er et sted på et autismespektrum, mens systemet - institutioner som skoler, dagtilbud, fritidsorganisationer etc. - ikke har ressourcerne til at rumme det?
Det er ganske rigtigt en reel udfordring, at systemet ikke kan rumme det:
når Egon skriger og kaster med alting, eller
når Yvonne vender sig indad og ikke vil deltage i undervisningen, osv. …
så er det et problem, hvis eneste løsning er at sætte Egon uden for døren og lade Yvonne passe sig selv. Så længe vi holder fast i inklusionsmodellen pga. resourcemangel og fravælger diagnosticering, vil elever fortsat tabes på gulvet, fordi de er dårligere stillet til at få den nødvendige hjælp.
Men det ér en uvurderlig hjælp som forælder, at forstå hvordan man kan understøtte sit barn i dets udvikling, når det afviger fra “normalen” og er tynget af en usynlig sygdom. Det kan gå hårdt udover en familie, som ikke kan få hjælp til udredning fra en fagperson, der kan give dig indblik i dit barns helbred, og i hvordan du bedst hjælper det i givne situationer, når de konventionelle opdragelsesmodeller og alm. sund fornuft ikke rækker.
Fra en kilde i folkeskolen: Det sker, at nogle forældre i indskolingen, nægter at få deres barn udredt (som har brug for hjælp), fordi de fastholder en fortælling om, at deres unikke barn ikke fejler noget, og at diagnostisering er decideret farligt. År senere hænder det, at selvsamme forældre er lykkelige over at have deres barn udredt.
men jeg tænker mere på samfundet omkring barnet.
I nogle klasser med et eller flere diagnostiserede børn kan læreren få tildelt en hjælpepædagog, hvis der ikke er råd til specialklasse.
For synliggørelse i sit miljø senere i livet, kan man overveje solsikkesnoren til barnet.
Tusind tak for uddybningen - det blev jeg klogere af! Set i det perspektiv giver diabeteseksemplet god mening.
I nogle klasser med et eller flere diagnostiserede børn kan læreren få tildelt en hjælpepædagog, hvis der ikke er råd til specialklasse.
Helt sikkert, men spørgsmålet er om der efterhånden også findes skoler, som heller ikke har råd til det?
Jeg synes Fyns outlier-status er interessant og ville gerne vide hvad det skyldes. Og jeg synes også virkelig at antallet af diagnoser er et mærkelig kriterie ifht. mistrivsel.
Det er rigtige fine pointer. I forhold til dit første svar, går min pointe ikke så meget på, om man selv kunne forholde sig til det, men snarere om systemet kan rumme det. Jeg tænker ikke at diabetes er det bedste eksempel her, fordi man selv kan afhjælpe med kost og motion, på en anden måde end man kan med autisme. Hjælper det mig som forælder, at jeg ved mit barn er et sted på et autismespektrum, mens systemet - institutioner som skoler, dagtilbud, fritidsorganisationer etc. - ikke har ressourcerne til at rumme det? Hvordan skal jeg forholde mig til det? Jo, det kan hjælpe familien ikke at leve i uvished (jf. din pointe i punkt B), men jeg tænker mere på samfundet omkring barnet.
Det lyder godt voldsomt med så lange ventetider…
Tak for det imødekommende svar og for at uddybe.
Emnet om diagnostisering er svært, og jeg var ikke grundig i mit eksempel, da jeg valgte den lidt anden sti.
Jeg nævner diabetes som et historisk eksempel for øje, hvordan lægevidenskaben engang ikke kendte til det, og folk derfor levede udiagnosticeret. Dermed havde man heller ikke kendskab til løsningen, at kunne afhjælpe med kost og motion. Nu, hvor vi er blevet klogere, kan det anskues som om “alle” pludselig bliver diagnostiseret med diabetes (jeg overdriver for forståelsen). Og når systemet alligevel kan ikke håndtere at udskrive så meget diabetesmedicin, gentager jeg spørgsmålet let provokerende: “er man så bedre stillet end før man fik diagnosen?”
Første trin er oplysning. Dernæst kræver det resourcer. Lad os komme tilbage til topic:
Det er ganske rigtigt en reel udfordring, at systemet ikke kan rumme det:
så er det et problem, hvis eneste løsning er at sætte Egon uden for døren og lade Yvonne passe sig selv. Så længe vi holder fast i inklusionsmodellen pga. resourcemangel og fravælger diagnosticering, vil elever fortsat tabes på gulvet, fordi de er dårligere stillet til at få den nødvendige hjælp.
Men det ér en uvurderlig hjælp som forælder, at forstå hvordan man kan understøtte sit barn i dets udvikling, når det afviger fra “normalen” og er tynget af en usynlig sygdom. Det kan gå hårdt udover en familie, som ikke kan få hjælp til udredning fra en fagperson, der kan give dig indblik i dit barns helbred, og i hvordan du bedst hjælper det i givne situationer, når de konventionelle opdragelsesmodeller og alm. sund fornuft ikke rækker.
Fra en kilde i folkeskolen: Det sker, at nogle forældre i indskolingen, nægter at få deres barn udredt (som har brug for hjælp), fordi de fastholder en fortælling om, at deres unikke barn ikke fejler noget, og at diagnostisering er decideret farligt. År senere hænder det, at selvsamme forældre er lykkelige over at have deres barn udredt.
I nogle klasser med et eller flere diagnostiserede børn kan læreren få tildelt en hjælpepædagog, hvis der ikke er råd til specialklasse.
For synliggørelse i sit miljø senere i livet, kan man overveje solsikkesnoren til barnet.
Tusind tak for uddybningen - det blev jeg klogere af! Set i det perspektiv giver diabeteseksemplet god mening.
Jeg synes Fyns outlier-status er interessant og ville gerne vide hvad det skyldes. Og jeg synes også virkelig at antallet af diagnoser er et mærkelig kriterie ifht. mistrivsel.