Fra artiklen: En af Merete Nordentofts grunde til at fraråde aktiv dødshjælp har hun fra sin egen forskning.
»Jeg har forsket i selvmord i mange år, og jeg har både interviewet personer, der har forsøgt selvmord og lavet store registerbaserede undersøgelser,« fortæller hun til Videnskab.dk.
»Et af de budskaber, jeg har kunnet tage med fra det, er, at 9 ud af 10, der forsøger selvmord, dør senere i livet af noget andet. Det vil sige, at selvom livet på et tidspunkt så håbløst ud, har de fundet en anden vej i livet efterfølgende.« Merete Nordentoft anerkender, at tallene ikke nødvendigvis kan oversættes direkte til aktiv dødshjælp.
»Men jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at så mange mennesker, der på et tidspunkt ikke føler, de kan holde livet ud, vælger livet til senere.«
Som sygeplejerske, der har fulgt mange patienter på den sidste rejse, så undrer det mig, at debatten er så sort hvid.
Det er som om, at vi ikke kan tale aktiv dødshjælp, uden det skal sidestilles med selvmord, hvor der måske var hjælp at hente.
Min mor begik selvmord, og det går ikke en dag, hvor jeg tænker på, hvad jeg kunne have gjort, for der var masser af hjælp at hente. Men jeg er stadig fortaler for aktiv dødshjælp, når det handler om at forkorte lidelse i den sidste tid. Jeg synes simpelthen det er to forskellige ting.
Jeg har flere gange haft samtaler med patienter og pårørende, der direkte har bedt mig give overdosis, for at gøre en ende på lidelserne. Hver gang har jeg afslået og nogle få gange har jeg også måttet være lidt bestemt i stemmen, men jeg har de fleste gange også fuldstændig haft forståelse for, at de ikke vil mere.
Forestil dig, af du får at vide, at der ikke at mere at gøre, og du har et sted mellem 1 og 4 uger tilbage at leve i. Så begynder nogen måske at tænke på en Nik og Jay sang, men de 4 uger bliver hverken på Bellevue eller på roadtrip, det bliver i en hospitalsseng, med stærke smerter som du enten kan leve med eller du kan blive bedøvet så du sover det meste af tiden. Maden får du i en slange. Du har ble på og bliver skiftet i sengen. Resten af dit liv bliver i den her seng.
Og misforstå mig ikke - der er også patienter, der rent faktisk finder ro og har en god sidste tid selv i den situation. Men det er som om, at vi pinedød skal finde noget livskvalitet at proppe på en patient, for så har vi gjort det rigtige.
En ting som folk måske ikke ved eller tænker over er, at passiv dødshjælp jo eksisterer og benyttes dagligt på hospitaler. Når en patient er derude, hvor der intet mere at gøre, så kan man overgå til ren lindrende behandling. Man sørger for at patienten ikke har smerter eller forsøger i hvert fald, men man stopper med at give medicin, mad og væske (med mindre man selv kan indtage det, men det kan man typisk ikke) og derefter dør man typisk inden for en uge.
Det var bestemt ikke for at sidestille aktiv dødshjælp med selvmord, men jeg er enig i selvmordsforskerens præmis om, at vi gennem undersøgelser af selvmord får noget empiri til at understøtte diskussionen omkring aktiv dødshjælp
God pointe med passiv dødshjælp som også bliver nævnt i artiklen. Man har altid lov at vælge livsforlængende behandling fra, så på den måde synes jeg ikke, at vi “pinedød skal finde noget livskvalitet at proppe på en patient”
Præcis fordi vi allerede udøver død ved væskemangel, og har det fint med det og har set det fungere, forstå jeg ikke at det skal være så stor en diskussion, hvorvidt vi skal have lov at vælge at dø af afbrudt behandling, eller af en overdosis.
Det eneste argument jeg kan se, er at patienten ved passiv dødshjælp ofte vil kunne ombestemme sig, og genoptage behandlingen og dermed tilvælge livet et par uger mere.
Men kan hendes forskning overhovedet overføres til aktiv dødshjælp på nogen måde?
Dem jeg selv kender som har forsøgt eller begået selvmord, var jo ikke dødeligt syge (i traditionel forstand), så selvfølgelig har de haft en reel mulighed for livet. De fejlede ikke noget fysisk, der var ikke nogen uhelbredelig lidelse der ville begrænse deres muligheder fremover.
Men aktiv dødshjælp er vel primært henvendt til folk der er dødeligt eller meget alvorligt syge og reelt faktisk ikke har mulighed for et liv, hvor de selv er i kontrol, på længere sigt.
Det er efter min mening to helt vildt forskellige grupper af mennesker, og jeg tvivler faktisk på, at det overhovedet giver mening at sammenligne dem.
Jeg er enig i, at det kan diskuteres, hvor meget hendes forskning kan overføres til spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Jeg er dog ikke enig i, at vi INGEN erfaring kan drage fra den forskning. F.eks. står der længere nede i artiklen:
Et svensk studie har undersøgt risikoen for selvmord blandt svenske patienter i perioden, efter de har fået diagnosticeret kræft. Tallene viser, at risikoen er 12,6 procent højere end normalen i ugen, efter man har fået diagnosen, men at den i uge 13-52 efter diagnosen er nede på gennemsnitligt 2,5 procent. Studiet indgik i Etisk Råds materiale om aktiv dødshjælp.
»Vi skal altså ikke betragte det sådan, at et dødsønske er noget, der bare bliver ved med at være der,« mener Merete Nordentoft.
Vi skal altså ikke betragte det sådan, at et dødsønske er noget, der bare bliver ved med at være der
Nej det kan jeg kun være enig med, men det har jo heller aldrig været på tale, at man får stukket pistolen i hånden ved første forespørgsel eller fuldstændig uden indblanding udefra. Der har jo altid været lagt op til at man ingår i et forløb hvor man vurderes.
Men for at sætte det lidt på spidsen, så kan døde mennesker altså heller ikke føle at de traf det forkerte valg. De afslutter deres liv med en følelse af, at de gør det mest rigtige for dem. De vil ikke savne eller mangle noget der måske kunne have været, den teoretiske fremtid er jo sådan set ligegyldig for dem.
Men for at sætte det lidt på spidsen, så kan døde mennesker altså heller ikke føle at de traf det forkerte valg.
Ja, interessant pointe. Du har ret i, at hvis et menneske ønsker at dø nu, så kan det være lige meget, hvad de måske senere hen ville have tænkt, hvis de ikke døde. Hvis jeg forstår dig rigtigt, er det egentlig ikke også et argument for, at folk skal have lov til at begå selvmord? De vil jo heller ikke savne noget eller mangle den glæde de måske kunne have opnået?
Jo det vil det være. Grundlæggende mener jeg nok, at folk selv skal have lov at besteme hvornår de vil dø, hvis de vil.
Argumenter med, at de jo kan få glæde i livet på et senere tidspunkt er, som jeg ser det, mest for at skåne alle os andre omkring dem for sorgen at miste dem. Det er ikke for deres egen skyld at de skal holdes i live, det er for vores.
Argumenter med, at de jo kan få glæde i livet på et senere tidspunkt er, som jeg ser det, mest for at skåne alle os andre omkring dem for sorgen at miste dem.
Taler vi stadig om mennesker der ville være døde indenfor er par uger, eller har vi udviddet debatten til også at inkludere fx psykisk syge?
Hvis der sidste er tilfældet, er jeg ikke enig med dig. Er man fx 16 år og får en svære depression, er det ikke nødvendigvis muligt at tro på at fremtiden kan inkludere et bedre liv. Dette skyldes en sygdom som kan kureres, og vedkommende kan sagtens gå 70 gode år efterfølgende.
Jaja det kan de sagtens, det er heller ikke hvad arhumentet går på. Den 16-årige vil aldrig nogensinde selv komme til at fortryde eller føle de traf den forkerte beslutning…vedkommende lever jo ikke mere. Det er kun de efterladte der kan stå med den følelse, at det var den forkerte beslutning.
De vil bare gerne slippe for smerten (fysisk eller psykisk). Men vi holder dem i live fordi vi tror på det nok skal blive godt igen så vi ikke skal leve med sorgen at miste en vi elsker.
Kan sagtens se argumentet, og det er et interessant perspektiv. Men synes ikke det på nogen måde kan stå alene.
