Fra artiklen: En af Merete Nordentofts grunde til at fraråde aktiv dødshjælp har hun fra sin egen forskning.
»Jeg har forsket i selvmord i mange år, og jeg har både interviewet personer, der har forsøgt selvmord og lavet store registerbaserede undersøgelser,« fortæller hun til Videnskab.dk.
»Et af de budskaber, jeg har kunnet tage med fra det, er, at 9 ud af 10, der forsøger selvmord, dør senere i livet af noget andet. Det vil sige, at selvom livet på et tidspunkt så håbløst ud, har de fundet en anden vej i livet efterfølgende.« Merete Nordentoft anerkender, at tallene ikke nødvendigvis kan oversættes direkte til aktiv dødshjælp.
»Men jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at så mange mennesker, der på et tidspunkt ikke føler, de kan holde livet ud, vælger livet til senere.«
Som sygeplejerske, der har fulgt mange patienter på den sidste rejse, så undrer det mig, at debatten er så sort hvid.
Det er som om, at vi ikke kan tale aktiv dødshjælp, uden det skal sidestilles med selvmord, hvor der måske var hjælp at hente.
Min mor begik selvmord, og det går ikke en dag, hvor jeg tænker på, hvad jeg kunne have gjort, for der var masser af hjælp at hente. Men jeg er stadig fortaler for aktiv dødshjælp, når det handler om at forkorte lidelse i den sidste tid. Jeg synes simpelthen det er to forskellige ting.
Jeg har flere gange haft samtaler med patienter og pårørende, der direkte har bedt mig give overdosis, for at gøre en ende på lidelserne. Hver gang har jeg afslået og nogle få gange har jeg også måttet være lidt bestemt i stemmen, men jeg har de fleste gange også fuldstændig haft forståelse for, at de ikke vil mere.
Forestil dig, af du får at vide, at der ikke at mere at gøre, og du har et sted mellem 1 og 4 uger tilbage at leve i. Så begynder nogen måske at tænke på en Nik og Jay sang, men de 4 uger bliver hverken på Bellevue eller på roadtrip, det bliver i en hospitalsseng, med stærke smerter som du enten kan leve med eller du kan blive bedøvet så du sover det meste af tiden. Maden får du i en slange. Du har ble på og bliver skiftet i sengen. Resten af dit liv bliver i den her seng.
Og misforstå mig ikke - der er også patienter, der rent faktisk finder ro og har en god sidste tid selv i den situation. Men det er som om, at vi pinedød skal finde noget livskvalitet at proppe på en patient, for så har vi gjort det rigtige.
En ting som folk måske ikke ved eller tænker over er, at passiv dødshjælp jo eksisterer og benyttes dagligt på hospitaler. Når en patient er derude, hvor der intet mere at gøre, så kan man overgå til ren lindrende behandling. Man sørger for at patienten ikke har smerter eller forsøger i hvert fald, men man stopper med at give medicin, mad og væske (med mindre man selv kan indtage det, men det kan man typisk ikke) og derefter dør man typisk inden for en uge.
Det var bestemt ikke for at sidestille aktiv dødshjælp med selvmord, men jeg er enig i selvmordsforskerens præmis om, at vi gennem undersøgelser af selvmord får noget empiri til at understøtte diskussionen omkring aktiv dødshjælp
God pointe med passiv dødshjælp som også bliver nævnt i artiklen. Man har altid lov at vælge livsforlængende behandling fra, så på den måde synes jeg ikke, at vi “pinedød skal finde noget livskvalitet at proppe på en patient”
Præcis fordi vi allerede udøver død ved væskemangel, og har det fint med det og har set det fungere, forstå jeg ikke at det skal være så stor en diskussion, hvorvidt vi skal have lov at vælge at dø af afbrudt behandling, eller af en overdosis.
Det eneste argument jeg kan se, er at patienten ved passiv dødshjælp ofte vil kunne ombestemme sig, og genoptage behandlingen og dermed tilvælge livet et par uger mere.