Fra artiklen: En af Merete Nordentofts grunde til at fraråde aktiv dødshjælp har hun fra sin egen forskning.
»Jeg har forsket i selvmord i mange år, og jeg har både interviewet personer, der har forsøgt selvmord og lavet store registerbaserede undersøgelser,« fortæller hun til Videnskab.dk.
»Et af de budskaber, jeg har kunnet tage med fra det, er, at 9 ud af 10, der forsøger selvmord, dør senere i livet af noget andet. Det vil sige, at selvom livet på et tidspunkt så håbløst ud, har de fundet en anden vej i livet efterfølgende.« Merete Nordentoft anerkender, at tallene ikke nødvendigvis kan oversættes direkte til aktiv dødshjælp.
»Men jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at så mange mennesker, der på et tidspunkt ikke føler, de kan holde livet ud, vælger livet til senere.«
Men kan hendes forskning overhovedet overføres til aktiv dødshjælp på nogen måde?
Dem jeg selv kender som har forsøgt eller begået selvmord, var jo ikke dødeligt syge (i traditionel forstand), så selvfølgelig har de haft en reel mulighed for livet. De fejlede ikke noget fysisk, der var ikke nogen uhelbredelig lidelse der ville begrænse deres muligheder fremover.
Men aktiv dødshjælp er vel primært henvendt til folk der er dødeligt eller meget alvorligt syge og reelt faktisk ikke har mulighed for et liv, hvor de selv er i kontrol, på længere sigt.
Det er efter min mening to helt vildt forskellige grupper af mennesker, og jeg tvivler faktisk på, at det overhovedet giver mening at sammenligne dem.
Jeg er enig i, at det kan diskuteres, hvor meget hendes forskning kan overføres til spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Jeg er dog ikke enig i, at vi INGEN erfaring kan drage fra den forskning. F.eks. står der længere nede i artiklen:
Et svensk studie har undersøgt risikoen for selvmord blandt svenske patienter i perioden, efter de har fået diagnosticeret kræft. Tallene viser, at risikoen er 12,6 procent højere end normalen i ugen, efter man har fået diagnosen, men at den i uge 13-52 efter diagnosen er nede på gennemsnitligt 2,5 procent. Studiet indgik i Etisk Råds materiale om aktiv dødshjælp.
»Vi skal altså ikke betragte det sådan, at et dødsønske er noget, der bare bliver ved med at være der,« mener Merete Nordentoft.
Nej det kan jeg kun være enig med, men det har jo heller aldrig været på tale, at man får stukket pistolen i hånden ved første forespørgsel eller fuldstændig uden indblanding udefra. Der har jo altid været lagt op til at man ingår i et forløb hvor man vurderes.
Men for at sætte det lidt på spidsen, så kan døde mennesker altså heller ikke føle at de traf det forkerte valg. De afslutter deres liv med en følelse af, at de gør det mest rigtige for dem. De vil ikke savne eller mangle noget der måske kunne have været, den teoretiske fremtid er jo sådan set ligegyldig for dem.
Ja, interessant pointe. Du har ret i, at hvis et menneske ønsker at dø nu, så kan det være lige meget, hvad de måske senere hen ville have tænkt, hvis de ikke døde. Hvis jeg forstår dig rigtigt, er det egentlig ikke også et argument for, at folk skal have lov til at begå selvmord? De vil jo heller ikke savne noget eller mangle den glæde de måske kunne have opnået?
Jo det vil det være. Grundlæggende mener jeg nok, at folk selv skal have lov at besteme hvornår de vil dø, hvis de vil.
Argumenter med, at de jo kan få glæde i livet på et senere tidspunkt er, som jeg ser det, mest for at skåne alle os andre omkring dem for sorgen at miste dem. Det er ikke for deres egen skyld at de skal holdes i live, det er for vores.
Taler vi stadig om mennesker der ville være døde indenfor er par uger, eller har vi udviddet debatten til også at inkludere fx psykisk syge?
Hvis der sidste er tilfældet, er jeg ikke enig med dig. Er man fx 16 år og får en svære depression, er det ikke nødvendigvis muligt at tro på at fremtiden kan inkludere et bedre liv. Dette skyldes en sygdom som kan kureres, og vedkommende kan sagtens gå 70 gode år efterfølgende.
Jaja det kan de sagtens, det er heller ikke hvad arhumentet går på. Den 16-årige vil aldrig nogensinde selv komme til at fortryde eller føle de traf den forkerte beslutning…vedkommende lever jo ikke mere. Det er kun de efterladte der kan stå med den følelse, at det var den forkerte beslutning.
De vil bare gerne slippe for smerten (fysisk eller psykisk). Men vi holder dem i live fordi vi tror på det nok skal blive godt igen så vi ikke skal leve med sorgen at miste en vi elsker.
Kan sagtens se argumentet, og det er et interessant perspektiv. Men synes ikke det på nogen måde kan stå alene.