Dejlig dag på kontoret

Jeg har købt et sommerhus. Det er mange år siden jeg købte hus, så jeg havde lykkeligt glemt alt det papirarbejde der er i det.

Når man køber sådan et lille bitte billigt gammelt hus, så bliver det helt tydeligt hvor mange penge der forsvinder op i den blå luft til banken, realkreditinstituttet og forsikringer. Jeg sparede så advokaten væk denne gang, men det er alligevel ca.15% af det samlede lånebeløb som er væk inden nøglen overhovedet blev overdraget.

Havde jeg ventet et års tid og sparet op til en større udbetaling, så kunne jeg have undgået realkreditlån og istedet lavet det hele på variabelt banklån. Det havde været billigere og enklere. Men ak, det er jo typisk. Det er dyrt iog besværligt kke at have mange penge.

Jeg så en illustration hvor en person var “stjerneformet”, som kastede med stjerner. Alle andre mennesker var cirkel, trekant, eller firkant, så der var ikke nogen til at gribe stjernerne der bliver kastet, så stjerneformen fik aldrig nogen forbindelse til andre. Det var en uhyggelig præcis illustration af, hvordan jeg har det.

Det her er skrevet med kærlig pen og et glimt i øjet. Det er min måde at sluge livet på denne planet – med alle de forskellige mennesker og skøre situationer, der følger med. Humor og filosofi er mit lille værn mod kaos, men også min måde at bidrage konstruktivt til fællesskabet. Så læs det gerne som et kærligt nik til naboer, hække og alt det, vi deler:

Min bolig befinder sig in casu i umiddelbar, nærmest symbiotisk proximitet til en slags arkitektonisk fristed, administreret af et af Danmarks primus inter pares blandt de såkaldt uafhængige boligselskabsimperier. Vores have deler ikke blot en hæk med kvarteret, men også en dialektisk spænding, der svinger mellem Rousseaus samfundskontrakt og Hobbes’ naturtilstand. Her er symbolsk kapital; i form af høflighed, støjniveau og evnen til at fermentere kapitalismens afkast (øllene) eller dyrke og indtage “den hellige urt” (jf. Simon Jul) – valutaen, der definerer hierarkiet. Én dag lever vi i kontraktteoretisk harmoni, hvor naboer bytter gær til surdejsbrød og diskuterer kompostering som metafor for social nedbrydelse. Næste dag er vi kastet ud i en postapokalyptisk Lord of the Flies-simulation, hvor den sidste åbnede aluminiumsdåse udløser territorielle kampe, og hækken fungerer som en materialiseret grænse—adskillende, forbindende, afslørende.

Eksempelvis blev jeg engang – i en Kant’sk pligtetisk nødvendighed – nødt til at applicere basale førstehjælpsprincipper på en nabo, hvis fysiske integritet var blevet kompromitteret af en ad hoc-konflikt (lad os kalde det “MMA-lite: fællesskab på afveje”). Jeg måtte træde til som kvarterets de facto førstehjælper – udføre en improviseret triage med applikation af steril gaze (en revet t-shirt, som var det Project Zomboid-nødsituation), hydrering via H₂O-administration og termoregulerende tekstilintervention (dvs. en dyne), indtil de statlige akutte responsenheder ankom med deres karakteristiske blålys-spektakel, indtog scenen med den teatralske præcision, der kun opstår, når myndighederne ankommer til en socialt konstrueret krisesituation. Efterfølgende blev situationen genstand for en mindre Sokratisk debat med både boligselskabet og de involverede parter – især da de tilsyneladende havde glemt, at menneskelig nødhjælp ikke er et radikalt politisk standpunkt, men derimod et rimeligt forventet minimum i ethvert civiliseret samfund (eller i det mindste i et kvarter med fælles affaldssortering).

(Det var, i alvorlighedens navn, sindssygt ubehageligt – både at se mine medmennesker i den situation, og at det reaktiverede et traume, der ikke hører hjemme i hverdagen. Men det er en snak til en anden gang.) <3

Siden da har jeg været en de facto venligsindet sjæl for mine medmennesker fra den anden side af hækken – noget, der har resulteret i forrygende samtaler, men også en vis respekt, når jeg beder om ro til at læse Freuds samlede patch notes til den kommende DLC i en fjern, kaotisk galakse, imens jeg desperat forsøger at min-max’e mit ressource management (både IRL, tålmodighed, sidste rest af værdighed og IG, mana, HP, og den evige kamp mod RNGesus). Alt imens jeg tanker både onde nabo-væsner (som trash mobs med for højt aggro range) og mine egne dæmoner (som raid bosses med one-shot mechanics).

Forleden observerede jeg–med den kliniske distance, der kræves af en deltager-observer – en akut eskalering af vokal intensitet omkring nattens loading-screen. En nabo, hvis decibel-niveau antydede enten:

a) en eksistentiel krise, b) en diskussion om Heisenbergs usikkerhedsprincip, eller c) en mytologisk åbenbaring,

blev konfronteret af en anden beboer. Den verbale interaktion kulminerede i en lingvistisk dekonstruktion af begrebet “hensyn”, hvorfter stilheden faldt på som Schrödingers kat i en kasse uden observatør.

Mit indre TV-producer-ego (som jeg har døbt “Sommerhave: Hække & Drama”) kunne ikke lade være med at stille de Sokratiske spørgsmål:

“Preben, hvorfor er det vigtigt, at vi som samfund normaliserer høj verbal samtale som en kollektiv, terapeutisk praksis?”

“Er det ikke ironisk, at vi i en tid med klimakrise bruger mere energi på at diskutere alumindåsens tilstand end på at plante træer?”

For at imødekomme mine naboers umiddelbare behov blev spørgsmålet dog mere konkret:

“Preben, er det nødvendigt at råbe efter Lone, når den sidste øl er åbnet, og du ikke har mere urt at ryge på, så jeg og mine børn, der er puttet, kan sove?”

Svaret kom i form af et blik, der kombinerede Sokrates’ ironi med min kones skuffelse:

“Rasmus, du er da blevet klippet og barberet. Har du evt. en øl i køleskabet?”

Vi lever i en delikat balance mellem fællesskab og kaos, hvor hækken både er en grænse og en invitation. Nogle gange er det hyggeligt, andre gange er det ren survival. Men det er aldrig kedeligt. Og alligevel… På trods af de lejlighedsvise udfordringer (støj, øl, og den gang, nogen brændte plastik i haven), så holder jeg af, at mine naboer lytter til mig eller i det mindste gør, som om de gør. Det er noget værd.

Så til folket på Feddit: Jeg håber, I nyder denne lille betragtning over godt naboskab, i al sin herlighed, kaos og komiske øjeblikke. For hvad ville livet være uden naboer, der minder os om, at vi ikke er alene og en enkelt aldrig bare er én øl?

God weekend, og husk: Del hækken, ikke dramaet.

Er det her en drone?

Jeg har fundet ud af at Fleksydelsesbidrag er bare noget pension bullshit man bliver skrevet op til, og har præcis 1 mulighed for at takke nej til, men den glemte de vist at give mig, hvis man er under 30. De insistere på at de har informeret mig, men eftersom at jeg ikke kan se den mail i min borger mail, og jeg ved hvordan dansk IT er, må jeg indrømme at jeg er imponeret over hvor meget de insistere på, at jeg er blevet informeret.

At det er opt-ud, og ikke opt-ind, er mig en gåde. Jeg kan kun konkludere at det er for at være irriterende.

Jeg skal ikke betale 1100kr om måneden fremadrettet og jeg skal ikke betale de 4500 de har opkrævet for bagud betaling.

For satan jeg har råbt af min sagsbehandler. Jeg er så træt af den måde hun fordrejer hvad ord betyder for at få ting til at lyde som om det er min skyld. Det er tredje gang jeg har bedt hende om at slå ordet “tilbud” og “mulighed” op i en ordbog. Det er ikke et tilbud hvis du ikke er informeret om det. Det er ikke en mulighed hvis det er automatisk.

Jeg er i Rom med min ældste datter på weekendtur, det er hendes nonfirmationsgave. Det er sindssygt hyggeligt, igår rejste vi jo hele dagen men nåede alligevel lige ud på lokal restaurant kl 21.

Vi bor sådan sydvest for centrum, to kvarterer under trastevere. Det er bestemt ikke turistet, det er her folk bor og arbejder, og da vi spiste igår kom vi af med 35 euro for forret, hovedretter, og drikkevarer incl et glas vin. Rørende billigt, simpelt, og godt.

I dag står den på centrum, alle turisttingene og de gamle bygninger. Vi er her kun to dage, så mantraet er at det ikke kan vente og hvis vi ser noget vi vil se eller spise eller besøge så gør vi det.

Blæst