Døden er en del af livet. Jeg synes at mennesket, når alle andre muligheder er udtømt, skal have mulighed for at vælge livet fra. Du har ikke selv bedt om at blive til. når Alzheimers rammer, hjernen dør, eller måske endda kroppen, så kan jeg kun se det rimelige i at man selv får lov at vælge ikke at være her mere.
Jeg er ikke uenig, men så snart staten skal indover bliver det besværligt. Personligt selvmord er på mange måder nemmere ifht. ikke at have valgt at være til. Jeg har selv nogle oplevelser fra ældreplejen, hvor børn af demente forældre har været meget ubehagelig og kyniske i forhold til deres familiemedlemmer, som får mig til at tøve en smule. Hvis du som eks. person med Alzheimer eller demens ikke selv kan træffe en beslutning eller ændrer din beslutning flere gang, fordi du ikke kan huske/forstå, du er dement, skal du så stadig have ret til dødshjælp?
Det kan måske være en del af et testamente, at beskrive hvornår og hvordan man ikke vil være her længere.
Joh men det skal så opdateres jævnligt, så man ikke kommer til at slå nogen ihjel, som ikke længere ønsker at dø. En af præstens pointer var, at det er svært at have et forhold til døden, når man er langt fra af at dø. Hvis du spørger mig i dag om jeg har lyst til at leve som dement, vil jeg sige klart nej. Samtidig har jeg passet demente, som var utrolig glade og skabte glæde omkring sig, så skulle de så dø, fordi de 20 år forinden skrev i et testamente at de vil dø, hvis de blev demente?
Jeg har en ældre i familien med Alzheimers. Hvis jeg selv endte der, ville jeg ønske at have skrevet i mit testamente at jeg ønskede at dø. Selvom der kan være gode dage, synes jeg bestemt ikke at det er det værd. Personen er længe væk for os, og er ikke genkendelig som den person De engang var. Sådan ønsker jeg ikke at ende, og jeg ønsker ikke at udsætte min familie for det.
Det kan jeg fuldt ud forstå.
Deler lige podcasten 24 spørgsmål til professoren om emnet, hvis det skulle have interesse:
Altid godt med mere input - tak!
Jeg er klart for. Ikke mindst fordi det beroliger mig at vide at nogle vil hjælpe mig herfra såfremt mit liv bliver ubærligt pga sygdom.
Det interessante i debatten er for mig ikke om vi bør yde denne service eller ej. Det bør vi. Det interessante er hvor grænserne skal gå. Vi fødes i teorien alle som terminale patienter, så hvor længe før en sygdom tager det sidste pust fra os, skal staten hjælpe til med dødens indtræden? Hvad skal aldersgrænsen være? Skal der være en aldersgrænse? Hvornår har et barn tilstrækkelig autonomi til at kunne kunne træffe denne beslutning? Hvad med folk med demens? Hvad med sclerose? Nogle med sclerose er friske i hovedet. Andre med sclerose har nedsat kognition. Hvordan med handicappede? Folk med en depression kan ønske at dø. Men depressioner kan kureres. Så det er nok en dårlig ide at yde AD på dem. Hvad hvis en depressiv har kræft og er døende. Vil han have hjælp til døden fordi han er depressiv, eller fordi han har kræft? Hvad med folk der har lidt konstant af angst og skizofreni i 30 år, og formentlig ikke har udsigter til et sygdomsfrit liv.
“Vi fødes i teorien alle som terminale patienter” Haha tak for den peptalk! Det er præcis de problematikker, som får mig til at tøve. Jeg er også umiddelbart for, men de mange gråzoner gør det svært at gennemskue.
Referat af teksten: Hospitalspræsten på Rigshospitalet, Lotte Mørk, udtrykker sin frygt og vrede over muligheden for indførelse af dødshjælp i Danmark. Hun har arbejdet som hospitalspræst i 20 år og har aldrig været så bange som nu for denne udvikling. Hendes bekymring stammer fra udmeldinger fra statsminister Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen, der har åbnet op for muligheden for at indføre en model for dødshjælp i Danmark.
Lotte Mørk mener, at indførelsen af dødshjælp vil gøre os mindre frie, og at det moderne menneske fejlagtigt tror, at kontrol over liv og død er mulig. Hun påpeger, at mange mennesker i svære sygdoms- og lidelsessituationer stadig finder mening og lykke i deres liv og advarer mod at undervurdere dette aspekt. Hun kritiserer også begrebet “en værdig død” og siger, at det er en illusion at tro, at døden i sig selv kan være værdig. Hun mener, at livet indeholder både lidelse og mening og at ønsket om aktiv dødshjælp forsøger at skabe en illusion af konstant harmoni og kontrol.
Hun påpeger, at det ofte er raske mennesker, der går ind for dødshjælp, da de langt fra døden har svært ved at forstå, hvor langt de vil gå for at undgå lidelse. Hun er også bekymret for, at indførelse af dødshjælp kan lægge pres på sårbare samfundsgrupper som handicappede, ensomme, psykisk syge og børn.
Selvom hun principielt er imod aktiv dødshjælp, erkender hun, at hun under visse omstændigheder ville være villig til at hjælpe en elsket med at dø for at lindre deres lidelse. Hun mener, at det ville være en kærlighedsgerning og en handling for den syges skyld, men hun ville stadig føle det som en overtrædelse af hendes egne principper.
Det er et svært spørgsmål. Jeg har svært ved at se det blive rullet ud på en måde, hvor det ikke bliver en meget lang og bureaukratisk proces. Det bør det nok også være, men hvad er pointen hvis dødssyge og desperate personer skal igennem bureaukratiet? Jeg synes også at der en pointe i det præsten udtaler (uden at være troende): vi skal passe på med at tro, at vi kan kontrollere alle aspekter af liv og død.
