Hospitalspræst Lotte Mørk er bekymret for regeringens udmeldinger om dødshjælp i Danmark. Før Det Etiske Råds stillingtagen i dag mødte vi hende til en samtale om lidelse, død – og kærlighed.
Døden er en del af livet. Jeg synes at mennesket, når alle andre muligheder er udtømt, skal have mulighed for at vælge livet fra.
Du har ikke selv bedt om at blive til. når Alzheimers rammer, hjernen dør, eller måske endda kroppen, så kan jeg kun se det rimelige i at man selv får lov at vælge ikke at være her mere.
Jeg er ikke uenig, men så snart staten skal indover bliver det besværligt. Personligt selvmord er på mange måder nemmere ifht. ikke at have valgt at være til. Jeg har selv nogle oplevelser fra ældreplejen, hvor børn af demente forældre har været meget ubehagelig og kyniske i forhold til deres familiemedlemmer, som får mig til at tøve en smule. Hvis du som eks. person med Alzheimer eller demens ikke selv kan træffe en beslutning eller ændrer din beslutning flere gang, fordi du ikke kan huske/forstå, du er dement, skal du så stadig have ret til dødshjælp?
Joh men det skal så opdateres jævnligt, så man ikke kommer til at slå nogen ihjel, som ikke længere ønsker at dø. En af præstens pointer var, at det er svært at have et forhold til døden, når man er langt fra af at dø.
Hvis du spørger mig i dag om jeg har lyst til at leve som dement, vil jeg sige klart nej. Samtidig har jeg passet demente, som var utrolig glade og skabte glæde omkring sig, så skulle de så dø, fordi de 20 år forinden skrev i et testamente at de vil dø, hvis de blev demente?
Jeg har en ældre i familien med Alzheimers. Hvis jeg selv endte der, ville jeg ønske at have skrevet i mit testamente at jeg ønskede at dø. Selvom der kan være gode dage, synes jeg bestemt ikke at det er det værd. Personen er længe væk for os, og er ikke genkendelig som den person De engang var. Sådan ønsker jeg ikke at ende, og jeg ønsker ikke at udsætte min familie for det.
Døden er en del af livet. Jeg synes at mennesket, når alle andre muligheder er udtømt, skal have mulighed for at vælge livet fra. Du har ikke selv bedt om at blive til. når Alzheimers rammer, hjernen dør, eller måske endda kroppen, så kan jeg kun se det rimelige i at man selv får lov at vælge ikke at være her mere.
Jeg er ikke uenig, men så snart staten skal indover bliver det besværligt. Personligt selvmord er på mange måder nemmere ifht. ikke at have valgt at være til. Jeg har selv nogle oplevelser fra ældreplejen, hvor børn af demente forældre har været meget ubehagelig og kyniske i forhold til deres familiemedlemmer, som får mig til at tøve en smule. Hvis du som eks. person med Alzheimer eller demens ikke selv kan træffe en beslutning eller ændrer din beslutning flere gang, fordi du ikke kan huske/forstå, du er dement, skal du så stadig have ret til dødshjælp?
Det kan måske være en del af et testamente, at beskrive hvornår og hvordan man ikke vil være her længere.
Joh men det skal så opdateres jævnligt, så man ikke kommer til at slå nogen ihjel, som ikke længere ønsker at dø. En af præstens pointer var, at det er svært at have et forhold til døden, når man er langt fra af at dø. Hvis du spørger mig i dag om jeg har lyst til at leve som dement, vil jeg sige klart nej. Samtidig har jeg passet demente, som var utrolig glade og skabte glæde omkring sig, så skulle de så dø, fordi de 20 år forinden skrev i et testamente at de vil dø, hvis de blev demente?
Jeg har en ældre i familien med Alzheimers. Hvis jeg selv endte der, ville jeg ønske at have skrevet i mit testamente at jeg ønskede at dø. Selvom der kan være gode dage, synes jeg bestemt ikke at det er det værd. Personen er længe væk for os, og er ikke genkendelig som den person De engang var. Sådan ønsker jeg ikke at ende, og jeg ønsker ikke at udsætte min familie for det.
Det kan jeg fuldt ud forstå.