Jeg læste en artikel på Zetland, som ramte mig hårdt. Den handler om, hvordan politikere – både i Danmark og internationalt – i stigende grad kritiserer dommere og domstole for ikke at følge “folkets vilje”. Altså, ikke bare kritik af lovene, men af dommene og de dommere, der tolker dem.
Justitsminister Hummelgaard bruger en konkret sag som eksempel og kalder dommen for forkert. Kort efter støtter Mette Frederiksen et brev sammen med Meloni og andre EU-ledere, der i praksis vil svække Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Argumentet: at den blokerer for udvisninger og andre politiske tiltag.
Det her bekymrer mig dybt.
For er det ikke netop domstolenes uafhængighed, der beskytter os mod overgreb fra flertallet og tilfældige stemningsbølger? Er det ikke dét, vi lærte efter krigene og opbyggede vores demokrati omkring?
Jeg er hverken jurist eller aktivist – bare en borger, der har valgt ikke at være på SoMe. Derfor spørger jeg jer her på Feddit:
Hvad tænker I? Er det en reel tendens, vi ser i EU og Danmark – og ser vi den i tide? Er kritikken af domstole udtryk for et sundt demokratisk opgør – eller et farligt skridt væk fra magtens tredeling?
PS: Selv i kommentarsporet hos Zetlands ellers vidende brugere ser man undren over, at domstolene ikke “følger folkets vilje” – altså et flertal, ingen helt kan pege på, men som alligevel bruges til at legitimere dybtgående systemændringer. Og dét gør mig endnu mere urolig.
Et det bare mig?
Jeg synes også det er bekymrende, men samtidig synes jeg også “magtens tredeling” er en meget kunstig konstruktion, og nærmest kun en illusion. Jeg forstår i virkeligheden ikke hvorfor nogen tror at der er en tredeling af magten, især i Danmark.
Det handler om grænsen mellem den lovgivende magt i Folketinget og den dømmende magt ved domstolene. Om en arbejdsdeling, hvor politikerne har ansvaret for at vedtage lovene og har tillid til, at dommerne følger deres anvisninger og dømmer ud fra dem.
Magtens tredeling er “officielt”:
- Den lovgivende magt, altså Folketinget.
- Den udøvende magt, altså Regeringen.
- Den dømmende magt, altså Domstolene.
Man skal ikke vide meget om mængdeteori for at indse at den udøvende magt (regeringen) blot er en delmængde af den lovgivende magt (folketinget) (okay der findes ministre i regeringen der ikke er i folketinget, men det har ingen betydning i virkeligheden). Så måske man mere burde snakke om magtens todeling?
Og dog - for den dømmende magt dømmer jo kun ud fra lovende som den lovgivende magt har vedtaget. Så den lovgivende magt har jo rimelig meget magt over den dømmende magt. Det kan man jo ikke komme ud over.
Så hvis du spørger mig: Ja, magtens tredeling virker som om den er under angreb nu om dage - men det er ikke overraskende, for magtens tredeling er ikke meget mere end et term man har lært i skolen i samfundsfagstimen, uden at det reelt har nogen betydning. Jeg forstår ærlig talt ikke hvorfor man har ophøjet det her koncept til en slags grundpille i vores demokrati, når det tydeligvis ikke er det.
Hvis du spørger mig, så er magten i vores demokrati ikke opdelt. Magtens tredeling er en illusion, en fiktion vi har fortalt til hinanden. Men der er ingen mekanismer der sikrer den opdeling, for i sidste ende er magten centraliseret i Folketinget.
Er det en dårlig ting? I princippet synes jeg ikke det er så slemt, fordi Folketinget er en rimelig god repræsentation for folket i Danmark (det er desværre ikke tilfældet for parlamenter i mange andre lande). Det betyder egentlig at magten er centraliseret i folket, og det er jo egentlig pointen med demokratiet.
Når den her udvikling bekymrer mig, så er det altså ikke fordi den udfordrer magtens tredeling - for hvis du spørger mig, så fandtes den tredeling ikke alligevel i forvejen. Det er en illusion vi har fortalt til hinanden, men den passer ikke med virkeligheden.
Det der bekymrer mig omkring den her udvikling er mere at det er et symptom på en generel højredrejning i hele vesten, mod mere protektionisme, nationalisme, isolering og andet slags fjendskab. Det er meget bekymrende for vi har i den her tid brug for flere alliancer og venner og fred, end vi har brug for fjendskab. Jeg tror højredrejningen er et udtryk for en stigende frygt i befolkningen - der har været så mange kriser og verden er blevet meget mere farligt (eller virker i hvert fald mere farlig) siden 2001, siden 2014 og siden 2022. Frygt er den slags der får folk til at stemme på Trump, Meloni og nok Støjberg for den sags skyld. Det er i hvert fald min teori og det er den frygt og fremmedhad som vi skal bekymre os om, ikke illusionen om magtens tredeling.
Virkelig stærkt og reflekteret svar – tak for det. Du rammer noget vigtigt, når du siger, at magten i praksis er mere sammenfiltret end samfundsfagstimens pæne kasser.
Men måske er det netop derfor, vi bør tale om magtens tredeling – ikke som en realitet, men som en ambition. En slags demokratisk firewall, vi har brug for at værne om, netop fordi magten har det med at centralisere sig, hvis vi ikke passer på.
Du har ret: Domstolene dømmer ud fra lovgivning. Men de dømmer også uafhængigt – i betydningen uden direkte politisk instruktion. Når en minister begynder at problematisere domme, ikke loven bag dem, så begynder han reelt at angribe den dømmende magts autonomi – og dét er farligt, også i en pragmatisk dansk virkelighed.
At folketinget kan ændre love, betyder ikke, at dommere bare er redskaber. Hvis det bliver normen at forvente det, så ryger én af de sidste bremser, vi har i demokratiet.
Og jeg deler din analyse om højredrejningen og frygten som drivkraft. Men netop derfor er det ekstra vigtigt, at vi ikke opgiver idéen om beskyttende strukturer – selv hvis de ikke altid fungerer perfekt.
Ellers står vi til sidst uden andet end folkestemningen – og historien har lært os, at den ikke altid vælger med klarsyn.
Hvad tænker du selv, hvis vi leger med tanken om, at “magtens tredeling” mere er et ideal end en struktur – giver det så alligevel mening at kæmpe for?
Domstolene dømmer ud fra lovgivning. Men de dømmer også uafhængigt
Jo, men de er jo kun indirekte uafhængige. De dømmer ud fra de love som er skrevet, men folketinget kan jo bare lave lovene om hvis det er det de vil. Jeg synes ikke det er rimeligt for en minister at sige at en bestemt dommer har dømt forkert - så er det loven der ikke svarer til det ministeren gerne vil have. Men så må ministeren jo arbejde på at lave loven om. Det er egentlig også det jeg forstår at de vil gøre.
Det er lidt anderledes i forhold til det vi ser i USA hvor Trump mere eller mindre lader til at ignorere eksisterende love - det er et problem af en helt anden og mere alvorlig karakter.
Hvad tænker du selv, hvis vi leger med tanken om, at “magtens tredeling” mere er et ideal end en struktur – giver det så alligevel mening at kæmpe for?
Jeg ved ærlig talt ikke om en opdeling af magten er det ideelle - der er mange facetter af demokrati og jeg tror ikke vi har fundet det helt gode endnu. Som jeg sagde før så er magten sådan set indirekte centraliseret hos folket, og det ser jeg faktisk som en god ting.
Jeg tror ikke vi skal kigge på en tredeling som et mål i sig selv. Vi må finde ud af hvad vores egentlige mål er, og så designe vores valgsystem og lovsystem så det opnår de mål. Jeg synes fx approval voting ville gøre meget godt, det er noget vi har diskuteret lidt herinde før.
Jeg kan også godt se en pointe i at sørge for at de enkelte politikere ikke har for meget magt - igen hvis man ser på USA kan man jo se problemet når fx en præsident har alt, alt for meget magt til at vedtage ting uden at gå igennem et parlament eller lign. Det skal vi helt sikkert værne om. Fx skal statsministeren ikke have lov til at gøre meget uden folketingets accept, men det er jo egentlig hvordan det allerede fungerer i store træk som jeg forstår det. Det er mere en magtopdeling inden for folketinget jeg snakker om her og ikke så meget med domstolene.
Tak for dit svar – virkelig spændende tanker. Du har ret i, at Folketinget kan ændre lovgivning, og at domstolene dømmer inden for det rum. Men det er netop derfor, uafhængigheden er så vigtig – fordi den sætter grænser for, hvordan politikerne kan blande sig i tolkningen af loven i konkrete sager. Det er dér, det bliver farligt, når ministre begynder at kommentere specifikke domme.
Ikke at jeg siger vi er på vej mod USA/Ungarn/Tyrkiet osv.
Jeg er også enig i, at magtens tredeling ikke skal være et mål i sig selv – men måske et værn på vejen mod vores egentlige mål: retssikkerhed, balance og beskyttelse mod overgreb. For hvis vi ikke har det som fundament, bliver målet lidt flydende. Det er svært at tale om “folkets vilje”, hvis magten bliver for central – også i “folkets” navn.
Og hey – thumbs up til approval voting! Den debat tager jeg gerne en anden dag 💚
Jeg tror at det er fordi politikere er bange for at stå bag love der ikke er positive, gode eller som kan tjene dem stemmer. Det er jo deres arbejde at udarbejde og formulere love så de kan bruges og forstås, på den måde som folket ønsker. Ikke som de selv ønsker.
De har jo selv lige nedstemt et borgerforslag om at stoppe handel af våben med Israel så et eller andet sted arbejder de selv imod det borgerne ønsker.
Virkelig godt set – og jeg tror, du rammer noget dybt sandt: Politikere er ofte mere optagede af signaler end systemer. Det ser godt ud at “ville stramme” eller “sende signaler”, men når det kommer til det svære, som fx våbenhandel eller strukturelle rettigheder, så gemmer de sig.
Og måske er det netop dét, der gør det hele så farligt: Når politikerne både undgår at tage ansvar for lovgivningens konsekvenser og samtidig angriber domstolene, når domme bliver upopulære – så efterlades vi uden nogen, der vil stå ved noget som helst.
Hvad tænker du – hvis ikke vi kan stole på, at politikerne vil lave klare og retfærdige love, er det så ikke endnu vigtigere, at domstolene får lov at dømme uafhængigt – også selvom det er upopulært?
De har jo selv lige nedstemt et borgerforslag om at stoppe handel af våben med Israel så et eller andet sted arbejder de selv imod det borgerne ønsker.
Nu er 50.000 jo ikke nødvendigvis et udtryk for et flertal i befolkningen, og i der her tilfælde er det faktisk ikke urimeligt at tænke at det måske blot er et velorganiseret mindretal. Ikke at jeg er uenig med forslaget, men at sige at et borgerforslag er et udtryk for et generelt ønske fra borgernes side er ikke helt korrekt synes jeg.
Lidt off topic, er der overhovedet nogle borgerforslag som har nået over 50 000 der ikke er blevet stemt ned?
Størstedelen bliver stemt ned men der er nogle der leder til noget faktisk. Man kan søge det lidt, se fx https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/fem-forslag-vedtaget-paa-fire-aar-borgerforslag-tvinger-politikere-til-tage-stilling-til
