Jeg læste en artikel på Zetland, som ramte mig hårdt. Den handler om, hvordan politikere – både i Danmark og internationalt – i stigende grad kritiserer dommere og domstole for ikke at følge “folkets vilje”. Altså, ikke bare kritik af lovene, men af dommene og de dommere, der tolker dem.
Justitsminister Hummelgaard bruger en konkret sag som eksempel og kalder dommen for forkert. Kort efter støtter Mette Frederiksen et brev sammen med Meloni og andre EU-ledere, der i praksis vil svække Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Argumentet: at den blokerer for udvisninger og andre politiske tiltag.
Det her bekymrer mig dybt.
For er det ikke netop domstolenes uafhængighed, der beskytter os mod overgreb fra flertallet og tilfældige stemningsbølger? Er det ikke dét, vi lærte efter krigene og opbyggede vores demokrati omkring?
Jeg er hverken jurist eller aktivist – bare en borger, der har valgt ikke at være på SoMe. Derfor spørger jeg jer her på Feddit:
Hvad tænker I? Er det en reel tendens, vi ser i EU og Danmark – og ser vi den i tide? Er kritikken af domstole udtryk for et sundt demokratisk opgør – eller et farligt skridt væk fra magtens tredeling?
PS: Selv i kommentarsporet hos Zetlands ellers vidende brugere ser man undren over, at domstolene ikke “følger folkets vilje” – altså et flertal, ingen helt kan pege på, men som alligevel bruges til at legitimere dybtgående systemændringer. Og dét gør mig endnu mere urolig.
Et det bare mig?
Jo, men de er jo kun indirekte uafhængige. De dømmer ud fra de love som er skrevet, men folketinget kan jo bare lave lovene om hvis det er det de vil. Jeg synes ikke det er rimeligt for en minister at sige at en bestemt dommer har dømt forkert - så er det loven der ikke svarer til det ministeren gerne vil have. Men så må ministeren jo arbejde på at lave loven om. Det er egentlig også det jeg forstår at de vil gøre.
Det er lidt anderledes i forhold til det vi ser i USA hvor Trump mere eller mindre lader til at ignorere eksisterende love - det er et problem af en helt anden og mere alvorlig karakter.
Jeg ved ærlig talt ikke om en opdeling af magten er det ideelle - der er mange facetter af demokrati og jeg tror ikke vi har fundet det helt gode endnu. Som jeg sagde før så er magten sådan set indirekte centraliseret hos folket, og det ser jeg faktisk som en god ting.
Jeg tror ikke vi skal kigge på en tredeling som et mål i sig selv. Vi må finde ud af hvad vores egentlige mål er, og så designe vores valgsystem og lovsystem så det opnår de mål. Jeg synes fx approval voting ville gøre meget godt, det er noget vi har diskuteret lidt herinde før.
Jeg kan også godt se en pointe i at sørge for at de enkelte politikere ikke har for meget magt - igen hvis man ser på USA kan man jo se problemet når fx en præsident har alt, alt for meget magt til at vedtage ting uden at gå igennem et parlament eller lign. Det skal vi helt sikkert værne om. Fx skal statsministeren ikke have lov til at gøre meget uden folketingets accept, men det er jo egentlig hvordan det allerede fungerer i store træk som jeg forstår det. Det er mere en magtopdeling inden for folketinget jeg snakker om her og ikke så meget med domstolene.
Tak for dit svar – virkelig spændende tanker. Du har ret i, at Folketinget kan ændre lovgivning, og at domstolene dømmer inden for det rum. Men det er netop derfor, uafhængigheden er så vigtig – fordi den sætter grænser for, hvordan politikerne kan blande sig i tolkningen af loven i konkrete sager. Det er dér, det bliver farligt, når ministre begynder at kommentere specifikke domme.
Ikke at jeg siger vi er på vej mod USA/Ungarn/Tyrkiet osv.
Jeg er også enig i, at magtens tredeling ikke skal være et mål i sig selv – men måske et værn på vejen mod vores egentlige mål: retssikkerhed, balance og beskyttelse mod overgreb. For hvis vi ikke har det som fundament, bliver målet lidt flydende. Det er svært at tale om “folkets vilje”, hvis magten bliver for central – også i “folkets” navn.
Og hey – thumbs up til approval voting! Den debat tager jeg gerne en anden dag 💚