Forældre er selv med til at skabe mistrivsel hos deres børn, når de forsøger at beskytte dem. En ny trivselskommission kommer med syv råd til forældre.
Alle kan blive bedre forældre, undertegnede inklusive, men uønsket forældrevejledning på populationsniveau rammer i min optik fuldstændigt ved siden af skiven. Det svarer til at rundsende en vejledning om “sådan taber du dig” og “sådan holder du op med at ryge” hvorefter man forventer… hvad? Alle bare spontant smider smøgerne og de ekstra kilo?
Hvis man vitterligt ville øge børns trivsel gav man børnefamilierne mere luft i hverdagen samt mulighed for at få individuel råd og vejledning efter behov og ønske. Det gælder lige fra pædagogisk sparring med klasselæreren til et robust PPR i alle kommuner og en børne-/ungepsykiatri med langt flere ressourcer. I stedet smider man penge efter en højskoleforstander og en jurastuderende som kan konkludere at det er forældrenes skyld. Hvor belejligt.
Problemet er vel at det er relativt billigt at sende sådan noget vejledning/vildledning ud, mens det ville koste samfundet dyrt at give forældre mere luft i hverdagen, selvom det måske ville være for det bedste.
Helt sikkert. Kommissionen har end ikke måttet komme med ressourcekrævende anbefalinger:
“Kommissionen skal i sine anbefalinger have blik for proportionalitet mellem udgifter
og forventet betydning for trivsel, og bør i tilfælde af omkostningstunge anbefalinger anvise om-
prioriteringspotentialer, der kan understøtte en effektiv ressourceudnyttelse.”
Spørgsmålet er så, hvorfor overhovedet smide penge efter en trivselskommision hvis ikke man vil smide penge efter en evt. løsning? Regeringen anerkender at der er et problem, men hvis ikke 10 eksperter kan finde en gratis løsning, så er problemet åbenbart ikke så vigtigt alligevel.
Måske drejer kommissionens eksistens sig i virkeligheden mere om at give indtryk af handlekraft, frem for rent faktisk at handle.
Dog synes jeg ikke man af den citerede tekst kan udlede at løsninger ikke må koste noget, men at der skal være proportionalitet mellem omkostninger og forventet effekt, hvilket de fleste skatteydere formentlig værdsætter :)
Spørgsmålet er så om omkostningerne skal være latterligt lave før tiltag kan blive godkendt.
“Ved omkostningstunge anbefalinger skal kommissionen anvise omprioriteringspotentialer”. Jeg er ret sikker på at “omprioriteringspotentialer” er DJØF-snak for mulige besparelser/nedskæringer. Altså, anbefalinger om dyre tiltag for at forbedre trivslen skal ledsages af tilsvarende anbefalinger om besparelser uden at mindske trivslen. Heldigvis er det gratis at bebrejde forældrene og skære dem over én kam.
Synes efterhånden jeg er stødt på mange professionelle med den holdnig. Det må også være dejlig let, da det fjerner ansvaret fra den professionelle og lægger det over på de fejlslagne forældre.
Alle kan blive bedre forældre, undertegnede inklusive, men uønsket forældrevejledning på populationsniveau rammer i min optik fuldstændigt ved siden af skiven. Det svarer til at rundsende en vejledning om “sådan taber du dig” og “sådan holder du op med at ryge” hvorefter man forventer… hvad? Alle bare spontant smider smøgerne og de ekstra kilo?
Hvis man vitterligt ville øge børns trivsel gav man børnefamilierne mere luft i hverdagen samt mulighed for at få individuel råd og vejledning efter behov og ønske. Det gælder lige fra pædagogisk sparring med klasselæreren til et robust PPR i alle kommuner og en børne-/ungepsykiatri med langt flere ressourcer. I stedet smider man penge efter en højskoleforstander og en jurastuderende som kan konkludere at det er forældrenes skyld. Hvor belejligt.
Problemet er vel at det er relativt billigt at sende sådan noget vejledning/vildledning ud, mens det ville koste samfundet dyrt at give forældre mere luft i hverdagen, selvom det måske ville være for det bedste.
Helt sikkert. Kommissionen har end ikke måttet komme med ressourcekrævende anbefalinger:
“Kommissionen skal i sine anbefalinger have blik for proportionalitet mellem udgifter og forventet betydning for trivsel, og bør i tilfælde af omkostningstunge anbefalinger anvise om- prioriteringspotentialer, der kan understøtte en effektiv ressourceudnyttelse.”
Spørgsmålet er så, hvorfor overhovedet smide penge efter en trivselskommision hvis ikke man vil smide penge efter en evt. løsning? Regeringen anerkender at der er et problem, men hvis ikke 10 eksperter kan finde en gratis løsning, så er problemet åbenbart ikke så vigtigt alligevel.
Måske drejer kommissionens eksistens sig i virkeligheden mere om at give indtryk af handlekraft, frem for rent faktisk at handle.
Dog synes jeg ikke man af den citerede tekst kan udlede at løsninger ikke må koste noget, men at der skal være proportionalitet mellem omkostninger og forventet effekt, hvilket de fleste skatteydere formentlig værdsætter :)
Spørgsmålet er så om omkostningerne skal være latterligt lave før tiltag kan blive godkendt.
“Ved omkostningstunge anbefalinger skal kommissionen anvise omprioriteringspotentialer”. Jeg er ret sikker på at “omprioriteringspotentialer” er DJØF-snak for mulige besparelser/nedskæringer. Altså, anbefalinger om dyre tiltag for at forbedre trivslen skal ledsages af tilsvarende anbefalinger om besparelser uden at mindske trivslen. Heldigvis er det gratis at bebrejde forældrene og skære dem over én kam.
Og jo, det lugter symbolpolitik.
Synes efterhånden jeg er stødt på mange professionelle med den holdnig. Det må også være dejlig let, da det fjerner ansvaret fra den professionelle og lægger det over på de fejlslagne forældre.