24 uger som Storbritannien og Holland har virker lidt sent når nu fostret kan potientielt overleve en fødsel og blive til et menneske med moderne behandling.
Jeg synes personligt ikke at fosterets potentiale for overlevelse er en relevant faktor for hvornår abort bør være - det er noget jeg har snakket om før i denne kommentar.
Jeg er egentlig enig i, at overlevelseschance ikke bør være det eneste afgørende. Det bliver hurtigt en teknisk grænse i en eksistentiel debat. Vores eget tab i uge 14 har lært mig, at abort handler om mere end biologi. Det handler om sorg, kærlighed og nogle gange at tage ansvar i en situation, der aldrig kan være rigtig.
Men samtalen (sobert) ind i det hele er vigtigt for os alle.
Det er et hamrende svært spørgsmål, Man kunne måske sige at det er OK indtil fosteret kan føle smerte.
Men hvis muligheden for at føle smerte er den moralske grænse, hvordan forsvarer vi så at slagte dyr?
Et foster har tydeligvis ikke mere bevidsthed eller følelser end dyr har.
Som jeg ser det, så er undfangelsen og fødslen de eneste rigtigt kategoriske ting som sker i produktionen af en baby. Hvor vi lige sætter abortgrænsen er i sidste ende arbitrært og afhænger af en myriade af faktorer. Jeg er enig i at potentialet for overlevelse ikke skal stå alene, men det virker samtidigt meget naturligt at tage det med i sine overvejelser.
Valget om at få abort og hvor vidt fostret kan overleve uden for et menneskes livmoder er i bund og grund også to forskellige ting, men der er en ret interessant grænse mellem en klump celler og hvornår egoet bliver “tændt”, og personligt ville jeg sætte abortgrænsen under punktet hvor fostret kan overleve uden for menneskets livmoder.
Det er dog et interessant tankeeksperiment det du linker til.
Jeg synes personligt ikke at fosterets potentiale for overlevelse er en relevant faktor for hvornår abort bør være - det er noget jeg har snakket om før i denne kommentar.
Jeg er egentlig enig i, at overlevelseschance ikke bør være det eneste afgørende. Det bliver hurtigt en teknisk grænse i en eksistentiel debat. Vores eget tab i uge 14 har lært mig, at abort handler om mere end biologi. Det handler om sorg, kærlighed og nogle gange at tage ansvar i en situation, der aldrig kan være rigtig.
Men samtalen (sobert) ind i det hele er vigtigt for os alle.
Det er et hamrende svært spørgsmål, Man kunne måske sige at det er OK indtil fosteret kan føle smerte.
Men hvis muligheden for at føle smerte er den moralske grænse, hvordan forsvarer vi så at slagte dyr?
Et foster har tydeligvis ikke mere bevidsthed eller følelser end dyr har.
Som jeg ser det, så er undfangelsen og fødslen de eneste rigtigt kategoriske ting som sker i produktionen af en baby. Hvor vi lige sætter abortgrænsen er i sidste ende arbitrært og afhænger af en myriade af faktorer. Jeg er enig i at potentialet for overlevelse ikke skal stå alene, men det virker samtidigt meget naturligt at tage det med i sine overvejelser.
Valget om at få abort og hvor vidt fostret kan overleve uden for et menneskes livmoder er i bund og grund også to forskellige ting, men der er en ret interessant grænse mellem en klump celler og hvornår egoet bliver “tændt”, og personligt ville jeg sætte abortgrænsen under punktet hvor fostret kan overleve uden for menneskets livmoder.
Det er dog et interessant tankeeksperiment det du linker til.