I mine 7-9. klasse var jeg så stort et problem-barn at alle mine lærer (udover tysk, en meget rar gammel tysk dame) lavede den samme deal med mig. I starten af klassen kunne jeg gå, ellers holde kæft. Det blev aldrig nævnt til skole-hjem samtaler. Der var, i en kort periode, en ekstra lærer sat af til mig og 3 andre fra andre klasser. Vi fik vores eget lokale hvor vi kunne lære de samme ting men med en lærer der var udannet til håndtere os og så var der kun 4 af os. Ved du vad? Det virkede. Der var ro i den klasse. Jeg havde aldrig været så interesseret i matematik. Den lærer blev mobbet ud af jobbet af de andre lærer og jeg blev smidt tilbage i den normale klasse. Jeg tog ikke 9. klasse eksamen. Jeg blev smidt over på 10. klasse hvor læreren så en gruppe tøser moppe mig til tårer hver dag indtil jeg slog igen og blev smidt ud.

Jeg har lyst til at sige at vores folkeskoler ikke kan tænke længere end næste sommerferie, men min lillebror blev smidt i en special klasse fra starten og, ikke at jeg har meget indsigt i hans liv, tror han klarede det ok. Han har det i hvert fald bedre i dag end jeg havde det i den alder (8 års forskel).

Jeg har 2 minder fra folkeskolen der stikker så langt ud fra alt det andet at jeg bliver nød til at tro at alt kunne havde gået bedre hvis bare systemet ikke var så presset.
Det ene er min tysk lærer der ser mig på skolegangen og siger, i en passerende kommentar, at jeg har et smukt smil.
Det andet er på en skoletur ud og camp i shelter på en eller anden ø under Fyn. Jeg kunne ikke sove og valgte at gå en tur i den varme sommer-nat. Jeg satte mig ned på en bænk ved stranden og kiggede ud over havet; solen var kun nogle grader under horisonten så der var en smuk blå skær over himlen. En lærer kom og satte sig ved siden af og sagde ikke noget, og så gik vi tilbage 10 minutter senere.
Det er de 2 gange hvor skolesystem har behandlet mig som et menneske.

Jeg hader folkeskolen.