Politikerne på Christiansborg har siden 2013 kørt rundt til møder i hele landet og fået en skattefri kørselsgodtgørelse, selvom de ifølge loven kun skulle få det i egen storkreds.
Jeg tænker det må være muligt at lave et system som minder om overenskomstforhandlinger, som jo ofte fremhæves som et helt centralt begreb i den danske model. Af uransagelige årsager står politikerne udenfor arbejdsmarkedet og skal derfor kun forhandle med sig selv. Hvem politikermarkedets parter skal være ved jeg ikke. En blanding af arbejdsgivere, fagforeninger og mavesure kværulanter som mig selv måske?
Lyder det meget sværere end almindelige overenskomster? Det er vel bedre at gøre noget svært og besværligt i stedet for at have en gruppe, som selv bestemmer deres løn og arbejdsbetingelser. En gruppe som kan sløjfe en skat, de ikke har lyst til at betale.
Det lyder sværere fordi det jo er folketinget der laver lovene og at have nogen der bestemmer over folketinget på den måde lyder underligt. Altså hvordan vælger du fx hvem der skal være i disse forhandlinger? Altså hvis folketingets medlemmer sidder på den ene side af forhandlingsbordet, hvem sidder så på den anden side? Jaja, “en blanding af arbejdsgivere, fagforeninger og mavesure kværulanter”, men hvem specifikt? Vel ikke alle fagforeninger i landet? Vel ikke alle arbejdsgivere? Vel ikke alle mavesure kværulanter? Men hvis ikke alle, hvem så? Skal der være endnu et valg omkring det? Bliver det så et slags to-kammer system? Hvem skal bestemme disse menneskers kompensation/løn for at udføre disse forhandlinger?
Det er disse slags spørgsmål jeg mener når jeg siger jeg ikke rigtig kan se det for mig?
Det er ikke meningen, at de skal bestemme over folketinget, men de skal være med til at forhandle rimelig løn- pensions- og skatteforhold sammen med folketinget. Noget som folketinget tydeligvis ikke selv er i stand til. Måske skal de forskellige foreninger sættes til skabe et samarbejdsorgan, hvis det ikke allerede findes, hvori man udvælger et vist antal forhandlere, som repræsenterer resten af samfundet og forhandler med et udvalg af folketinget, som repræsenterer de forskellige partier. Jeg mener opgaven er så vigtig for tilliden, at vi som samfund må en måde at få det til at fungere på.
Det ville jo kræve en grundlovsændring så det kommer nok ikke til at ske.
Hvem skulle forresten bestemme økonomien for den uvildige part så? Det er jo sådan lidt et uendeligt problem.
Jeg tænker det må være muligt at lave et system som minder om overenskomstforhandlinger, som jo ofte fremhæves som et helt centralt begreb i den danske model. Af uransagelige årsager står politikerne udenfor arbejdsmarkedet og skal derfor kun forhandle med sig selv. Hvem politikermarkedets parter skal være ved jeg ikke. En blanding af arbejdsgivere, fagforeninger og mavesure kværulanter som mig selv måske?
Puha det lyder svært og besværligt 😅. Jeg ved ikke rigtig hvordan du kunne gøre det. Jeg kan ikke rigtig se det for mig.
Lyder det meget sværere end almindelige overenskomster? Det er vel bedre at gøre noget svært og besværligt i stedet for at have en gruppe, som selv bestemmer deres løn og arbejdsbetingelser. En gruppe som kan sløjfe en skat, de ikke har lyst til at betale.
Det lyder sværere fordi det jo er folketinget der laver lovene og at have nogen der bestemmer over folketinget på den måde lyder underligt. Altså hvordan vælger du fx hvem der skal være i disse forhandlinger? Altså hvis folketingets medlemmer sidder på den ene side af forhandlingsbordet, hvem sidder så på den anden side? Jaja, “en blanding af arbejdsgivere, fagforeninger og mavesure kværulanter”, men hvem specifikt? Vel ikke alle fagforeninger i landet? Vel ikke alle arbejdsgivere? Vel ikke alle mavesure kværulanter? Men hvis ikke alle, hvem så? Skal der være endnu et valg omkring det? Bliver det så et slags to-kammer system? Hvem skal bestemme disse menneskers kompensation/løn for at udføre disse forhandlinger?
Det er disse slags spørgsmål jeg mener når jeg siger jeg ikke rigtig kan se det for mig?
Det er ikke meningen, at de skal bestemme over folketinget, men de skal være med til at forhandle rimelig løn- pensions- og skatteforhold sammen med folketinget. Noget som folketinget tydeligvis ikke selv er i stand til. Måske skal de forskellige foreninger sættes til skabe et samarbejdsorgan, hvis det ikke allerede findes, hvori man udvælger et vist antal forhandlere, som repræsenterer resten af samfundet og forhandler med et udvalg af folketinget, som repræsenterer de forskellige partier. Jeg mener opgaven er så vigtig for tilliden, at vi som samfund må en måde at få det til at fungere på.