»Det her kan selvfølgelig lyde lidt dramatisk, men når socialdemokraterne går i regering med højrefløjen, og Mette Frederiksen siger, at det er deres værdifællesskab nu, så er det jo en grundlæggende omkalfatring af det politiske landskab i Danmark. De har jo ligesom meldt sig på modstanderholdet, og det bekymrer mig ad helvede til«, siger Pelle Dragsted.
Bekymringen går dels på den førte politik med afskaffelse af store bededag, skattelettelser, nølende klimaindsats og »en eksistentiel trussel mod velfærden«. Og så går den på, at Socialdemokratiets »svigt« ved at indgå i »et teknokratisk samarbejde« kan føre til røde vælgeres desillusion og frafald eller sivning til det yderste højre, som man har set i udlandet.
Han har opstillet fire pejlemærker, som han mener, at Enhedslisten og venstrefløjen bør fokusere på. Det gælder klassekamp, grøn omstilling, tilbageerobring af frihedskampen og tæt samling i den røde blok.
Han har vel teknisk set ret. Socialdemokraterne har bekendt kulør, og de er hverken pro-arbejdere eller et rødt parti længere. I forlængelse, sådan som borgen typisk har peget på regeringsledere, så er der behov for nytænkning i rød lejr. Præcis hvad de kan gøre, det tør jeg ikke udtale mig om, men måske en samling omkring de radikale kunne være en løsning. Hvilket ville være ret sjovt, da de i givet fald ville være de mindst radikale på venstrefløjen.
Helt enig i at socialdemokrat har meldt kulør og ikke længere har de nederste i samfundet som mål for deres politik (har de nærmest haft det siden Anker?), de er ikke længere mod ulighed. Radikale er økonomisk højreorienterede, så de vil heller ikke kunne samle sig om at kæmpe i mod ulighed i samfundet. Jeg tvivler på, at de kan være et svar på noget i rød blok.
Tja, selvom de radikale typisk går meget op i økonomi, så er de som regel enormt venstreorienterede på de vigtige områder. Forskellen ligger nok mere i, at de snakker om hvad der er råd til, eller mere præcist, hvordan vi skal få råd til det. Lige nu er de nok de eneste voksne på rød stue. Det sagt, så ved jeg ikke om de tør gå langt nok, af frygt for at økonomien ramler. Men på en politisk scene, der kan de måske nemmere få andre lande med på idéen end hvis vi sender den yderste venstrefløj på diplomatiske missioner.
Det gør dem ikke venstreorienterede at de går ind for klima; traditionelt set er Venstre/Højre økonomisk. I stedet kan man diskutere hvor de ligger på en Minervamodel; der vil de ikke umiddelbart adskille sig stort fra Moderaterne.
Åh jeg bliver træt af voksen/børn retorikken, jeg ved ikke hvad du vil med den udover at nedgøre andres argumenter uden at sætte dig ind i dem? Hvad er der barnligt i Enhedslistens tilgang til en reformation af det økonomiske system? Hvor er det røde i de Radikales? Hvor er det voksne?
Hov, det var ikke ment nedgørende, selvom det nok godt kan tolkes sådan. Jeg har selv stemt på enten enhedslisten eller de radikale de sidste par gange, og har klart en fod i rød lejr. Kommentaren var mere møntet på at den yderste venstrefløj har tendenser til en stram retorik på mange måder, men ikke ønsker at gå i dybden med økonomien bag. Og selvom de fleste problemer kan løses kreativt uden at skulle investere nævneværdigt i budgettet, så er det historisk ikke sådan vi tilgår tingene herhjemme.
Jeg ved ikke om jeg er skuffet over socialdemokraternes skift til blå blok, det var trods alt uundgåeligt. Man kan selvfølgelig være håbefuld på at det ryster posen, men også være bekymret for at midterkonstellationen kan sætte sig tungt på magten uden udfordring. Vi må vel vente og se.
Godt ord igen! Sorry, det udtryk er lidt en øm tå! Jeg tror også at jeg personligt foretrækker ideer, idealer og visioner over “realpolitik”. Jeg er med på hvad du mener, men synes egentlig de ofte er ret upfront omkring hvordan man kan finde pengene. Men det vil kræve store omvæltninger her og globalt.
Jeg er helt enig, er ikke specielt skuffet eller overrasket over Socialdemokratiet, men håber på at det ryster posen.
Apropos ulighed, så havde jeg en lidt spøjs oplevelse i bussen for et par måneder siden. Jeg var selv på vej hjem fra jobcentret, efter at have ansøgt om uddannelseshjælp (kontanthjælp for unge), og nær mig sad en mand og talte om at han havde været til ansættelsessamtale og aftalt løn. Han havde bedt om 85.000 kr., og det mente arbejdsgiveren var alt for lavt, så til sidst endte de vidst på 120.
Det er ikke fordi jeg ikke kan unde nogen at tjene 120.000 kr. om måneden, eller 500.000 kr. for den sags skyld, men hold da op hvor må vi leve i forskellige verdener, og dét er uretfærdigt. Ikke de dyre biler eller alle udlandsrejserne, men det at kunne spare op til pension, og det at have bedre adgang til for eksempel sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet, eller om ikke andet at kunne betale selv, når de offentlige tilbud er utilstrækkelige.
Som en på den anden side (jeg tjente i gennemsnit 137k om måneden sidste år) så har jeg det også lidt mærkeligt med det hele. Det virker som om at hvis du tilfældigvis er interesseret i noget lukrativt så er du fucking set, og hvis du ikke er får du et hårdt liv. Jeg bliver betalt rigtig meget for at skrive software, men det er nok noget jeg havde gjort gratis, for jeg synes bare det er så interessant og fedt at bygge et stykke software og så se folk bruge det. Og når jeg synes det er så interessant så er det selvfølgelig noget jeg bruger meget tid på i fritiden, hvilket gør at jeg bliver rigtig god til det over tid. Men det er jo ikke fordi jeg har valgt mine interesser, det er bare noget jeg er faldet ind i på en eller anden måde. Det hele er vildt uretfærdigt og tilfældigt.
