Artiklen diskuterer en ukendt diagnose, DLD (Developmental Language Disorder), som er en sprogforstyrrelse, der påvirker evnen til at forstå og udtrykke sprog. Diagnosen er almindelig i lande som Storbritannien og USA, men i Danmark er den stort set ukendt, hvilket kan føre til mistrivsel blandt børn og voksne. DLD (Developmental Language Disorder) er en medfødt sprogforstyrrelse, der gør det svært for personer at forstå og udtrykke sprog. Mennesker med DLD har ofte problemer med at følge komplekse sætninger, bøje ord korrekt og udtrykke sig klart. Det kan påvirke både børn og voksne og har konsekvenser for indlæring, sociale relationer og generel trivsel. DLD rammer ca. 7,5 % af befolkningen, men diagnosticeres sjældent i Danmark på grund af manglende opmærksomhed og testning. Forskere advarer om, at manglen på diagnose og støtte kan påvirke uddannelse, sociale relationer og den generelle trivsel hos de berørte.
Hvordan kender man forskel på DLD og så bare det at have svært ved sprog? Er der ikke en hel del naturlige forskelle i hvor hurtigt man lærer/hvor god man er til at udtrykke sig, uden at man nødvendigvis har en diagnose?
Første overvejelse er, hvilke tests der kan diskriminere mellem DLD og andre årsager til sprogvanskeligheder, fx understimulering eller lille erfaring med det sprog, der testes på. Her kan man fx kigge på nonordsgentagelse, sætningsgentagelse, spontantaleanalyse og dynamisk testning. Hvis man bruger standardiserede tests, så vil man få en råscore, der kan omdannes til en standard score, som kan indplaceres på en normalfordelingskurve. Typisk vil en person med DLD ligge omkring 2 standardafvigelser under gennemsnittet.
(Min kone er audiologopæd)
