Ved eksempelvis arealregning vil læreren i Japan typisk tegne to firkanter på tavlen, som størrelsesmæssigt er meget tæt på hinanden, men alligevel ikke er helt lige store, fortæller Jacob Bahn.
- For børnene er det ikke umiddelbart muligt at afgøre, hvilken en af firkanterne der er størst, fordi forskellen er for lille. Så snakker de, om hvordan de kan sammenlignes. De har ikke fået lov til at gå i gang med noget endnu.
Først efter at børnene er kommet med deres bud på løsninger, begynder læreren at fortælle om arealer. Dét synes Jacob Bahn, at vi kan lære noget af herhjemme, fordi det tyder på, at børnene får en bedre forståelse for det grundlæggende.
Det lyder i mine ører som om at de japanske børn får lov til selv at “opdage løsningen” mens at de danske børn måske bare får løsningen givet fra oven fordi “sådan er det bare” og så kan man jo bare memorere det uden faktisk at forstå det.
Det er sikkert en forsimpling men jeg synes den japanske version lyder bedre.
Som tidligere underviser selv - dog inden for svømning - så bliver vi også oplært til at lad børnene selv på at finde en løsning (eksprimere undervisning) fremfor ren banesvømning, hvor vi fortælle hvad de skal gøre.
Min egen erfaring siger også, at børnene lære meget mere med at sige frem først selv, fremfor sige hvad de skal gøre. Det kan så også være svære (særligt for nye træner) at strukturer deres undervisning efter det, da det kræver en del forbedrelse tid at lave den strukturer på forskelige emner, men udbyttede er langt højere end hvad den klassisk undervisningsform, som man ofte ville gå til.
Personligt tror jeg også det er særligt efter folkeskolereformen fra 2014, hvor lærenre skal forbedre sig fysisk på skolerne og fokuset blev lagt på børnene skulle teste i alt muligt, hele tiden, som har skubbe for denne nedadgående trend
