Det er også en pisse træls situation at stå i. Beklager min roman herunder, men her er hvad jeg har at sige om det og så kan du selvfølgelig bedst vurdere om det overhovedet er nyttigt for dig. Det er bare de erfaringer jeg har med svære situationer ala din:

Jeg er selv en meget konfliktsky person, men er og har altod været omgivet af meget stærke og dominerende typer i mit liv. Både i familier, vennekredse og til en hvis grad på mit job. Det meste af tiden prøver jeg at undgå at havne i situationer hvor jeg provokerer disse typer for jeg orker det bare ikke og jeg er også selv meget temperamentsfuld hvis der bliver trykket på de rigtige knapper.

De gange jeg har haft samtaler med stærke personligheder om ting de gør, der har jeg valgt at bruge en mere omsorgsfuld taktik. Min erfaring er at stærke personligheder ofte dækker over en følelse af svigt på en måde. Hvis du er dominerende i alle rum du træder ind i så er du nok ikke typen som oplever super meget emotionel support fra andre. Enten fordi folk undgår dig eller fordi de bruger dig som support fordi du er så stærk.

Så alt efter hvilken slags “stærk” en person er så prøver jeg at møde dem som en allieret. Hvis samtalen handler om kritik af noget de gør, så er det pakket ind i en masse bekræftelser af ting jeg bemærker omkring dem som de faktisk gør godt. Jeg anerkender de steder hvor jeg fornemmer at de oplever svigt fra andre og jeg kommenterer på, hvor jeg kan se at deres handlemønstre måske bliver uhensigtsmæssige. Jeg prøver at tale med dem om hvad der sker der og hvordan det kan opfattes af andre. Om der er andre måder vi kan løse det på.

Andre gange bruger jeg mere tid på at rose dem når de gør noget rigtigt og fortælle dem at det er så godt at de gør det og det og at det skal de blive ved med. Hvis de er usikre på noget så prøver jeg at bekræfte dem i de gode valg og fortælle dem at de fejl de begår ikke definerer dem, men at det er noget der kan arbejdes med.

Det er måske meget vattet. Jeg ved det ikke. Jeg har bare haft gode erfaringer med at tale med stærke personligheder på den måde fordi de ofte er nogle kriger-typer der møder hårdt med hårdt og lukker helt ned.

På en måde er det lidt som at træde ind i en omsorgsrolle for et indre barn der måske blev nødt til at blive hård og stærk for tidligt og som egentlig bare gerne vil lyttes til og forstås, ses og få at vide at de stadig er gode nok og at deres dårlige sider ikke behøver definere dem og deres omgivelser for altid.

Kender slet ikke til din svogers personlighed, men han kunne godt lyde lidt som sådan en type og de er svære at komme tæt nok på til at tale med om den slags issues fordi der er så mange mure man skal igennem før de tør lukke en ind det sårbare sted.

De fleste mennesker er jo gode nok indeni og det er meget få som er rådne helt ind i kernen. Jeg har kun mødt ganske få folk hvor det ikke nytter noget at lytte og tale og forstå. Langt langt langt de fleste mennesker er bare nogle små bløddyr indeni der har brug for én de kan læne sig op ad uden fordømmelse og hån. Nogle er bare så arret af ting de har oplevet at de bygger den ene mur efter den anden med fordømmelser og hån for at holde folk på afstand. Men er man først trængt igennem så har man næsten også deres loyalitet for livet.

Så ja, det er ikke hensigtsmæssigt at han siger hold kæft til sine børn. Det er meget groft og skadende, men jeg tror at hvis jeg fandt denne kamp værd at tage, så ville jeg gå til ham som en ven, en der ikke dømmer eller håner eller irettesætter og bare prøve at tale stille og roligt med ham om at jeg har bemærket at han virker lidt stresset eller anspændt eller hvad han nu er og så prøve at åbne lidt op med ham inden vi kan tage snakken om det med børnene.

Jeg ville bruge flere eksempler på hvordan jeg selv begår fejl med ditten og datten fordi det vækker tillid at vise sin egen sårbarhed. Og når vi kommer til hold kæft delen så handler det ikke om at sige til ham at det er forkert og at han kan ikke tale sådan til børnene, men mere om hvor de følelser der fører til det kommer fra, anerkende dem og snakke om hvordan man ellers kan håndtere de situationer og hvad man ellers kan sige.

Det virker ikke på alle og det er ikke alle mennesker man kan gå ind og have sådanne samtaler med, men hvis jeg havde et okay forhold til svoger i forvejen og kunne mærke at det ikke ville være totalt upassende at have en lidt mere sårbar samtale med ham, at han måske ville være lidt åben for at tale om det, så ville jeg nok gøre det.

Men hvis der er fuldstændig lukket ved kasse 1 og han overhovedet ikke er modtagelig på nogen måde så ville jeg nok vælge at trække mine børn og mig selv fra den slags fællesskaber i stedet.

Man vælger sine kampe og jeg er bare sådan skruet sammen at hvis jeg vælger en kamp, så gør jeg det med omsorg fordi det har langt bedre resultater end konfrontationer. Jeg er ikke godt til at tromle folk. Hvis jeg først bliver rigtig gal så bliver jeg ukonstruktiv. Hvis jeg ikke bliver gal bliver jeg usikker og ukonstruktiv. Så jeg gider ikke konfrontationer. Jeg finder dem ufrugtbare og skadelige 9 ud af 10 gange.

Du drømmer simpelthen ikke om hvor mange mennesker jeg har haft tæt inde på livet som var typerne der skulle have det sidste ord, ledte efter alle de ord der var under bæltestedet og brugte dem for at vinde enhver konflikt selv hvis jeg trak mig. Den type kan man bare ikke stille sig op overfor med ultimatummer, skældud og hård tone. De ser det som en distraktion fra den smerte de føler indeni og de stopper ikke før de har vundet krigen. Så får de lidt kortvarige dopamin af det før de vender tilbage til bundløst selvhad og endnu en person der har forladt dem.

Det dur bare ikke. Man skal møde stærke personligheder med omsorg. Det kan de ikke kæmpe imod ret længe.

Godmorgen.

Synes du skal mærke efter hvad der reelt ligger bag ordene. Er det i virkeligheden ment hårdt og brutalt, eller er det måske bare måden de snakker på i familien? Fx kan jeg sagtens kalde mine unger fuck fjæs, bølle, røv osv. Det er bare vores måde at snakke på, faktisk en lettere kompleks måde at bruge sproget på - man siger noget tilsyneladende grimt som egentlig bare betyder: hej dejlighed, godt se se dig. I gymnasiet kældte os mænd der var gode venner hinanden for pikhoved. Kan man snakke sådan til hinanden, uden at det skaber problemer, er der tillid og nærhed. Man vil aldrig sige sådan til en persons man ikke er tryg ved.

Pointen er at sproget er meget komplekst, og måske fornemmer vi ikke alle nuancer.

Hvis han bruger ordene til bare at lukke ungerne ned med magt, er det træls.

Jeg tror ikke dine unger på noget plan kommer til et føle at det er ok at blive behandlet sådan. Ej heller at behandle andre sådan. Din svoger er ikke en primær omsorgsperson for dem. Hvis du behandlede dine børn sådan, ville det printe sig i deres selvopfattelse og selvværd, og så vil de senere i livet forvente at det er sådan andre mennesker skal behandle dem. Hvis dine børn ser en dokumenter om børn i Afrika der sulter, vil de heller ikke tro at de selv skal sulte. Unger er ret kloge ; ) default ved de godt det er forkert. Jeg taler ret ofte med mine unger om andres adfærd. Stiller dem spørgsmål og lader dem selv reflektere sig frem til noget. Efter de har tænkt, byder jeg også ind med noget reflektioner. Jeg ville spørge dem:

“hvad synes i om når svoger siger hold kæft”

“Hvorfor er det nederen”

*Hvad føler hans børn, tror I"

Samtalen ville gå. Ville selv forklare hvad det psykologiske gør ved mennesker at blive behandlet sådan. Ville bruge situationen til at uddanne mine unger. Jeg ville ikke skærme mine unger mod det.

Hvad kommunikationen til din svoger angår, er den kompleks. Det er selvfølgelig vigtigt at du respektere fru Sommerhaves ønsker. Men lige i denne situation, er der nogle unger indblandet, der bliver behandlet dårligt. Og dem har man selvfølgelig et ansvar overfor.

Jeg kommunikerer meget anderledes end @Nangijala@feddit.dk. Er slet ikke så socialt intelligent ;)

Jeg ville forklare svogeren hvad jeg mener det gør ved mennesker at blive talt sådan til. Ikke fordømmende eller i en særlig alvorlig eller opdragende tone. Det får folk i forsvar. Bare roligt og faktuelt. Så kan man jo håbe det planter nogle reflektionsfrø i hans hans hjerne.

Jeg har en veninde, hvor jeg har det svært med måden, hun opdrager på. Hun kan for eksempel finde på at kalde sit grædende barn “drama queen” foran ham og smågrine lidt af, hvor “dramatisk” han er. Han er ikke dramatisk — han er bare så ked af det.

Jeg vælger ikke at påtale det direkte, fordi det er meget følsomt. I stedet reagerer jeg anderledes i situationerne og forsøger at påvirke gennem min egen adfærd — vise en anden måde at være forælder på, uden at dømme eller belære.

Jeg kan også finde på bare at tale om situationer jeg selv synes har været svære med ungerne eller minder om noget jeg har set hende i og tale om hvad jeg gjorde, uden at nævne hende eller hendes børn.

Det er min overbevisning, at alle forældre gør deres allerbedste (også når det ikke er godt nok) og jeg ved at det er sårbart at få antydet at man er utilstrækkelig eller ligefrem skadelig som forældre… Derfor ville jeg ikke konfrontere, men forsøger at nudge.

Jeg synes det er helt fair at sætte grænser for opførsel når dine egne børn er til stede. Hvis det ikke kan overholdes, så kan børnene bare ikke komme der - det er så en konsekvens man må tage.

Hvis du allerede har prøvet at bede om det på en pæn måde, så er der ikke meget mere at prøve end sådan et ultimatum (givet at du ikke bare vil leve med det).

Men egentlig er det nok mere din kone du skal snakke med en tilfældige folk på internettet. Med det mener jeg, jeg synes ikke du skal stille det ultimatum hvis dine kone ikke har lyst til det, bare fordi jeg siger det. Lyt til din kone, ikke til mig 😂