Help!
Min svoger taler ret hårdt til sine børn. Især sætningen “hold kæft” bliver brugt. Ikke i affekt, men som en del af hans måde at opdrage på.
Og det skete igen i aftes, jeg var ikke selv til stede - men jeg kan mærke det i maven, når jeg hører det. Det går imod alt, jeg selv står for som far. Jeg vil ikke have, at mine egne børn hører det og tror, det er normalt. Og næste gang det sker, har jeg tænkt mig at sige direkte:
“Sådan taler vi ikke til børn i min familie. Hvis det ikke kan respekteres, skal mine børn ikke være til stede.”
Min kone mener ikke, vi skal blande os - det er hendes bror, og hun vil undgå konflikter. Men jeg kan ikke bare stå og smile, når nogen taler sådan til børn. Jeg synes, det er vigtigt at sige fra.
Er det for meget? Eller er det rimeligt at sætte den grænse - også selvom det skaber dårlig stemning?
Vi kom op og skændes lidt over det - måske en selvfølge når familien er indblandet, da hun mener jeg bliver for sort/hvid. Måske. Men uha, det er svært.
Tak for et virkelig stærkt og nuanceret svar.
Det med sprogets kompleksitet og intentionen bag - det rammer godt. Jeg er helt enig i, at sprog kan være både sjovt, kærligt og legende, og vi bruger det faktisk også selv sådan herhjemme. Vi kalder også hinanden tossede ting i kærlig tone - det er noget af det fineste, når det netop bygger på tryghed.
Her er alle børnene bare under 7, så jeg tænker nogle gange, at der måske er en anden sårbarhed i spil, og at de stadig er i gang med at afkode hvad der er for sjov, og hvad der ikke er. Men som du også siger - unger er omstillingsparate og klogere end vi tror. De kan godt navigere i forskellige arenaer, og det er en vigtig pointe, jeg tager med mig.
Der hvor det lander tungt i mig, er nok det du også nævner: hvis sproget bruges til at lukke ned - ikke forbinde. Hvis det bliver magt og afmagt, ikke kærligt drilleri.
Jeg synes virkelig godt om din tilgang med at tale med børnene om det. Stille åbne spørgsmål og lade dem mærke efter, før vi voksne propper vores egne svar på. Det vil jeg tage med mig. Det giver faktisk en mulighed for at styrke deres dømmekraft og empati - og det føles godt og rigtigt.
Og ja - samtalen med fru Sommerhave er stadig første skridt. Det er hendes bror, og jeg vil gerne finde en vej, hvor vi både kan tale ærligt og vise respekt, samtidig med det ikke skal være totalt royalt og formelt i tonerne. Måske kan noget af det, du skriver, give hende en anden vinkel på det. Så må vi se, om vi sammen kan plante nogle reflektionsfrø - roligt og uden drama.
I er så kloge herinde altså - tak for at I gider dele jeres tanker. Det betyder meget.