Fuck hvor nedern først at blive frihedsberøvet og tvunget til at lege soldat, for så bagefter også være tvunget til at blive sendt afsted op til 30 år efter endt værnepligt, hvis der udbrød krig. Shit man trækker godt nok det korte strå når bliver værnepligtig.

Jeg synes det er en ærgerlig måde at beskrive det på - i hvert fald ikke én der giver indtryk af at det er dialogen, der er formålet, men højst meningstilkendegivelsen. Ikke desto mindre prøver jeg lige at give mit perspektiv på værnepligten også.

Vi “frihedsberøves” også 10 år før vi selv får lov at vælge vej gennem uddannelses- og arbejdsliv. Militærtjeneste bør af mange grunde først være efter man er blevet myndig, men ikke desto mindre vil jeg påstå at det er givende for et samfund - og borgerne i pågældende samfund - at have en “voksen”-grunduddannelse, herunder hvad det betyder at træde til i tilfælde af krise eller krig. Nu var jeg så også frivillig værnepligtig, men de fire måneders legen soldat gjorde mere for min føling med og forståelse for folk fra andre baggrunde end min egen end folkeskolen nogensinde gjorde.

Jeg synes faktisk ikke jeg er ikke specielt voldsparat, men dialog og diplomati fungerer kun hvis alle er enige om det. Det hjælper ikke over for verdens Putin’er. Jeg er arg modstander af krig, men jeg går alligevel og overvejer om jeg skal melde mig til Hjemmeværnet - ikke fordi jeg har lyst til at slås eller skulle i krig, men fordi jeg for længst har gjort op med mig selv at mine børns frihed og fremtid faktisk er noget jeg er villig til at kæmpe og om nødvendigt dø for. Det handler ikke om at være voldsparat eller krigsliderlig, det handler om ansvarsfølelse.

Derudover er det alt for nemt at reducere militærtjeneste til “lær at sige ‘javel’ og pløkke folk”, men det var altså også den træning jeg fik som værnepligtig der gjorde mig i stand til at træde til og holde gang i en medborgers hjerte indtil ambulancen nåede frem.