Jeg sætter pris på dine refleksioner, og tror også langt hen af vejen at jeg deler, i hvert fald delvist, dit synspunkt.

For mig handler det specifikke spørgsmål om at Rusland ser os som geopolitisk modstander - og handler derefter. Derfor skal vi ikke have dem med i sangkonkurrencer - de ønsker i sidste ende at erobre flere af de andre deltagere.

Derudover er og har der været stor opmærksomhed på at få institutioner og virksomheder til at forholde sig til Israel/Palæstina (i praksis har kravet været at fordømme Israel), og det har jeg det også anstrengt med. Det er i mine øjne underligt at der skal lægges så meget energi og fokus i at få taget afstand til Israel, der geopolitisk altså orienterer sig mod os, mens fx Kina helt åbenlyst lægger planer der har til formål at svække Vesten og styrke deres egen position - og samtidig også lader hånt om menneskerettigheder. Uighurer, anyone? Men det behøver man så vidt jeg ved ikke forholde sig til for at få lov at samarbejde med Copenhagen Pride.

Det er ikke fordi jeg mener vi skal ignorere Israels handlinger i Gaza. Men for mig at se er debatten helt ude af proportioner, og simplificeret til det absurde.

Og hvis man så giver sig til at overveje fx hvilke stater der kunne have interesse i at splitte venstrefløjen i Vesten, og puste til en i forvejen polariseret debat i en grad, der skaber et giftigt og uforsonligt debatklima, så er det for mig svært ikke at finde sølvpapirshatten frem og spekulere på om debatten er blevet pustet kunstigt op.

Tak - det giver mere mening :-)

Jeg forstår dog stadig ikke hvordan det kan betragtes som en dobbeltstandard. Jeg synes at forskellen på Rusland og Israel er soleklar: Ruslands retorik og handlinger over for Vesten og Danmark overlader intet til fantasien.
Luftrumskrænkelser, cyberangreb. Truede en af deres ping’er ikke med at smide en atombombe på et dansk flådeskib for ikke så mange år siden?

Uanset hvad man mener om Israel er det ikke et land, der ønsker et fjendskab med Danmark eller Vesten.
Rusland fører hybridkrig mod Vesten (og dermed også os).

Er der ikke endda snak om at købe Israelsk droneforsvar til at beskytte os mod de droner, der ud fra Occam’s ragekniv må antages at være russiske? Så bliver forskellen da ikke meget tydeligere.

Forskellen er, at hvis DR virkelig mente “apolitisk”, måtte det gælde alle – også Rusland. At sige “det ene er politisk, det andet komplekst” er bare at indrømme, at de vælger side, men kalder det noget andet. Neutralitet findes ikke, heller ikke i Eurovision – det handler om, hvilke konflikter man vælger at overse.
[…]
Kort sagt: “Apolitisk” er ikke et princip. Det er en politisk beslutning, der skifter alt efter, hvilken konflikt man synes er bedst at ignorere.

Jeg mener det er et helt grundlæggende problem at man skal vælge side i en konflikt, vi altså ikke er en del af. Jeg har absolut ikke valgt at overse Israel/Palæstina-konflikten, men jeg er ikke en del af den, og jeg forbeholder mig retten til ikke at udpege en “god” og en “ond” part.

Jeg forstår godt den grundlæggende præmis i at man ved ikke at tage stilling også tager stilling. Men “det er et komplekst og betændt spørgsmål, og jeg kan både forstå palæstinensernes modstand og israelernes behov for sikkerhed” er faktisk ikke at ignorere en konflikt. Det er fuldt ud muligt at mene at Israel går for vidt og at den humanitære katastrofe skal stoppes, uden at man entydigt udpeger Israel som “de onde”.

Det er derudover hverken det eneste eller det vigtigste spørgsmål for den danske venstrefløj at forholde sig til, men alligevel er det (som venstreorienteret) næsten ikke til at komme uden om.
Jeg håber jeg tager fejl, men jeg forudser at mange af de kandidater, jeg kommer til at være enig med i kandidattests til kommunalvalget, kommer til at henvise til Israel/Palæstina i deres beskrivelse.

så er det altså ikke tilfældet med Israel, som mange ikke mener er “de onde”

Jeg er nysgerrig omkring om det stadig er tilfældet lige i dag. Der er sikkert stadig mange, men er det faldet? Det kunne jeg godt forestille sig med den måde situationen udvikler sig dernede.

Jeg tror langt hen af vejen at dem, der meget aktivt og højrøstet mener at Israel er de onde, er præcis de samme som altid har ment det.

Der er (forhåbentlig!) flere og flere der mener at Israel går for vidt, og at den humanitære katastrofe skal stoppes, men mit indtryk er også at der på samme tid er mange, der efter 7/10 er blevet opmærksomme på det israelske perspektiv, og hvad det egentlig er man fra israelsk side oplever et helt fundamentalt behov for at beskytte sig mod.

Vores politikere opgiver tanken om at ”digitale indfødte” skulle have nogen særlig værdi. Generation Z og yngre nåede aldrig rigtigt at blive gode til de ting på computeren, som er værdifulde i organisatorisk sammenhæng, kun sociale medier, og det er selvfølgelig ikke skolens, politikernes eller forældrenes skyld – men en iboende dårligdom i teknologien. Åbenbart.

Det her men uironisk. Hell, der er tablet-apps til katte, og selvom de jo er det klogeste kæledyr er det altså ikke fordi jeg vil sætte min majestætiske missekat til at udvikle noget som helst eller spørge ham til råds om it.

Brugervenligheden og appificeringen og den forbandede leflen for laveste fællesnævner, der har ført til at man som udgangspunkt aldrig forholder sig til filsystemer (macOS Finder, jeg kigger på dig, men Windows gjorde også manuelt valg af installationssti til “avanceret installation” engang i nullerne) har gjort at den generation, der kunne have været “digitalt indfødte” som udgangspunkt kun er kompetente forbrugere, men ikke dygtige brugere. Selvfølgelig med undtagelser på trods af teknologien.

Informationsteknologi må gerne være lidt besværligt, det er dét vi lærer af. Vi lærer ingenting ved at “it just works”. Vi lærer dårligere når vi læser på en skærm, og der er lige præcis ingen værdi ved at tage noter på en smartphone i læringssammenhæng. Du er bedre tjent med papir og blyant hvis målet er at blive klogere, men den erkendelse kan man ikke med nogen rimelighed forvente af børn og unge, den havde jeg sgu heller ikke selv haft. Der er det både i orden og nødvendigt at fastholde noget vi ved virker i stedet for at gamble med ungdommens læring.

Virksomhederne har heller ikke tid til det fis. Nu står jeg her i hjemmeplejen og tænker på, hvordan de ældre medarbejdere bakser med dokumentationssystemet – det meste foregår på mobil og tablet, så man kan dokumentere i selve situationen uden at skulle ind på kontoret. Og nu skal vi så fremover have yngre generationer, som er lige så uduelige som de ældre, fordi de vokser op med forestillingen om at mobiler er moralsk og kognitivt forkerte – per definition.

Men hvis de havde lært at problemløse it, og ikke havde en forventning om at alt skulle være for-tygget for dem, vil jeg vædde hele min pension på at det problem ville være pist væk, det gælder uanset generation.

Smartphonebrug gør ikke nogen bedre til noget som helst. Det er ok i mange sammenhænge, men ikke i skolen.

Ville ønske jeg vidste hvordan jeg kunne gemme fra DR også og lægge noget af det derpå.

Yt-dlp kunne være din ven i nøden her.

Edit: håber den er inden for rammerne af regel 3, ellers undskylder jeg og sletter.

Vildt! Jeg er ret fascineret af den ubestemmelige vokal, der både kunne placere tryk og få festsangs-apostrofferne med.

Fantastisk, tak for dagens musikalske oplevelse! :-D

Jeg har slet ikke fulgt med i udviklingen på det her område, men det er et ret imponerende resultat - hvor meget har du bøvlet med at prompte for at nå frem til det?

Jeg tror også der er nogen i kombinationen af iPad-opdragelse og det store kontrolbehov den forældregeneration, jeg selv er en del af, virker til at have. Alt for mange børn vokser op, tror jeg, med en usund cocktail af for lidt nærvær (iPad-opdragelse) og for lidt frihed (overdreven kontrol). Det kan umuligt være godt for børnenes socialisering.

Jeg voksede selv op med både mindre forældrestyring (mere fjollen rundt i lokalområdet med kammerater på egen hånd, ingen gps-sporing og mindre frygt for at vi skulle slå os) og mere nærvær med forældre når vi var sammen (og bedstemødre der arbejdede mindre eller slet ikke og tit var en del af opvækst og logistik ved sygdom).

Skyd den russiske drone
Før den flyver igen!
Skyd den russiske drone
Før den flyver igen!

Den fløj over en lufthavn,
Stakkels jeg sku’ afsted.
Alle fly blev på jorden
Jeg sov på gulvet og græd.
OG SÅ RÅBTE DE:
Skyd den russiske drone…

Ordensmagten på stedet
Kigged’ måbende på.
Ingen drone blev pløkket,
Det ku’ jeg ikke forstå.
ALLE SANG I KOR:
Skyd den russiske drone…

Edit: markdown er svært :-(

Lige over :-)

Jeg er helt enig i at det er en potentiel glidebane, og jeg er også enig i at vi skal undlade at acceptere lovgivning der åbenlyst er for nem at misbruge.

Men jeg vil godt udfordre den fremherskende tese, der synes at være at det er vanskeligt at skelne mellem “acceptabel guerilla-krigsførsel” og “afstumpede og groteske angreb mod civile”.

Det kan ikke være vanskeligt at se forskellen på at et bombeattentat mod et højtstående russisk mål også rammer civile (uden at det er formålet at ramme de civile), og så et angreb som det der ramte festivalen i Israel 7/10 hvor målene var civile.

Det er heller ikke vanskeligt at se forskellen på hvis israelske soldater på Vestbredden bruger civile som menneskelige skjolde (helt åbenlyst forkert!), og hvis militante palæstinensere angriber en IDF-konvoj i Gaza (militært mål).

Og hvis man synes at begge eksempler indeholder to lige kritisable scenarier mener jeg man seriøst bør tage en dyb indånding og rekalibrere sit etiske kompas.

At sige at russerne fortjener at blive bombet, og at de russere der er flyttet til Krim siden 2014 fortjener at blive sendt tilbage til Rusland, er ikke det samme som at gøre det.

Nej, jeg er enig. Og det er også to forskellige ting, hvis altså du taler om civile russere i første eksempel og ikke “russere” som samlebetegnelse for den krigsførende nation. At ønske død og ødelæggelse over alle russere er åbenlyst noget andet end at ønske alle russere ud af de besatte territorier. Og det samme kan man sige hvis du erstatter “russere” med “israelere” (eller “jøder”).

Lad os lege med tanken om at Rusland vinder krigen mod Ukraine, og der opstår en slagkraftig ukrainsk modstandsbevægelse som benytter sig af samme virkemidler som Hamas gør - fordi, det er den type virkemidler man KAN benytte når man kæmper en assymetrisk krig mod en stærkere modstander. Ville vi så blive dømt for at støtte dem?

Hvis den hypotetiske ukrainske modstandsbevægelse anvendte seksuel vold mod og gidseltagning af både civile fra den anden side, turister og udenlandske arbejdere som våben, så håber jeg saftsuseme at man også ville blive dømt for at støtte deres angreb. Men ikke for at have sympati for deres sag.

En stor del af problemet med Israel/Palæstina-debatten (og den primære årsag til at jeg som udgangspunkt ikke deltager i den, især online) er at der, i min oplevelse, på begge sider er en udbredt tendens til at man skal acceptere (og stå på mål for) virkemidlerne fra den side, man har sympati med (for man skal vælge én), og man er i det hele taget tvunget til at betragte det sort/hvidt, selvom det i virkeligheden er enormt kompliceret.

Altså, ja. Men streaming-modellen har i forvejen smadret musikindtægterne for musikerne. Beatles, Rolling Stones, Led Zeppelin og andre gamle hitmaskiner får pludselig en del af cuttet for hver afspilning i dag, frem for at kunne sælge et album én gang som i de gode gamle dage. Læg dertil forskellen i antal afspilninger for nutidige superstjerner sammenlignet med “almindeligt store” navne eller kunstnere der ikke synger på engelsk (og derfor har en mindre målgruppe). Det skævvrider fordelingen af streaming-indtægter helt vildt, sammenlignet med fysiske kopier. Derudover er det jo rettighedshaverne der får pengene fra streaming, og det er et helt andet cirkus…

Koncerter, merchandise og fysiske albums er der penge i for de helt almindelige musikere. (Måske i mindre grad fysiske albums, det koster boksen at få trykt vinyler. CD’er har måske bedre økonomi.). Og koncerter tror jeg ikke AI kommer til at kunne overtage - i hvert fald ikke med mig som publikum!

Nu var det ikke mig du spurgte, men du har stillet tilsvarende (fornuftige) spørgsmål flere steder i tråden, så jeg tillader mig at svare. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv og ud fra min egen erfaring.

Jeg mistede en forælder som barn, og selvom man ikke får ADHD af dét, kan traumer i barndommen vist være medvirkende til at det udvikler sig til et problem. Tror jeg nok. Men jeg kan nemt se hvilken side af familien jeg har det fra, både i mine forældres og min egen generation, så jeg har svært ved at forestille mig at det er “noget i vandet nu til dags” når min pensionerede forælder tydeligvis har (udiagnosticeret) ADHD.

Jeg tror som sagt ikke umiddelbart at mine neuroreceptorer er ændret som følge af noget ved det moderne samfund, men det er helt sikkert at de volder mig flere problemer som følge af den kompleksitet der er over det hele, og de mange, mange stimuli der kæmper om at gøre krav på min opmærksomhed. Og så er der alle de skjulte opgaver man kan fucke op i det moderne digitale bureaukrati: Jeg er altid lidt bange for at logge på borger.dk eller eboks eller netbank, men gudskelov har jeg ikke overset noget alvorligt endnu! Jeg er ellers teknologikyndig akademiker og burde have gode forudsætninger for den slags.

Jeg tror personligt at den stigende forekomst af ADHD er et vink med en vognstang om at vi indretter samfundet forkert på en række områder. Vi med ADHD er kanariefuglene i den kulmine, der er det moderne samfund.

I udskolingen mødte vi engang op til fysik/kemi sidst på året (tæt på nytår, dengang heksehyl kostede 5 kr for 100 stk). Vores lærer havde lagt en lille flise på katederet og en bunke heksehyl.

Med strenge formaninger om at vi ikke måtte gøre det derhjemme hældte han krudtet fra heksehylene ud på flisen og forklarede hvordan det fungerede, hvad der skete ved antænding, og hvad man ikke skal gøre (fx at man skal holde sig fra at lave rørbomber, og hvis man gør det alligevel skal man absolut ikke hælde krudt i før man borer hul til lunten), alt imens han stak en lunte i krudtbunken og brændte det af.

Det var både spændende og sjovt og konkret, og så vidt jeg ved har alle elever deres fingre endnu.

I fysik/kemi lokalitet på min folkeskole var der en kæmpe plamage i loftet over katederet. Rygtet ville vide at det var en lidt for ivrig og utålmodig lærer der havde puttet alt, alt for meget magnesium i på én gang, men jeg aner ikke om det er sandt - men vi syntes det lød helt vildt dengang.

Ja, det kunne være godt.

Nu er jeg for gammel til at have været en del af den ordning, men jeg husker dengang jeg studerede og skulle have ordnet et hul, og følte mig nødsaget til at spare bedøvelsen væk. Det suttede helt vildt meget røv, og var ikke noget stort beløb i kroner og ører (kun når det var på su-budget), så jeg vil hellere end gerne være med til at betale for at dem med lavere indkomst og de unge ikke skal holde sig fra tandlægen af økonomiske årsager.

Derudover er det årlige tjek jo noget vi som samfund gerne vil have at alle får klaret, netop fordi det kan fange problemer mens de stadig er små. Derfor virker det for mig at se som en no brainer at lige den del er betalt over skatten. Om fyldninger, bøjler, kroner og andet også skal dækkes er et politisk spørgsmål, men jeg vil vædde med at det på den lange bane er en overskudsforretning for samfundet at få eftersynet dækket.

Helt enig!

Som absolut minimum burde det årlige serviceeftersyn af gebisset være betalt over skatten, så vi mindsker risikoen for at nogen udskyder et tjek der kunne have fanget noget større i opløbet.

Det har man vist allerede i et vist omfang for de unge voksne, som jeg husker det.

Det er bare så arbitrært. Der er massevis af elendige bilister uden diagnoser, og rigtig mange eksemplariske bilister med diagnoser. Mange med diagnoser er jo klar over hvordan de agerer i det at have deres diagnose, det er en stor del af gevinsten ved at blive udredt.

Noget der gør det åndssvagt er at jeg, der tog kørekort inden jeg blev udredt, overhovedet ikke er blevet generet, mens de af mine kammerater, der har fået en diagnose før de har skullet tage kørekort, har skullet igennem en dødssyg bureaukratisk mølle med urimeligt tilfældig sagsbehandling og lange svartider.

…derudover er jeg, som mange andre med ADHD, meget bedre i en tilspidset situation end gennemsnittet. Overblik, reaktionstid og eksekveringsevne under pres er noget som mange (men selvfølgelig ikke alle) med ADHD oplever at være gode til.

Men klart, jeg foretrækker biler med manuelt gear uden lane-assist og alt muligt andet hejs, og før jeg blev udredt orienterede jeg mig konstant når jeg kørte bil, og der er da sikkert noget ADHD der - så har jeg noget at koncentrere mig om. Jeg har bare intet der tyder på at jeg har været en ringere bilist end gennemsnittet hverken før eller efter jeg blev udredt.