Jeg forstår din pointe, men jeg vil stadig advokere for, at det ikke handler om, at folk i kategorien “psykisk sårbare” får mere end dem i kategorien “ældre”. Begge områder er udsultede – selvom en artikel som denne kunne give indtryk af noget andet. Jeg har skrækkelige historier om kommunalt svigt inden for både psykiatri, handicap- og ældreområdet.
Sidste år blev der indført yderligere begrænsninger for, hvad en pædagogisk støtte i hjemmet må. Samtlige borgere blev skåret i tid. Har en borger fået bevilliget under én times ugentlig støtte, må jeg slet ikke møde op hos vedkommende, så står den på skærmbesøg – alt sammen for at spare ressourcer. Jeg må ikke følge nogen til lægen, og slet ikke gå med ind, selv hvis de lider af massiv angst og har en kræftknude på størrelse med en fodbold. Jeg må heller ikke løfte nogen form for praktiske opgaver såsom oprydning, madlavning eller opvask – jeg må kun guide borgeren til selv at gøre det, og hjælpe dem med at opsætte rammerne for bedring.
For mig handler det ikke om en skæv fordeling, men om en generel nedprioritering af vores udsatte grupper, unge som gamle.
De eksempler du kommer med kunne udmærket være brugt i stedet.
Det der er skævt er at folk der har stærkt brug for hjælp ikke får, mens nogle der tilsyneladende klarer sig glimrende får hjælp alligevel.
Jeg mener absolut at en skæv fordeling er et problem, især når der er knaphed på de ressourcer der er til rådighed.
Så kan vi sagtens være rørende enige om at hjælpen samlet set godt kunne trænge til et løft, i stedet for at give skattelettelser til de rige.
Det er jo ikke kun de her områder der mærker den konstante sparekniv, det er også uddannelser og sundhedsvæsen.
Jeg forstår din pointe, men jeg vil stadig advokere for, at det ikke handler om, at folk i kategorien “psykisk sårbare” får mere end dem i kategorien “ældre”. Begge områder er udsultede – selvom en artikel som denne kunne give indtryk af noget andet. Jeg har skrækkelige historier om kommunalt svigt inden for både psykiatri, handicap- og ældreområdet.
Sidste år blev der indført yderligere begrænsninger for, hvad en pædagogisk støtte i hjemmet må. Samtlige borgere blev skåret i tid. Har en borger fået bevilliget under én times ugentlig støtte, må jeg slet ikke møde op hos vedkommende, så står den på skærmbesøg – alt sammen for at spare ressourcer. Jeg må ikke følge nogen til lægen, og slet ikke gå med ind, selv hvis de lider af massiv angst og har en kræftknude på størrelse med en fodbold. Jeg må heller ikke løfte nogen form for praktiske opgaver såsom oprydning, madlavning eller opvask – jeg må kun guide borgeren til selv at gøre det, og hjælpe dem med at opsætte rammerne for bedring.
For mig handler det ikke om en skæv fordeling, men om en generel nedprioritering af vores udsatte grupper, unge som gamle.
De eksempler du kommer med kunne udmærket være brugt i stedet.
Det der er skævt er at folk der har stærkt brug for hjælp ikke får, mens nogle der tilsyneladende klarer sig glimrende får hjælp alligevel.
Jeg mener absolut at en skæv fordeling er et problem, især når der er knaphed på de ressourcer der er til rådighed.
Så kan vi sagtens være rørende enige om at hjælpen samlet set godt kunne trænge til et løft, i stedet for at give skattelettelser til de rige.
Det er jo ikke kun de her områder der mærker den konstante sparekniv, det er også uddannelser og sundhedsvæsen.