Zetland har også denne artikel i dag:
Ti år med ADHD-medicin, to uger uden. Det her lærte jeg om kaos, konfetti og konsekvenser
Choice paralysis er ingen spøg. Selv i spil bliver jeg distraheret af sidequests.
Er det ikke bare meningen en del af spillet 😅 (side quest nr #28734…)
“All or nothing” er pænt relatable. Plejer at kalde det 100% eller 0% når jeg forklarer andre hvordan min knold fungerer.
Er ikke diagnosticeret så kan ikke sige om jeg har det eller ej, men der er rigtig mange ting ved ADHD som matcher uhyggeligt godt med de problemer jeg har haft i mit liv. Da ADHD mistanken kom på tale for et års tid siden, var det som om der var noget der faldt på plads for har altid kørt mig selv ekstremt hårdt for at underkue de sider af mig så andre ikke ser dem.
En af grundene til at jeg ikke er i udredning er fordi jeg prokrastinerede for længe efter jeg fik en henvisning og fór vild i deres systemer og blev pisse frustreret over at jeg er for dum til at finde ud af det når andre godt kan, lol.
Det er bare ikke nemt når man åbenbart heller ikke “ligner” en der har det og nok bare opsøger det for at være med på “trenden” eller hvad filen lægen nu sagde til mig xD
Tror et af de seneste eksempler på når min hjerne går i båndsalat er at jeg skulle løse en opgave på arbejdet. Lad os sige at jeg skulle male en væg blå. Jeg går i gang med forberedelserne, men kan ikke finde ud af hvilken blå, det skal være. Der er alt for mange blå. Så jeg bliver overvældet og vælger en rød i stedet. Finder ud af at der også er pink og går over til den. Begynder at lave maleprøver efter maleprøver på væggen, men jeg hader fucking pink. Det er totalt lort. Bliver frustreret OG keder mig over mit valg. Så jeg vælger en gul. Og en lilla. Og en orange. Nej hvad med sort. Eller grøn? Og jeg kan ikke vælge en eneste af dem. Der står bare malerbøtter overalt omkring mig og jeg er klatter til i alle regnbuens farver og har lyst til at skrige fordi jeg fucking ikke har malet den skide væg endnu. Samtidig kigger jeg ind i et rum jeg malede for en uge siden, der godt nok tog mig nogle måneder at komme igennem fordi jeg mistede gejsten undervejs, men fuck, det er sgu pænt malet så jeg ved jo godt at jeg kan!!
Hvorfor kan jeg så ikke male denne væg?
Jeg er ikke maler, men metaforen passer ret godt på den problematik jeg har siddet med i løbet af marts.
Jeg føler dig. Jeg vil dog anbefale at du gør alt hvad du kan for at få en udredning selv om der kan være svært. Det har for mig gjort at jeg ikke er så hård ved mig selv og jeg får også mulighed for at få lidt medicin som virkelig hjælper meget. For mig giver medicinen mig mulighed for et reset så kan få ro og klarhed i hovedet så jeg kan lære mig selv at kende igen, nu med den viden at jeg har ADHD. Der er så meget jeg før ikke forstod og nu har jeg overskud til at tage mig af migselv igen. Du skal hvertfald ikke være bange for at tage imod hjælp at medicin. Jeg ved godt at det er bøvlet at komme igennem udredningen især hvis du bor et sted hvor der er lang ventetid, men det er bare at skrive dig op, fordi så snart du er inde og igang så kommer du til med jævne mellemrum og det burde kører mere automatisk. Jeg var dog så heldig at min private sundhedsforsikring via mit arbejde ville gå ind og hjælpe så hvis du har en sundhedsforsikring via arbejdet så helt sikkert giv dem et kald.
Hvis det er svært at få dig selv til at ringe så få en ven eller kæreste til at hjælpe dig og sig til dem at de ikke må give og selv om det lyder banalt at ringe op i telefonen.
Du er slet ikke alene i alt det rod du oplever og du vil blive fuldt forstået af din psykiater. Egen læge kan til tider være mere besværlig, men det lyder som om du har fået en henvisning så bare se at komme afsted igen og bed om en ny, det er symptomerne nr.1 at man sylter sin henvisning og lægen ved alt om det. Syltede også min egen henvisning i over halvandet år inden jeg måtte krybe til korset og få en ny da depression begyndte at overtage og jeg var tvunget til at søge hjælp. Det ønsker jeg ikke at nogen andre skal opleve så forsøger altid at få skubbet folk afsted.
Tak for din søde besked.
Tror jeg har skrevet et svar til dig 117 gange efterhånden, men det bliver alt for personligt hver gang så jeg tror bare at jeg vil sige at jeg stadig overvejer at søge udredning en eller anden dag. Ligenu er jeg ikke psykisk klar til det. Synes det er ekstremt grænseoverskridende når jeg tænker nærmere over det og jeg orker heller ikke 5 års ventelister eller at skulle rode i blinde efter en eller anden psykiater, hvor jeg ikke ved om de er et ordentligt menneske eller sådan en der bruger sin position til at ydmyge sine patienter.
Jeg har ikke den bedste erfaring med at søge professionel hjælp 😅
jeg orker heller ikke 5 års ventelister eller at skulle rode i blinde efter en eller anden psykiater, hvor jeg ikke ved om de er et ordentligt menneske eller sådan en der bruger sin position til at ydmyge sine patienter.
Du lyder fuldstændig ligesom mig inden jeg fik min udredning. Fuld af undskyldninger, men jeg forstår dig fuldstændigt. ADHD hjernen er en mester til at tænke titusinder af tanker samtidigt og går meget op i hvordan andre mennesker ser på en eller opfatter en og bruger en masse krudt på at analysere og forudsige. Tror måske (taler kun ud fra min egen erfaring) at det er en forsvarsmekanisme mod at skille sig ud og for at folk ikke skal opdage hvor rodet man egentlig er inden i knolden når folk ikke kigger. Man er altid bange for at blive opdaget. Imposter syndrome er en ting og jeg har været enormt plaget af det selv efter at jeg blev medicineret, men nu er jeg stille og roligt ved at have vænnet mig til tanken om at jo jeg har faktisk adhd og det er faktisk helt ok at have og at medicinen også er helt okay.
Jeg kan kun sige at jeg var totalt overvældet af hvor søde og rare alle dem som hjalp mig var og følte faktisk skam ved at have gået og troet alt muligt dårlig om dem. Alt hvad jeg havde gået og troet var totalt ude af proportioner. ADHD er totalt normal og ingen, som i absolut ingen psykiater eller sundhedsfaglig person vil se på dig som om at du er mærkelig eller forkert. De ydmyger ingen, og de ser på sig som den du er og vil kun forsøge at hjælpe dig.
Tror det er første gang jeg har mødt nogen som når jeg forklarede alt det lort og rod i mit hoved bare så på mig helt stille og roligt og med fuld forståelse.
Som sagt, så er det selvfølgelig helt op til dig selv men hvis du føler at du egentlig et eller andet sted, dybt dybt inde, gerne vil men hjernen kan ikke rumme det så bed om hjælp hos en ven eller en du stoler på til at lave det første opkald til enten lægen eller psykiater eller sundhedsforsikring. Det første skridt er det allersværeste, det kan være ydmygende at spørge om hjælp til noget så banalt som at “holde en i hånden” og sørge for at man kommer afsted til lægen og for lavet de opkald der skal til, men det er også derfor du skal spørge en som du stoler på og vigtigst af alt, en som du ikke bliver alt for sur eller irriteret på når de nager dig om du nu også har husket at ringe til lægen. 😜
Haha jamen vi har vist et par ting tilfælles der!
Jeg er i øvrigt glad for at høre at du har haft en god oplevelse i din udredning! Hvor lang tid gik der for dig fra du søgte henvisning til du blev færdig med udredning?
Jeg ved jeg ville hive fat i min kæreste til at hjælpe mig, hvis jeg kastede mig ud i en udredning. Han har allerede sagt at han støtter mig hvadend jeg vælger at gøre, men som det er ligenu mener vi begge at det ikke er kritisk. Vi vil hellere at jeg bruger min energi på mit job end at jeg skal til at rende rundt som en høne uden hoved fordi jeg kaster mig ud i dette projekt, der potentielt kan blive en besættelse for mig. Det er nemlig sket før at jeg bliver besat af et eller anden emne og glemmer at spise og sove og næsten ikke kan lave andet end den ene ting. Og det ville nok ikke være så hensigtsmæssigt ligenu og her.
Da det var via min arbejdsgivers sundhedsforsikring tog det ca en måned fra mit først opkald til jeg sad til samtale hos en psykiater. Jeg gjorde stortset ikke andet end at ringe en enkelt gang eller to til forsikringen og så bookede de en tid til mig. Har du ikke den mulighed skal du vidst bare ringe til en tilfældig klinik (fra en ende af) og så høre om de har tid. Lad være med at blive skræmt af lange Booking tider, det betaler sig altid at ringe. De værste der kan ske er at de siger desværre har vi ikke tid, men på den anden side så kan de også være at de sige ja vi har tid om 3 mdr. og så er den jo ikke længere og så har du booket tid og er i gang. Derefter skal du ALTID sørge for at få booket din næste tid inden du forlader psykiateren for din egen skyld så du ikke glemmer at booke den næste tid. De vil nu nok som standard alligevel gerne se dig en gang om måneden og booker dig ind hver gang.
Det er ikke som sådan et projekt at blive udredt. Sådan må du ikke se på det, men jeg forstår hvad du mener for sådan følte jeg det også. Det er sådan set bare nogle samtaler hvor du snakker lidt og måske udfylde et spørgeskema som jeg ved du har set slået op af en anden bruger. Det er nogenlunde hvad jeg gjorde, og så skal du faktisk ikke gøre mere. Der er ingen grund til at lægge skjul på noget. Hvis du har lyst til at krydse alle punkterne af i et felt på spørgeskemaet, jammen så er det bare det du gør.
Det er ikke en eksamen hvor noget kan være forkert. Du er bare dig selv.
Det er nemlig sket før at jeg bliver besat af et eller anden emne og glemmer at spise og sove og næsten ikke kan lave andet end den ene ting.
Så længe den ting som du er besat af er at blive klogere på dig selv og få det bedre så er der vel kun en rigtig god ting 😊
Tak for din besked! Jeg er glad for at det gik okay smertefrit for dig! Det er godt nok rart!
Jeg snakkede lidt med kæresten i går om det og vi blev begge enige om en slagplan til når tiden er rigtig til det. Ligenu synes vi begge at det ville være selvmål at gå i gang med det da jeg har alt for travlt og ikke ville kunne rumme sådan en stor ting oven i det hele.
Men altså, jeg synes da at det hele virker lidt mere overskueligt efter at have sludret lidt med dig. Er lidt mindre pessimistisk omkring det, i hvert fald.
Det er jeg glad for at høre, Held og lykke med det. Du er altid velkommen til at skrive direkte til mig hvis du har flere spørgsmål
Hej , en ADHD udredning er meget standard og ikke noget farligt . her er en af de formular de bruger så du kan får en fornemmelse af hvad du kan forvente ( lad dig ikke skræmme af mængde af spørgsmål, det er bare for at hjælpe psychiateren med at stille dig spørgsmål)
https://www.dp.dk/wp-content/uploads/2023/08/DIVA_2_DEENS-1.pdf
Tak! Jeg kiggede den lige igennem og der er godt nok mange bokse jeg kunne krydse af. Denne liste følte jeg mig især personligt ramt af:
🥲
Det jeg synes er interessant er at de her ting jo sker for alle mennesker i en vis grad. Alle har vel oplevet nogle af de her ting før, selvom det måske ikke er tit. Det er kun når graden eller hyppigheden bliver tilstrækkelig problematisk at man siger at der er tale om en reel diagnose.
Men det betyder jo at alle de her ting er “naturlige” ting som menneskehjernen gør, men som ikke er hensigtsmæssige i det moderne samfund. Jeg gad vide hvilke andre variationer af hjernen der findes som vi bare ikke har opdaget fordi de ikke leder til store problemer i den moderne verden.
Alle har vel oplevet nogle af de her ting før, selvom det måske ikke er tit.
Du har helt ret. En god analog er at selv om du måske en gang imellem har en dårlig dag og er lidt trist eller sur så betyder det jo ikke at du er deprimeret. Men går du hver dag eller ofte og flere dage i træk og er trist og uden mod på livet så er det sandsynligvis en depression.
ADHD er bare lidt sværere at spotte da man jo tilsyneladende er velfungerende men den største forskel til depression er at man har haft det fra barnsben så mn ahar gennem livet lært at arbejde omkring det og lært kompenseringsstrategier som maskere de problemer man oplever til dagligt.
Jeg gad vide hvilke andre variationer af hjernen der findes som vi bare ikke har opdaget fordi de ikke leder til store problemer i den moderne verden.
Godt spørgsmål egentlig. Vi er jo alle forskellige så hvor går grænsen for diagnose og almindelige individuelle personlighedstræk? Sådan lidt filosofisk tænkt: Så længe det ikke påvirker din dagligdag på en negativ måde som forhindre dig i at leve det liv du ønsker, kan man så diagnosticere det eller er det bare din personlighed?
Med det sagt så ved jeg ikke om diagnose de facto betyder noget negativt?
Med det sagt så ved jeg ikke om diagnose de facto betyder noget negativt?
Som jeg ser det er en diagnose en måde for systemet at beslutte hvornår man når over en given tærskel for at der skal gives noget støtte eller medicin. Mennesket er et spektrum og man kan være mere eller mindre påvirket psykisk af alle mulige ting, men systemet er (på godt og ondt) mere enten/eller og derfor er man nødt til at have en eller anden form for beslutning for hvornår man er det ene eller det andet. Diagnoser eksisterer altså for systemets skyld og ikke så meget for menneskets skyld (man skal i hvert fald passe lidt på med at læse for meget ind i en diagnose, for igen, man er et spektrum).
Ofte lærer neuroatypiske gennem livet at kompensere for sin anderledes måde at tænke og være på, for at fungere i- og tilpasse sig samfundets normer. Det kan bare kræve meget energi.
@farsinuce @SorteKanin den bedste bog jeg har læst om det er Devon Prices “Unmasking Autism”. Ikke at jeg har læst mange, men det fik mig til rigtigt at forstå
