Det jeg synes er interessant er at de her ting jo sker for alle mennesker i en vis grad. Alle har vel oplevet nogle af de her ting før, selvom det måske ikke er tit. Det er kun når graden eller hyppigheden bliver tilstrækkelig problematisk at man siger at der er tale om en reel diagnose.
Men det betyder jo at alle de her ting er “naturlige” ting som menneskehjernen gør, men som ikke er hensigtsmæssige i det moderne samfund. Jeg gad vide hvilke andre variationer af hjernen der findes som vi bare ikke har opdaget fordi de ikke leder til store problemer i den moderne verden.
Ofte lærer neuroatypiske gennem livet at kompensere for sin anderledes måde at tænke og være på, for at fungere i- og tilpasse sig samfundets normer. Det kan bare kræve meget energi.
@farsinuce@SorteKanin den bedste bog jeg har læst om det er Devon Prices “Unmasking Autism”. Ikke at jeg har læst mange, men det fik mig til rigtigt at forstå
Alle har vel oplevet nogle af de her ting før, selvom det måske ikke er tit.
Du har helt ret. En god analog er at selv om du måske en gang imellem har en dårlig dag og er lidt trist eller sur så betyder det jo ikke at du er deprimeret. Men går du hver dag eller ofte og flere dage i træk og er trist og uden mod på livet så er det sandsynligvis en depression.
ADHD er bare lidt sværere at spotte da man jo tilsyneladende er velfungerende men den største forskel til depression er at man har haft det fra barnsben så mn ahar gennem livet lært at arbejde omkring det og lært kompenseringsstrategier som maskere de problemer man oplever til dagligt.
Jeg gad vide hvilke andre variationer af hjernen der findes som vi bare ikke har opdaget fordi de ikke leder til store problemer i den moderne verden.
Godt spørgsmål egentlig. Vi er jo alle forskellige så hvor går grænsen for diagnose og almindelige individuelle personlighedstræk? Sådan lidt filosofisk tænkt: Så længe det ikke påvirker din dagligdag på en negativ måde som forhindre dig i at leve det liv du ønsker, kan man så diagnosticere det eller er det bare din personlighed?
Med det sagt så ved jeg ikke om diagnose de facto betyder noget negativt?
Med det sagt så ved jeg ikke om diagnose de facto betyder noget negativt?
Som jeg ser det er en diagnose en måde for systemet at beslutte hvornår man når over en given tærskel for at der skal gives noget støtte eller medicin. Mennesket er et spektrum og man kan være mere eller mindre påvirket psykisk af alle mulige ting, men systemet er (på godt og ondt) mere enten/eller og derfor er man nødt til at have en eller anden form for beslutning for hvornår man er det ene eller det andet. Diagnoser eksisterer altså for systemets skyld og ikke så meget for menneskets skyld (man skal i hvert fald passe lidt på med at læse for meget ind i en diagnose, for igen, man er et spektrum).
Det jeg synes er interessant er at de her ting jo sker for alle mennesker i en vis grad. Alle har vel oplevet nogle af de her ting før, selvom det måske ikke er tit. Det er kun når graden eller hyppigheden bliver tilstrækkelig problematisk at man siger at der er tale om en reel diagnose.
Men det betyder jo at alle de her ting er “naturlige” ting som menneskehjernen gør, men som ikke er hensigtsmæssige i det moderne samfund. Jeg gad vide hvilke andre variationer af hjernen der findes som vi bare ikke har opdaget fordi de ikke leder til store problemer i den moderne verden.
Ofte lærer neuroatypiske gennem livet at kompensere for sin anderledes måde at tænke og være på, for at fungere i- og tilpasse sig samfundets normer. Det kan bare kræve meget energi.
@farsinuce @SorteKanin den bedste bog jeg har læst om det er Devon Prices “Unmasking Autism”. Ikke at jeg har læst mange, men det fik mig til rigtigt at forstå
Du har helt ret. En god analog er at selv om du måske en gang imellem har en dårlig dag og er lidt trist eller sur så betyder det jo ikke at du er deprimeret. Men går du hver dag eller ofte og flere dage i træk og er trist og uden mod på livet så er det sandsynligvis en depression.
ADHD er bare lidt sværere at spotte da man jo tilsyneladende er velfungerende men den største forskel til depression er at man har haft det fra barnsben så mn ahar gennem livet lært at arbejde omkring det og lært kompenseringsstrategier som maskere de problemer man oplever til dagligt.
Godt spørgsmål egentlig. Vi er jo alle forskellige så hvor går grænsen for diagnose og almindelige individuelle personlighedstræk? Sådan lidt filosofisk tænkt: Så længe det ikke påvirker din dagligdag på en negativ måde som forhindre dig i at leve det liv du ønsker, kan man så diagnosticere det eller er det bare din personlighed?
Med det sagt så ved jeg ikke om diagnose de facto betyder noget negativt?
Som jeg ser det er en diagnose en måde for systemet at beslutte hvornår man når over en given tærskel for at der skal gives noget støtte eller medicin. Mennesket er et spektrum og man kan være mere eller mindre påvirket psykisk af alle mulige ting, men systemet er (på godt og ondt) mere enten/eller og derfor er man nødt til at have en eller anden form for beslutning for hvornår man er det ene eller det andet. Diagnoser eksisterer altså for systemets skyld og ikke så meget for menneskets skyld (man skal i hvert fald passe lidt på med at læse for meget ind i en diagnose, for igen, man er et spektrum).