Alle har vel oplevet nogle af de her ting før, selvom det måske ikke er tit.
Du har helt ret. En god analog er at selv om du måske en gang imellem har en dårlig dag og er lidt trist eller sur så betyder det jo ikke at du er deprimeret. Men går du hver dag eller ofte og flere dage i træk og er trist og uden mod på livet så er det sandsynligvis en depression.
ADHD er bare lidt sværere at spotte da man jo tilsyneladende er velfungerende men den største forskel til depression er at man har haft det fra barnsben så mn ahar gennem livet lært at arbejde omkring det og lært kompenseringsstrategier som maskere de problemer man oplever til dagligt.
Jeg gad vide hvilke andre variationer af hjernen der findes som vi bare ikke har opdaget fordi de ikke leder til store problemer i den moderne verden.
Godt spørgsmål egentlig. Vi er jo alle forskellige så hvor går grænsen for diagnose og almindelige individuelle personlighedstræk? Sådan lidt filosofisk tænkt: Så længe det ikke påvirker din dagligdag på en negativ måde som forhindre dig i at leve det liv du ønsker, kan man så diagnosticere det eller er det bare din personlighed?
Med det sagt så ved jeg ikke om diagnose de facto betyder noget negativt?
Med det sagt så ved jeg ikke om diagnose de facto betyder noget negativt?
Som jeg ser det er en diagnose en måde for systemet at beslutte hvornår man når over en given tærskel for at der skal gives noget støtte eller medicin. Mennesket er et spektrum og man kan være mere eller mindre påvirket psykisk af alle mulige ting, men systemet er (på godt og ondt) mere enten/eller og derfor er man nødt til at have en eller anden form for beslutning for hvornår man er det ene eller det andet. Diagnoser eksisterer altså for systemets skyld og ikke så meget for menneskets skyld (man skal i hvert fald passe lidt på med at læse for meget ind i en diagnose, for igen, man er et spektrum).
Du har helt ret. En god analog er at selv om du måske en gang imellem har en dårlig dag og er lidt trist eller sur så betyder det jo ikke at du er deprimeret. Men går du hver dag eller ofte og flere dage i træk og er trist og uden mod på livet så er det sandsynligvis en depression.
ADHD er bare lidt sværere at spotte da man jo tilsyneladende er velfungerende men den største forskel til depression er at man har haft det fra barnsben så mn ahar gennem livet lært at arbejde omkring det og lært kompenseringsstrategier som maskere de problemer man oplever til dagligt.
Godt spørgsmål egentlig. Vi er jo alle forskellige så hvor går grænsen for diagnose og almindelige individuelle personlighedstræk? Sådan lidt filosofisk tænkt: Så længe det ikke påvirker din dagligdag på en negativ måde som forhindre dig i at leve det liv du ønsker, kan man så diagnosticere det eller er det bare din personlighed?
Med det sagt så ved jeg ikke om diagnose de facto betyder noget negativt?
Som jeg ser det er en diagnose en måde for systemet at beslutte hvornår man når over en given tærskel for at der skal gives noget støtte eller medicin. Mennesket er et spektrum og man kan være mere eller mindre påvirket psykisk af alle mulige ting, men systemet er (på godt og ondt) mere enten/eller og derfor er man nødt til at have en eller anden form for beslutning for hvornår man er det ene eller det andet. Diagnoser eksisterer altså for systemets skyld og ikke så meget for menneskets skyld (man skal i hvert fald passe lidt på med at læse for meget ind i en diagnose, for igen, man er et spektrum).