For transparens laver jeg hver måned et indlæg om Feddit.dks finanser og andet af relevans.
I juni måned modtog Feddit.dk 526 kroner i donationer, fra @farsinuce@feddit.dk, @gloriousspearfish@feddit.dk, @meldrik@lemmy.wtf, @Flodsvin@feddit.dk, @Pilon23@feddit.dk, @Assensvej@feddit.dk og en anonym donor. Tak for det 🙂.
De 526 kroner overstiger de månedlige udgifter på 413 kroner. Derved er kassebeholdningen steget til 4887 kroner hvilket giver en “runway” på lige under et år.
Man kan donere til Feddit.dk gennem Liberapay (https://da.liberapay.com/Feddit.dk/). Man er også meget velkommen til at støtte Feddit.dk ved at være en aktiv bruger og/eller fortælle andre om siden. Især det at fortælle andre om Feddit.dk er vigtigt for at få flere brugere, da vi ikke kører nogen reklamer - den eneste måde andre kan opdage siden er gennem jer!
Opgradering til Lemmy 0.19.5
Jeg har ventet et par dage med opgraderingen til 0.19.4 og det viste sig at være en god idé da der hurtigt efter kom 0.19.5 for at fikse et par fejl. Det sagt, så regner jeg med at opdateringen kommer til Feddit.dk i løbet af denne uge eller i weekenden (hvis da ikke der kommer en 0.19.6 😛). Jeg fik også flyttet billeddatabasen den anden dag så der er intet udestående i forhold til serveren nu.
Brugerundersøgelsen 2024
Som også nævnt sidste måned, så kommer årets brugerundersøgelse om et par uger. Hvis man har nogle forslag omkring brugerundersøgelsen i år så må man meget gerne skrive nedenfor eller i privatbesked til mig. Det kan være alt fra forslag til spørgsmål, valgmuligheder, sjov og gøgl eller hvad ellers.
Som altid kan man stille spørgsmål ved at skrive i kommentarerne eller i privatbesked.
Ja, og du er ikke den første der spørger. På sigt ville jeg også gerne det, når Feddit.dk er lidt større. Det største problem jeg kan se er at jeg ikke kender til nogen måde at oprette en forening samtidig med at opretholde anonymiteten. Det bliver især svært hvis foreningen skal have sin egen bankkonto tænker jeg.
Ah du har ret! Der er også identifikations krav, bare for at være medlem af bestyrtelsen. Det kan godt være at man ikke kan det, samtidigt med at man vil opretholde anonymiteten
Ja det er lidt en hage. Men altså, man kan måske alligevel drive Feddit.dk på en eller anden demokratisk måde ligesom en forening, uden at man behøver at oprette en forening sådan rent juridisk. Men det er selvfølgelig ikke lige så “officielt”. Der er nogle instanser der har specielle fællesskaber til at afholde direkte afstemninger om ting og sager (ikke at jeg mener det nødvendigvis er den bedste metode men det er et eksempel i hvert fald).
Hvor kan jeg læse om det her? Kan ikke umiddelbart finde noget.
Min tanke var nu mest om at man som forening, kunne søge om fonte og midler. Men når det er sagt, så mener jeg ikke at de må gå til drift. Det er lidt firkantet.
Ang. identifikation, så er jeg ikke sikker på om det er et krav i foreningslovgivningen, eller om det bare er bankens krav, for at bekæmpe hvidvask. Jeg ved bare at den forening som jeg er med i bestyrelsen af, har måtte lade alle i bestyrelsen registrere igennem noget der hedder UNIOO med mitID og billed legitimation. Unioo er en slags platform til at drive foreninger med. Det koster en slat, især i forhold til udgifterne ved at drive Feddit.dk, men blev det blev stillet til rådighed gratis af banken, og krævet at vi brugte det til bestyrelses medlemmerne og til at holde styr på referater, vedtægter mm
Ja, den tanke har også strejfet mig. Hvis man kender til nogen fonde eller noget i den stil der kunne være interesseret i at støtte Feddit.dk må man da gerne sige til :)