De dater løs, de kysser og har sex, de har sommerfugle i maven, men vejen til vedvarende kærlighed for unge er blevet mere snørklet. Det fortæller forskere og ikke mindst rigtig mange unge selv. Mange har langt op i 20’erne aldrig har haft en kæreste. For hvornår er man kærester, og hvad betyder det overhovedet? Det undersøger Politiken i en ny serie: Ung kærlighed.
Tror desværre det hænger meget sammen med datingapps, sociale medier og især den stigende ensomhed. Folk har ikke lige så mange venner som før i tiden. Engang var fælles venner nok en af de største måder hvorpå man mødte sin kæreste, men i dag er det dating apps og det er nok ikke lige så effektivt. Ifølge min (meget begrænsede, vel at mærke) erfaring så fungerer et parforhold bedre hvis man starter ud som venner først. Dating-apps har ikke det stadie først da der er forventningen om at man leder efter en kæreste til at starte med.
Den der med “jobsamtalen” kan jeg godt forstå - det betyder rigtig meget nu om dage om din partner tjener godt, det er jo halvdelen af jeres samlede indkomst, og mere hvis din partner tjener godt. Det har betydning for alt muligt, især hvor man kan bo.
Dating-apps gør også at den næste potentielle partner kun er et swipe væk - jeg tænker at det gør at man i højere grad prøver at finde en mere “perfekt” partner end tidligere. Man har nærmest uendelige muligheder for matches, så man bliver bare ved med at prøve lykken i match-lotteriet for at se om man liiige kan få en der er lidt bedre end den der partner man mødte i sidste uge. Man “nøjes” ikke bare med den man har fundet, og det er nok lidt ærgeligt, for et partnerskab er jo også noget man bygger over længere tid og ikke noget der blomstre af at man hele tiden overvejer hvilke andre muligheder man kunne have.
Lidt paradoksalt hvordan “sociale” medier har gjort os mere asociale og ensomme.