jeg tror ikke løsningen er at kaste håndklædet i affaldsspanden og håbe en robot klarer resten.
For mig handler sortering ikke kun om CO₂ eller økonomi. Det handler om ansvar. Om at vi ser vores affald og bliver klogere af det. At børnene vokser op og ved, at ting ender et sted. Og ja, det er bøvlet. Det skal være nemmere – men ikke væk.
Vi skal gøre sortering smartere: – mere ensretning mellem kommuner
– bedre emballagedesign
– og måske maskinhjælp efter vi har gjort det vi kan.
Men vi mister noget vigtigt, hvis vi siger: “det må maskinerne klare.” Vi mister forbindelsen til konsekvensen af vores forbrug.
Så ja tak til nytænkning – men lad os ikke skubbe ansvaret fra os, bare fordi skraldespandene vælter i blæsten
Jeg kan godt forstå den her tankegang, men jeg synes der er en problematik omkring den. Jeg bryder mig ikke om den der tilgang med at putte ansvaret for klima-/miljøkrisen over på den almene borger. Det giver et (i min opfattelse) falsk narrativ om at hvis vi bare alle løfter i flok og sortere vores affald og køber økologisk og køber en elbil i stedet for en benzinbil og tager bussen lidt mere, så løser vi klimakrisen.
Det er rigtigt at vi alle selvfølgelig på en måde har et ansvar for klimaet, men det narrativ er noget der er skabt til at flytte ansvaret fra de store industrielle syndere over på forbrugerne. Men vi skal ikke glemme at de rigtige syndere ikke er den almene forbruger! Det er kæmpe virksomheder som sviner i sådan en grad at det er fuldstændig ligegyldigt om du sorterer dit affald eller tager bussen i stedet for bilen. Det narrativ om borger-ansvar kan desværre skygge for det langt vigtigere tiltag som er at tage svineriet ved kilden.
Ansvar bringer nemlig også en følelse af at man ikke gør det godt nok, fordi man har et ansvar. Rigtig mange nu om dage er tynget af “klimadepression” eller “øko-angst”. Den angst kommer nok blandt andet af en skyldfølelse af at man selv føler at man ikke gør nok for klimaet. Hvorfor har man den skyldfølelse? Fordi man har fået fortalt et narrativ om at det er ens ansvar at gøre noget ved det og det måske ligefrem kun er en selv der kan gøre noget. Men det er ikke rigtigt! Det er ikke rimeligt at lægge det enorme, alt for store ansvar over på enkelte mennesker. Det gør os kun stressede, deprimerede og ængstelige.
Virkelig stærkt skrevet – og jeg er faktisk meget enig med dig. Vi skal ikke lade ansvaret for klimakrisen lande som en mursten i skødet på den enkelte borger. Det er både uretfærdigt og ineffektivt, og det giver præcis den stress og skyld, du beskriver. Jeg arbejder selv med mennesker, der kæmper med overbelastning og ansvar – det er ikke vejen frem.
Når jeg snakker om ansvar og affaldssortering, så er det ikke fordi jeg tror, vi løser klimakrisen med sort plast og kartoner i hver sin spand. Det er mere fordi jeg oplever, at nogle former for ansvar gør os stærkere. Lidt ligesom når børn lærer, at de selv kan plante noget og se det gro – så bliver miljø ikke noget abstrakt, men noget man har en relation til.
Men ja: Producenterne skal presses, systemerne skal være nemme, og de store skal reguleres hårdt. For ja, de reelle klimasyndere er ikke dig og mig – det er dem, der designer engangsprodukter, flyver avocadoer rundt og stadig brænder kul af som om det er 1950.
Så måske vi faktisk er enige: det handler ikke om at gøre alt selv, men om at vi får lov at gøre det, der virker – og ikke står alene med opgaven, mens de store slipper udenom.
Du har ret, der er kun et sted at sende regningerne hen og der er til de ca. 500 mill. mennesker som er den rigeste, rigeste og rigeste kerne ud af de p.t. 8 mia. mennesker på denne planet.
Det er jo ikke hr. og fru ‘Petersen’ på 2. sal et eller andet sted der laver alt det møg vi ser dagligt i nyhedsmedierne verden rundt.
Ja vi ser ikke en gang spor af de virkelige bagmænd m/k.
Og da alle vi andre er så splittede, at vi ikke engang kan finde ud af at stå sammen, så
jeg tror ikke løsningen er at kaste håndklædet i affaldsspanden og håbe en robot klarer resten.
For mig handler sortering ikke kun om CO₂ eller økonomi. Det handler om ansvar. Om at vi ser vores affald og bliver klogere af det. At børnene vokser op og ved, at ting ender et sted. Og ja, det er bøvlet. Det skal være nemmere – men ikke væk.
Vi skal gøre sortering smartere: – mere ensretning mellem kommuner – bedre emballagedesign – og måske maskinhjælp efter vi har gjort det vi kan.
Men vi mister noget vigtigt, hvis vi siger: “det må maskinerne klare.” Vi mister forbindelsen til konsekvensen af vores forbrug.
Så ja tak til nytænkning – men lad os ikke skubbe ansvaret fra os, bare fordi skraldespandene vælter i blæsten
Jeg kan godt forstå den her tankegang, men jeg synes der er en problematik omkring den. Jeg bryder mig ikke om den der tilgang med at putte ansvaret for klima-/miljøkrisen over på den almene borger. Det giver et (i min opfattelse) falsk narrativ om at hvis vi bare alle løfter i flok og sortere vores affald og køber økologisk og køber en elbil i stedet for en benzinbil og tager bussen lidt mere, så løser vi klimakrisen.
Det er rigtigt at vi alle selvfølgelig på en måde har et ansvar for klimaet, men det narrativ er noget der er skabt til at flytte ansvaret fra de store industrielle syndere over på forbrugerne. Men vi skal ikke glemme at de rigtige syndere ikke er den almene forbruger! Det er kæmpe virksomheder som sviner i sådan en grad at det er fuldstændig ligegyldigt om du sorterer dit affald eller tager bussen i stedet for bilen. Det narrativ om borger-ansvar kan desværre skygge for det langt vigtigere tiltag som er at tage svineriet ved kilden.
Ansvar bringer nemlig også en følelse af at man ikke gør det godt nok, fordi man har et ansvar. Rigtig mange nu om dage er tynget af “klimadepression” eller “øko-angst”. Den angst kommer nok blandt andet af en skyldfølelse af at man selv føler at man ikke gør nok for klimaet. Hvorfor har man den skyldfølelse? Fordi man har fået fortalt et narrativ om at det er ens ansvar at gøre noget ved det og det måske ligefrem kun er en selv der kan gøre noget. Men det er ikke rigtigt! Det er ikke rimeligt at lægge det enorme, alt for store ansvar over på enkelte mennesker. Det gør os kun stressede, deprimerede og ængstelige.
Virkelig stærkt skrevet – og jeg er faktisk meget enig med dig. Vi skal ikke lade ansvaret for klimakrisen lande som en mursten i skødet på den enkelte borger. Det er både uretfærdigt og ineffektivt, og det giver præcis den stress og skyld, du beskriver. Jeg arbejder selv med mennesker, der kæmper med overbelastning og ansvar – det er ikke vejen frem.
Når jeg snakker om ansvar og affaldssortering, så er det ikke fordi jeg tror, vi løser klimakrisen med sort plast og kartoner i hver sin spand. Det er mere fordi jeg oplever, at nogle former for ansvar gør os stærkere. Lidt ligesom når børn lærer, at de selv kan plante noget og se det gro – så bliver miljø ikke noget abstrakt, men noget man har en relation til.
Men ja: Producenterne skal presses, systemerne skal være nemme, og de store skal reguleres hårdt. For ja, de reelle klimasyndere er ikke dig og mig – det er dem, der designer engangsprodukter, flyver avocadoer rundt og stadig brænder kul af som om det er 1950.
Så måske vi faktisk er enige: det handler ikke om at gøre alt selv, men om at vi får lov at gøre det, der virker – og ikke står alene med opgaven, mens de store slipper udenom.
@SorteKanin @Sommerhaven
Du har ret, der er kun et sted at sende regningerne hen og der er til de ca. 500 mill. mennesker som er den rigeste, rigeste og rigeste kerne ud af de p.t. 8 mia. mennesker på denne planet.
Det er jo ikke hr. og fru ‘Petersen’ på 2. sal et eller andet sted der laver alt det møg vi ser dagligt i nyhedsmedierne verden rundt.
Ja vi ser ikke en gang spor af de virkelige bagmænd m/k.
Og da alle vi andre er så splittede, at vi ikke engang kan finde ud af at stå sammen, så