Jeg tror du har fat i noget. Mænd mangler noget lignende.
Og vakkummet bliver forstærket af de platforme du nævner.
Frit fra hoften tænker jeg på de mande-idealer jeg selv er vokset op med.
Det var 1990er moviestars, James Bond, amerikanske actionhelte, seje rockmusikere osv.
Hvad er der idag?
Online-gamere og Youtubere? Jeg ved det ikke engang.
Og vi kender alle sammen selv kvinders holdninger til det, de unge mænd elsker idag, gaming…
De finder det usexet, barnligt og forstår ikke universet. Jeg tænker det skaber en kæmpe kløft ned mellem kønnene.
De unge mænd står og råber ud i kløften på Discord, i chatten, i kommentarsporene, og ingen kvinder lytter naturligvis, og forældrene hører det heller ikke.
Jeg har en søn på 14 der gamer meget… og jeg tænker tit på hvordan han, i fremtiden, skal bygge bro mellem den verden han elsker, og den verden der fx er et parforhold. Det er en balancegang. Og jeg ved han vil forsvare det, og jeg ved at kvinder ser ned på det, og ikke vil forstå det.
Vi fædre har et stort ansvar ingen rigtigt taler om. Og samtidig er vi ikke ene om at opdrage vores sønner, da de bliver bombarderet med algoritmernes polariserende, manipulerende og forargende fortællinger, som du så smukt formulerer det.
Jeg er selv meget i tvivl om hvordan jeg skal gribe det an.
De finder det usexet, barnligt og forstår ikke universet.
Det er muligt at det er sådan i nogle kredse, men alle mine 3 piger gamer - de spiller nok bare nogle andre spil end drengene. Men altså, gaming er da ikke sexet - men det er det jo heller ikke at se TV, kan man sige.
Problemet er måske nærmere at nogle drenge ikke opdyrker nogle andre interesser end gaming, og så bliver man hurtigt lidt endimensionel at være sammen med… Vi bruger også en del tid og kræfter på at få vores piger væk fra skærmen så de kan dyrke nogle andre interesser, og det koster en masse skænderier men det er jo så prisen for at de bliver hele mennesker en dag. Jeg har indtryk af at mange drenge bare får lov at game hele tiden, og det er nok ikke sund.
jeg tænker tit på hvordan han, i fremtiden, skal bygge bro mellem den verden han elsker, og den verden der fx er et parforhold. Det er en balancegang. Og jeg ved han vil forsvare det, og jeg ved at kvinder ser ned på det, og ikke vil forstå det.
Jeg er selv 40+ og gamer en del - men naturligvis på en anden måde end da jeg var 14. På et tidspunkt i mine 20’ere spurgte min kæreste (nu kone) mig om hvornår jeg stoppede med at game, og jeg var ret overrasket; jeg stopper jo simpelthen ikke med at game for det er min hobby. Det var som om det klikkede for hende dér. Det har ikke været et problem siden, men jo også fordi vi begge er enige om at underholdning ikke skal fylde mere end at være sammen om ting og udvikle vores forhold.
Man kan ikke bare sætte sig ned og game hver eftermiddag indtil spisetid og når børnene er puttet, ligesom man ikke bare kan tænde for TVet og melde sig ud af familien og parforholdet. Det er ikke en børnehave.
Jeg tror ikke, gaming i sig selv er et særligt stort problem i den sammenhæng. Jeg faciliterer en gamergruppe på mit arbejde, og blandt de unge er der faktisk en ret ligelig fordeling mellem drenge og piger – dog med en vis overvægt af drenge i perioder.
Jeg har selv gamet siden jeg fik fingrene i min første computer, og senere en konsol (jeg er 39 år og kvinde) Dengang var det lidt sværere, fordi der ikke var så mange piger, der gamede. Lan-fester var ofte en slags drengeklub, hvor det nogle gange kunne blive akavet, når jeg trådte ind. Sådan oplevede jeg det ihvertfald dengang.
Jeg tror, problemet i højere grad handler om, hvor hurtigt negative fællesskaber med simple regler kan opstå og sprede sig. Hvis man føler sig alene, ensom og trådt på, kan fællesskaber med kvindehad – og andre former for had – fremstå som nemt tilgængelige og trygge at træde ind i. De kræver ikke meget af én, og man behøver ikke anstrenge sig for at forstå dem. Jeg tror ikke, at mentalt sunde mennesker i trivsel tilslutter sig den slags miljøer.
[…] hvor hurtigt negative fællesskaber med simple regler kan opstå og sprede sig. […] De kræver ikke meget af én, og man behøver ikke anstrenge sig for at forstå dem.
Fællesskaber i at være forargede sammen. Jeg tror, du rammer hovedet på sømmet.
Jeg tror ikke, at mentalt sunde mennesker i trivsel tilslutter sig den slags miljøer.
Jeg tror du har ret i at det bunder i trivsel. Jeg tror egentlig ikke det har meget at gøre med gaming og om gaming er en drengeting eller pigeting. Jeg synes skellet mellem drenge og piger på alle niveauer af uddannelser er en langt større bekymring.
Jeg tror et grundlæggende problem er at man på den “bløde side” som dominerer venstrefløjen, siger mange at der ikke er nogen forskel, og mænd skal bare være ligesom kvinder.
På den “hårde side” mest højrefløjen, er man mere åben overfor at der er forskel, men mandebilledet er at man skal være stærk og hård for at være maskulin, man må ikke vise sårbarhed for det er et tegn på svaghed. Det bliver så i praksis til had, og at nogen tror at hvis de ikke får noget, er det kvindernes skyld, og de må bare tage det selv!
Jeg har linket 2 videoer tidligere i tråden, som forklarer det bedre end jeg kan.
Jeg tror du har fat i noget. Mænd mangler noget lignende. Og vakkummet bliver forstærket af de platforme du nævner.
Frit fra hoften tænker jeg på de mande-idealer jeg selv er vokset op med. Det var 1990er moviestars, James Bond, amerikanske actionhelte, seje rockmusikere osv. Hvad er der idag? Online-gamere og Youtubere? Jeg ved det ikke engang. Og vi kender alle sammen selv kvinders holdninger til det, de unge mænd elsker idag, gaming… De finder det usexet, barnligt og forstår ikke universet. Jeg tænker det skaber en kæmpe kløft ned mellem kønnene. De unge mænd står og råber ud i kløften på Discord, i chatten, i kommentarsporene, og ingen kvinder lytter naturligvis, og forældrene hører det heller ikke.
Jeg har en søn på 14 der gamer meget… og jeg tænker tit på hvordan han, i fremtiden, skal bygge bro mellem den verden han elsker, og den verden der fx er et parforhold. Det er en balancegang. Og jeg ved han vil forsvare det, og jeg ved at kvinder ser ned på det, og ikke vil forstå det.
Vi fædre har et stort ansvar ingen rigtigt taler om. Og samtidig er vi ikke ene om at opdrage vores sønner, da de bliver bombarderet med algoritmernes polariserende, manipulerende og forargende fortællinger, som du så smukt formulerer det.
Jeg er selv meget i tvivl om hvordan jeg skal gribe det an.
Det er muligt at det er sådan i nogle kredse, men alle mine 3 piger gamer - de spiller nok bare nogle andre spil end drengene. Men altså, gaming er da ikke sexet - men det er det jo heller ikke at se TV, kan man sige.
Problemet er måske nærmere at nogle drenge ikke opdyrker nogle andre interesser end gaming, og så bliver man hurtigt lidt endimensionel at være sammen med… Vi bruger også en del tid og kræfter på at få vores piger væk fra skærmen så de kan dyrke nogle andre interesser, og det koster en masse skænderier men det er jo så prisen for at de bliver hele mennesker en dag. Jeg har indtryk af at mange drenge bare får lov at game hele tiden, og det er nok ikke sund.
Jeg er selv 40+ og gamer en del - men naturligvis på en anden måde end da jeg var 14. På et tidspunkt i mine 20’ere spurgte min kæreste (nu kone) mig om hvornår jeg stoppede med at game, og jeg var ret overrasket; jeg stopper jo simpelthen ikke med at game for det er min hobby. Det var som om det klikkede for hende dér. Det har ikke været et problem siden, men jo også fordi vi begge er enige om at underholdning ikke skal fylde mere end at være sammen om ting og udvikle vores forhold.
Man kan ikke bare sætte sig ned og game hver eftermiddag indtil spisetid og når børnene er puttet, ligesom man ikke bare kan tænde for TVet og melde sig ud af familien og parforholdet. Det er ikke en børnehave.
Jeg tror ikke, gaming i sig selv er et særligt stort problem i den sammenhæng. Jeg faciliterer en gamergruppe på mit arbejde, og blandt de unge er der faktisk en ret ligelig fordeling mellem drenge og piger – dog med en vis overvægt af drenge i perioder.
Jeg har selv gamet siden jeg fik fingrene i min første computer, og senere en konsol (jeg er 39 år og kvinde) Dengang var det lidt sværere, fordi der ikke var så mange piger, der gamede. Lan-fester var ofte en slags drengeklub, hvor det nogle gange kunne blive akavet, når jeg trådte ind. Sådan oplevede jeg det ihvertfald dengang.
Jeg tror, problemet i højere grad handler om, hvor hurtigt negative fællesskaber med simple regler kan opstå og sprede sig. Hvis man føler sig alene, ensom og trådt på, kan fællesskaber med kvindehad – og andre former for had – fremstå som nemt tilgængelige og trygge at træde ind i. De kræver ikke meget af én, og man behøver ikke anstrenge sig for at forstå dem. Jeg tror ikke, at mentalt sunde mennesker i trivsel tilslutter sig den slags miljøer.
Fællesskaber i at være forargede sammen. Jeg tror, du rammer hovedet på sømmet.
Jeg tror du har ret i at det bunder i trivsel. Jeg tror egentlig ikke det har meget at gøre med gaming og om gaming er en drengeting eller pigeting. Jeg synes skellet mellem drenge og piger på alle niveauer af uddannelser er en langt større bekymring.
Jeg tror et grundlæggende problem er at man på den “bløde side” som dominerer venstrefløjen, siger mange at der ikke er nogen forskel, og mænd skal bare være ligesom kvinder.
På den “hårde side” mest højrefløjen, er man mere åben overfor at der er forskel, men mandebilledet er at man skal være stærk og hård for at være maskulin, man må ikke vise sårbarhed for det er et tegn på svaghed. Det bliver så i praksis til had, og at nogen tror at hvis de ikke får noget, er det kvindernes skyld, og de må bare tage det selv!
Jeg har linket 2 videoer tidligere i tråden, som forklarer det bedre end jeg kan.