Jeg har ikke rigtigt noget imod idéen om et mærkesystem. Det er begrænsende og indskrænkende, helt klart, men er det ikke også netop det der skal til for faktisk på personligt plan at kunne gøre noget? Der er vel ikke nogen der kan forvente at hvis vi alle sammen skal bidrage til den grønne omstilling, at 90% af os ikke kommer til også at få en form for livsstilsændring? Det vil naturligvis handle om balance, giver det mening kun at have 1 flyrejse om året? Eller er 6 mere rigtigt?
Jeg har bestemt ikke hele svaret, men jeg synes egentligt ikke at det er urimeligt at vi alle sammen bliver tvunget til at gå lidt på kompromis, og helst på en måde der gør at dem der fråser mest med ressourcerne skal gå mere ned i livskvalitet, indtil vi har metoder der gør det muligt at leve mere bæredygtigt. En af metoderne kunne være kvoter for sådan noget som flyrejser, privatkørsel, varer der bliver transporteret rundt om kloden 17 gange inden man selv køber det. Byggeriet har i forvejen begrænsninger på CO2 aftrykket af bygninger. Det vil ikke være umuligt at indføre på andre ting. Det vil kræve en form for overvågning af vores forbrugsvaner, så vi vil også alle sammen skulle gå på kompromis med vores privatliv (igen, igen).
Jeg har ikke noget imod at skulle gå ned i levestandard, og jeg skal sgu også gerne lade mig overvåge lidt mere, for i sidste ende handler det bare om, om vi vil blive ved med at have en beboelig planet eller ej. Des mere ubeboelig planeten bliver, des større problemer vil vi få med krige, klimaflygtninge og naturkatastrofer, der nok skal sørge for at vores livskvalitet forsvinder helt.
Overvejende enig, men tror et kvote-system på hver enkelt forbruger er for vidtrækkende. Eller, de kvoter skal måske være lidt fleksible. Hvad hvis du har brugt din enkelte flyrejse og et familiemedlem i udlandet så dør og du gerne vil til begravelsen? Altså min pointe er egentlig bare at nogle har mere brug for fx flyrejser (eller andre klimabelastende ting) end andre, og selvom det føles “fair” at skære alle over en kam, er det ikke nødvendigvis fair når folk har forskellige behov (fx vil nogle med familie i udlandet have en mere legitim grund til at flyve mere end en rig person der bare tager meget på ferie, synes jeg). Det er lidt den der med hvad ligestilling er - er det lige muligheder eller lige udfald? Man kan argumentere for at begge dele er “fair”, men det afhænger lidt af perspektivet. Det er lidt det samme her synes jeg.
Det virker meget bureaukratisk at forsøge at lave et nuanceret kvotesystem som tage højde for den slags. Det tror jeg ikke vil ende godt.
Jeg har ikke rigtigt noget imod idéen om et mærkesystem. Det er begrænsende og indskrænkende, helt klart, men er det ikke også netop det der skal til for faktisk på personligt plan at kunne gøre noget? Der er vel ikke nogen der kan forvente at hvis vi alle sammen skal bidrage til den grønne omstilling, at 90% af os ikke kommer til også at få en form for livsstilsændring? Det vil naturligvis handle om balance, giver det mening kun at have 1 flyrejse om året? Eller er 6 mere rigtigt?
Jeg har bestemt ikke hele svaret, men jeg synes egentligt ikke at det er urimeligt at vi alle sammen bliver tvunget til at gå lidt på kompromis, og helst på en måde der gør at dem der fråser mest med ressourcerne skal gå mere ned i livskvalitet, indtil vi har metoder der gør det muligt at leve mere bæredygtigt. En af metoderne kunne være kvoter for sådan noget som flyrejser, privatkørsel, varer der bliver transporteret rundt om kloden 17 gange inden man selv køber det. Byggeriet har i forvejen begrænsninger på CO2 aftrykket af bygninger. Det vil ikke være umuligt at indføre på andre ting. Det vil kræve en form for overvågning af vores forbrugsvaner, så vi vil også alle sammen skulle gå på kompromis med vores privatliv (igen, igen).
Jeg har ikke noget imod at skulle gå ned i levestandard, og jeg skal sgu også gerne lade mig overvåge lidt mere, for i sidste ende handler det bare om, om vi vil blive ved med at have en beboelig planet eller ej. Des mere ubeboelig planeten bliver, des større problemer vil vi få med krige, klimaflygtninge og naturkatastrofer, der nok skal sørge for at vores livskvalitet forsvinder helt.
Overvejende enig, men tror et kvote-system på hver enkelt forbruger er for vidtrækkende. Eller, de kvoter skal måske være lidt fleksible. Hvad hvis du har brugt din enkelte flyrejse og et familiemedlem i udlandet så dør og du gerne vil til begravelsen? Altså min pointe er egentlig bare at nogle har mere brug for fx flyrejser (eller andre klimabelastende ting) end andre, og selvom det føles “fair” at skære alle over en kam, er det ikke nødvendigvis fair når folk har forskellige behov (fx vil nogle med familie i udlandet have en mere legitim grund til at flyve mere end en rig person der bare tager meget på ferie, synes jeg). Det er lidt den der med hvad ligestilling er - er det lige muligheder eller lige udfald? Man kan argumentere for at begge dele er “fair”, men det afhænger lidt af perspektivet. Det er lidt det samme her synes jeg.
Det virker meget bureaukratisk at forsøge at lave et nuanceret kvotesystem som tage højde for den slags. Det tror jeg ikke vil ende godt.