Sundhedsvæsnet står over for markante personalereduktioner, og det bliver svært at komme i bund med ventelisterne trods flere politiske aftaler om flere penge til de danske sygehuse, skriver landets fem regionsrådsformænd i en fælles kronik i Jyllands-Posten onsdag.
Ifølge regionsrådsformændene med formand for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), i spidsen, bliver det nødvendigt at »prioritere hårdere, end det er set længe«. Meldingen kommer, selv om regeringen for få måneder siden præsenterede det, der ifølge Jyllands-Posten blev kaldt »et kæmpeløft« af sundhedsvæsenet med fem milliarder kroner frem mod 2030. Også en økonomiaftale om regionernes økonomi i 2024 blev for få måneder siden indgået. »Vi bliver nødt til at fortælle befolkningen, at når regeringen går rundt og siger, at sundhedsvæsenet har fået mange flere penge tilført, er virkeligheden dén, at vi ude i regionerne ikke ser de 5 milliarder før om et par år, og lige nu står vi med et varigt og kæmpehul i kassen, når året er omme, på mindst 2,5 milliarder«, siger Anders Kühnau ifølge Jyllands-Posten.