De oplever, at det for mange kan være svært at tillade sig selv bare at være til og slappe af uden at skulle retfærdiggøre det som noget, der gør en mere produktiv bagefter. For eksempel hvis man tager en lur for at kunne rydde op mere effektivt bagefter.

Og det er den produktivitetstankegang, de gerne vil være med til at gøre op med.

- Det er jo derfor, du får skyldfølelse. Fordi du er vokset op med, at du konstant skal gøre noget eller være i gang med at udrette noget. Det er derfor, det føles så sindssygt svært, og derfor det er så sindssygt vigtigt, svarer Nanna Salver.

Jeg kender godt den følelse. Jeg har det tit som om jeg ikke kan tillade mig at “spilde tid”. Jeg kunne jo lave noget “produktivt”, om det så er at tjene penge eller udvikle nogle færdigheder eller noget tredje. Og livet varer jo ikke evigt.

Det er sjældent at jeg kan overtale mig selv om at en lur for nydelsens skyld er produktiv. Men den producerer jo en glæde for mig (og er nok også sund på andre måder (se, der går jeg og rationaliserer hvordan selv en lur er nyttig og produktiv)), og at producere glæde er vel i sidste ende den eneste slags produktivitet der betyder noget.

Jeg forstår godt hvad de vil, og jeg kender godt den følelse af at skamme sig over at"spilde tid". De har ret i at vi skal være mere accepterende overfor at tage lure.

Men: Eksisterer der et betalende segment, der gerne vil puttes af totalt fremmede mennesker?

Det forstår jeg virkelig ikke. Jeg kan i hvert fald ikke se mig selv havde lyst til det nogensinde. For mig putter man små børn, eller i det mindste sine egne børn. Putning er sådan en “forælder-barn”-relation. Måske er jeg bare ikke så åbensindet som jeg tror, men jeg synes virkelig det er underligt at blive puttet som voksen, og det giver mig ubehagelige voksen-baby vibes. Er det kun mig?