"På grund af mine rødder i Afghanistan har jeg svinget mellem for og imod et forbud. Bogafbrændinger minder mig om Taleban og deres nedbrænding af afghansk litteratur. Historien har lært os, at den slags udføres af hovedløse ekstremister, der ikke har andre midler. De kan hverken beherske ord eller andre udtryksformer, og derfor tyr de til en billig og fantasiløs protestform. Modsat satiretegnere og forfattere, hvis kunst og tankefrihed afhænger af deres frihed til at udtrykke sig. De protesterer med egne værker, de brænder ikke andres.

Men det er også som kvinde med rødder i netop Afghanistan, at det er min pligt at kæmpe for individets frihedsrettigheder. Uanset hvad jeg måtte mene om det, der ytres, og i hvilken form. Jeg har altid set det som min pligt at være en stemme for alle de kvinder, der ikke engang må række en finger op i protest. Og siden frihedskæmperen Farkhundas død i 2015 er vil hun for altid være i mit hjerte.

Åbenbart er vi der, hvor vi er villige til at adlyde totalitære stater, hvor forbrydelser mod menneskerettigheder er hverdag, lande, der er korrupte, grådige og magtsyge. Lande, der anser kvinder for at være instrumenter, ikke mennesker. Lande, der stadig har slaveri, apartheid og mishandler mennesker efter et hierarkisk menneskesyn, der hører en mørk fortid til. Lande, der aktivt deltager i krig, finansierer og handler med våben, og hvor de rige og magtfulde aldrig mættes. Lande, hvor ligestilling og lighed er en skændsel, og hvor egoerne er så store, at de tyr til ekstrem selviscenesættelse – på ryggen af deres såkaldte muslimske medborgere fra den fattige og desperate bund."

Resume af hendes argument?

Jeg synes Parwani rammer mine tanker om hele debatten meget fint og får diskuteret begge sider.