Hele den her polemik omkring Reddit og vores nye hjemme hjem her på Lemmy får mig til at tænke tilbage på diverse fora og andre fællesskaber jeg har været en del af. Del gerne ud af jeres gode/dårlige historier med fællesskaber online og lad os være lidt nostalgiske sammen.
For mig var mit første reelle online fællesskab et mindre anime forum jeg var en del af i mange år. Der var noget utroligt befriende i at være en del af et fælleskab, og være helt anonym. Man kunne på en måde være meget mere sig selv ved at have en online persona.
Da sociale medier blev mere udbredt, blev hele den idé vendt på hovedet og alt var pludselig meget fokuseret på at man skulle kende folks rigtige identiteter og have et indblik i deres liv. Det tilføjede en ny dimension som jeg både sætter pris på, men også kun sparsomt deltager i.
For mig var Reddit en tilbagevenden til en online persona hvor jeg som udgangspunkt ikke afslører hvem jeg reelt er. Ikke fordi jeg har en masse hemmeligheder, men bare fordi så kan jeg være mig selv på en anden måde. Og det glæder jeg mig til at fortsætte med her på Lemmy.
Online fællesskaber har været en stor del af mit liv. Det er det ikke så meget mere, men for en 25+ år siden levede jeg nærmest på usenet. Både på danske og engelske nyhedsgrupper. Det varede nok en små 10 år.
Det er sjovt det du skriver med, at være anonym på pre-sociale medier, og dernæst bruge ens rigtige identitet da sociale medier kom. Det har været lige omvendt for mig. På usenet brugte jeg mit eget navn, og havde venner i meatspace derfra. Vi mødtes en gang imellem for at drikke nogle øl, og dimse med computere, cykler, og en masse andet. Det var pissehyggeligt, og folk var, med nogle få undtagelser, bare pisseflinke. Så vidt jeg kan huske brugte alle dem jeg mødtes med, deres egne navne på usenet.
Da fleste af de efterfølgende sociale medier jeg oprettede mig på, var næsten udelukkende med dækpersoner, fordi jeg ikke havde lyst til at stå frem som mig selv på disse. Med undtagelse af Google+ (jøsses et clusterfuck det var), for der kunne man jo ikke få lov til, i begyndelsen i hvert fald, at være anonym. Jeg ved ikke om det er derfor, men jeg har ingen venskaber der er lavet gennem sociale medier der er blevet betegnet som sociale medier. De eneste venskaber jeg skabte var på usenet. Discord og reddit har jeg mest haft konti på som lurker, og har sjældent kommenteret, og stort set aldrig lavet opslag.
Der er en del tale om, at der bør indføres et identificeringslag i adgangen til sociale medier herhjemme, og udelukkende baseret på min egne oplevelser, så synes jeg det ville være virkelig ærgerlig. Ja, anonymiteten kan gøre at nogen opfører sig som fjolser, men man behøver ikke bruge lang tid på Facebook for at se, at ikke-anonyme uden besvær opfører sig som kæmpeidioter.
Anonymiteten tillader os at være os selv, og indgå i nogle fællesskaber, eller blot betragte nogle fællesskaber, som vi måske ikke ville kunne med vores rigtige identitet, af mange forskellige årsager. Hvilket minder mig om den fremragende tegning af Peter Steiner, fra 1993:
Nåh, jeg røg vist lidt ud af en tangent. Beklager. Den korte version er vel, at jeg ikke ville have været foruden online fællesskaber i mit liv. De har været meget berigende, og er det stadig.
Jeg er meget enig i det her. Der er noget smukt i at kunne have en samtale med mennesker, hvor hele ens fysiske udseende og de konklusioner/antagelser man kan drage på basis af det, er taget helt ud af ligningen. Man aner ikke om man snakker med en mand eller kvinde, gammel eller ung osv., medmindre man får det af vide. Og det skaber en indgang til spændende snakke med mennesker som er anderledes end en selv.
Præcis! På Facebook og andre sociale medier hvor folk står frem som dem selv, med bugnende fotoalbums og yndlingsmusik, tv, og film, check-ins på Craizy Daisy og tidlige “jeg er ny på internettet” statusbeskeder, der bliver der støbt hele antagede identiter, og skabt nogle konklusioner på baggrund af det, om dem man snakker med, som ikke er særlig fremmelige for samtalerne man derefter fører. Det burde ikke være sådan. Man burde kunne få mere forståelse for hvem man snakker med, i kraft af at de deler mere om sig selv, og den verden de befinder sig, men det lader til at vores fordomme bare ikke kan lade være med at træde i kraft a priori, når man får en hvis portion information om et andet menneske, inden man har en samtale med dem.