Og hvorfor fokuserer den her debat sig altid ene og alene på børn og unge.
Voksne, midaldrende og gamle mennesker sidder også med hovedet i skærmen fra morgen til aften. Er det måske ufarligt når man bliver 18 år gammel?
At bede Sundhedsstyrelsen om en anbefaling ligner mest en ansvarsfraskrivelse fra folk som ikke erkender deres eget problem. “Det er også for dårligt. Kommunen burde gøre noget”.
Der er nok ikke kun én type forælder, der ønsker sig en anbefaling. Nogle er meget autoritetstro, andre føler sig uvidende eller magtesløse og helt andre er måske bare, som du insinuerer, ikke villige til at tage ansvaret selv.
Jeg kan godt lide anbefalinger fra folk, der ved mere om et emne, end jeg gør. Det gør mig ikke noget, at det et staten, der tager den rolle - det er i hvert fald noget jeg hellere vil have staten til at gøre end markedet. Men jeg er også kritisk overfor det, de forskellige styrelser kommer med af anbefalinger. Og man behøver jo heller ikke at følge dem religiøst. Hvis alle gjorde det, så havde vi hverken overvægt eller alkoholisme. For mig er det bare en rettesnor.
At de voksne ikke også magter at lægge skærmen fra sig er et kæmpe problem, synes jeg. For hvor børnene ingen chance har imod de afhængighedsdannende medier, så har de voksne trods alt lidt at stå imod med - og desuden har de ansvaret. Det er vel også derfor at man godt kan kommer med anbefalinger til børn først og fremmest, da de skal beskyttes før de voksne.
Jeg kan bare ikke forstå behovet for at blive vejledt i skærmtid. Det er jo bare et spørgsmål om hvad man kigger på. Man har da aldrig vejledt forældre i hvor meget avis deres børn måtte læse, eller om de måtte kigge ud af vinduet.
Man burde glemme alt om at skærmtid er dårligt i sig selv. Det afhænger jo i højere grad af hvad man bruger det til. Måske burde man vejlede i afhængighed af sociale medier på en mere nuanceret måde.
Jeg ved at mine børns skole underviser i gaming. Altså, undgå lootboxes, undgå at blive dox’et osv. Det giver fint mening at advare mod faldgruber.
Jeg synes i det hele taget slet ikke at børn er så slemme til det. Måske netop fordi de konstant bliver banket i hovedet med at de ser for meget skærm. Jeg oplever ofte at de unge slet ikke har mobilerne fremme når de mødes. Selv har jeg svært ved det at lade være med at tjekke et eller andet ligegyldigt selv hvis jeg er sammen med andre, så jeg mener egentlig at problemet nemt bliver projiceret hen på de unge selvom det ikke er dem som har problemet.
Tilføjelse: Det gælderi høj grad også bedsteforældrene. De piver over at de aldrig ser børnebørnene, men når de så endeligt tager sig sammen til at besøge dem, så sidder de som paparazzi og laver Snapchat/Facebook af børnene i stedet for at deltage aktivt i børnenes leg.
Jeg tror det hele bunder ud i den trivselskrise vi ser for tiden. Det store spørgsmål er jo, om telefonerne/skærmtid er skyld i krisen, eller om der også er andre underliggende faktorer. Jeg tror ikke vi alene kan give telefonerne skylden, men jeg tror også det er blevet nemmere for børn at isolere sig i fysiske interaktioner, hvilket mange ser som en dårlig ting. Om de digitale interaktioner så opvejer de manglende fysiske er stadig et stort spørgsmål.
Jeg har ikke selv børn, men regner med at jeg skal have dem inden for de næste par år. Jeg vil ikke sige jeg er skærm-forskrækket, men med alt den snak der pt er om skærme, kunne jeg godt tænke mig en ekspert som kom ud og fortalte mig, hvad dem generelle konsensus på området er, da det ellers er svært at navigere i.
Jeg tror, du har fat i den lange ende, når det kommer til at rådgive om hvad man bruger skærmen til og ikke hvor meget. Som med alt muligt andet (rusmidler, mad, sport, whatnot) kan der være for meget af noget godt og der kan være ting, der direkte er farlige for en. Og heri opstår et andet problem; for så skal vi til at have nogen til at definere, hvad der er godt skærmbrug og hvad der er skidt.
Som @breezee@feddit.dk skriver i sit svar, er der en generel trivselskrise. Jeg ved ikke, hvad der er hønen og ægget, men er tilbøjelig til at tro, at der er en selvforstærkende vekselvirkning til stede. Altså at ringe trivsel medfører større sårbarhed overfor afhængighed og at afhængighed fra youtube, apps, spil, osv. medfører ringere trivsel.
Som med alt andet afhængighed er det så vidt jeg ved dokumenteret, at en kombination af en kold tyrker og behandling af de underliggende triggers/årsager til afhængigheden er vejen frem. I det perspektiv er jeg nok fortaler for et forbud eller en stærk regulering af de mekanismer, apps i dag benytter til at fastholde brugere. Vi er som art simpelthen for nemme at gøre til narkomaner og vores børn er endnu nemmere. Og så tror jeg godt at anbefalinger på tiden kan sende et signal om, at man skal økonomisere sit tidsforbrug, men jeg tror ikke, det har en særligt stor effekt på kort sigt. Sundhedsstyrelsen laver også anbefalinger om antallet af genstande, man bør holde sig under. Gad vide, om det ikke har givet en øget bevidsthed i befolkningen som helhed over tid og dermed skubbet lidt til tingene?
Hvem ønsker en anbefaling og hvorfor?
Og hvorfor fokuserer den her debat sig altid ene og alene på børn og unge.
Voksne, midaldrende og gamle mennesker sidder også med hovedet i skærmen fra morgen til aften. Er det måske ufarligt når man bliver 18 år gammel?
At bede Sundhedsstyrelsen om en anbefaling ligner mest en ansvarsfraskrivelse fra folk som ikke erkender deres eget problem. “Det er også for dårligt. Kommunen burde gøre noget”.
Der er nok ikke kun én type forælder, der ønsker sig en anbefaling. Nogle er meget autoritetstro, andre føler sig uvidende eller magtesløse og helt andre er måske bare, som du insinuerer, ikke villige til at tage ansvaret selv.
Jeg kan godt lide anbefalinger fra folk, der ved mere om et emne, end jeg gør. Det gør mig ikke noget, at det et staten, der tager den rolle - det er i hvert fald noget jeg hellere vil have staten til at gøre end markedet. Men jeg er også kritisk overfor det, de forskellige styrelser kommer med af anbefalinger. Og man behøver jo heller ikke at følge dem religiøst. Hvis alle gjorde det, så havde vi hverken overvægt eller alkoholisme. For mig er det bare en rettesnor.
At de voksne ikke også magter at lægge skærmen fra sig er et kæmpe problem, synes jeg. For hvor børnene ingen chance har imod de afhængighedsdannende medier, så har de voksne trods alt lidt at stå imod med - og desuden har de ansvaret. Det er vel også derfor at man godt kan kommer med anbefalinger til børn først og fremmest, da de skal beskyttes før de voksne.
Jeg kan bare ikke forstå behovet for at blive vejledt i skærmtid. Det er jo bare et spørgsmål om hvad man kigger på. Man har da aldrig vejledt forældre i hvor meget avis deres børn måtte læse, eller om de måtte kigge ud af vinduet. Man burde glemme alt om at skærmtid er dårligt i sig selv. Det afhænger jo i højere grad af hvad man bruger det til. Måske burde man vejlede i afhængighed af sociale medier på en mere nuanceret måde. Jeg ved at mine børns skole underviser i gaming. Altså, undgå lootboxes, undgå at blive dox’et osv. Det giver fint mening at advare mod faldgruber. Jeg synes i det hele taget slet ikke at børn er så slemme til det. Måske netop fordi de konstant bliver banket i hovedet med at de ser for meget skærm. Jeg oplever ofte at de unge slet ikke har mobilerne fremme når de mødes. Selv har jeg svært ved det at lade være med at tjekke et eller andet ligegyldigt selv hvis jeg er sammen med andre, så jeg mener egentlig at problemet nemt bliver projiceret hen på de unge selvom det ikke er dem som har problemet.
Tilføjelse: Det gælderi høj grad også bedsteforældrene. De piver over at de aldrig ser børnebørnene, men når de så endeligt tager sig sammen til at besøge dem, så sidder de som paparazzi og laver Snapchat/Facebook af børnene i stedet for at deltage aktivt i børnenes leg.
Jeg tror det hele bunder ud i den trivselskrise vi ser for tiden. Det store spørgsmål er jo, om telefonerne/skærmtid er skyld i krisen, eller om der også er andre underliggende faktorer. Jeg tror ikke vi alene kan give telefonerne skylden, men jeg tror også det er blevet nemmere for børn at isolere sig i fysiske interaktioner, hvilket mange ser som en dårlig ting. Om de digitale interaktioner så opvejer de manglende fysiske er stadig et stort spørgsmål.
Jeg har ikke selv børn, men regner med at jeg skal have dem inden for de næste par år. Jeg vil ikke sige jeg er skærm-forskrækket, men med alt den snak der pt er om skærme, kunne jeg godt tænke mig en ekspert som kom ud og fortalte mig, hvad dem generelle konsensus på området er, da det ellers er svært at navigere i.
Jeg tror, du har fat i den lange ende, når det kommer til at rådgive om hvad man bruger skærmen til og ikke hvor meget. Som med alt muligt andet (rusmidler, mad, sport, whatnot) kan der være for meget af noget godt og der kan være ting, der direkte er farlige for en. Og heri opstår et andet problem; for så skal vi til at have nogen til at definere, hvad der er godt skærmbrug og hvad der er skidt.
Som @breezee@feddit.dk skriver i sit svar, er der en generel trivselskrise. Jeg ved ikke, hvad der er hønen og ægget, men er tilbøjelig til at tro, at der er en selvforstærkende vekselvirkning til stede. Altså at ringe trivsel medfører større sårbarhed overfor afhængighed og at afhængighed fra youtube, apps, spil, osv. medfører ringere trivsel.
Som med alt andet afhængighed er det så vidt jeg ved dokumenteret, at en kombination af en kold tyrker og behandling af de underliggende triggers/årsager til afhængigheden er vejen frem. I det perspektiv er jeg nok fortaler for et forbud eller en stærk regulering af de mekanismer, apps i dag benytter til at fastholde brugere. Vi er som art simpelthen for nemme at gøre til narkomaner og vores børn er endnu nemmere. Og så tror jeg godt at anbefalinger på tiden kan sende et signal om, at man skal økonomisere sit tidsforbrug, men jeg tror ikke, det har en særligt stor effekt på kort sigt. Sundhedsstyrelsen laver også anbefalinger om antallet af genstande, man bør holde sig under. Gad vide, om det ikke har givet en øget bevidsthed i befolkningen som helhed over tid og dermed skubbet lidt til tingene?