Mit arbejde kræver primært af mig mentalt. Jeg er som regel brændt totalt ud når jeg har arbejdet 4-5 timer effektivt i løbet af en dag.

Det er aldrig noget jeg har turde sige højt, men jeg er ikke i tvivl om at jeg kan udføre lige så meget arbejde på en 25 timers arbejdsuge som på en 37 timers.

Jeg har førhen ofte tænkt om der var noget galt med mig når jeg har det sådan, men det er gået mere og mere op for mig at der er mange der har det sådan. Det bliver bare ikke sagt højt.

Over årene har jeg lært at strække min mentale energi, så jeg kan fylde en 8-timers arbejdsdag ud, uden at skulle sidde som en zombie de sidste 2 timer af arbejdsdagen, og lade som om jeg laver noget. Men det er ikke naturligt for mig at gøre.

Det blev ekstra svært for mig dag jeg fik børn. Før det var jeg vandt til at være totalt udbrændt når arbejdsdagen var ovre, og nærmest bare ligge som en slatten fisk indtil sovetid. Nu blev jeg presset til også at skulle have energi efter arbejde.

Det har tvunget mig til at være endnu mere påpasselig med ikke at bruge mig selv op mentalt på arbejde. Jeg har på tidligere arbejdspladser haft rigtig svært ved at forene mig med at jeg er tvunget til at sidde 8 timer på min pind, selvom jeg kunne få det samme arbejde klaret på 5 timer. Men det er ikke rigtig et emne der har vært social acceptabel at sige højt.

I dag har jeg heldigvis et arbejde hvor min chef stort set ikke beskæftiger sig med hvor mange timer jeg er på arbejde, men primært kun om jeg får det lavet som vi aftaler. Det er en kæmpe lettelse.

Jeg er så glad for at det emne her begynder at blive taget mere og mere seriøst, og forhåbentlig kan vi snart være helt ærlige og få åbnet op for debatten helt uden fordomme.