En af de ting jeg tror mange glemmer at lave, eller ikke tænker på at lave, er et testamente.
Jeg har f.eks. ikke noget. Men det skal jeg. Jeg er midaldrende, gift, to børn, ingen nævneværdige besiddelser, gæld, eller formue, men klog af skade har jeg set hvad der sker med familier når testamenter ikke eksisterer, eller sidst blev skrevet/opdateret, under helt andre omstændigheder.
Et nært familiemedlem afgik ved døden. Intet testamente, og ingen nævneværdige besiddelser. Men de få ting vedkommende havde, blev genstand for en enormt trættende familiefejde, som vi aldrig rigtig er kommet os over. Det er så åndssvagt, og selvom jeg ikke bebrejder vedkommende, at de ikke havde noget testamente, så ville det bare have gjort alting så meget nemmere.
Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at hvis jeg forsvinder i morgen, så kan de efterladte ende i en årelang og fuldstændig åndssvag fejde, fordi jeg ikke lige havde gjort lidt for, at få nogle ting ned på et papir. Det er utroligt som et dødsfald kan få de værste ting frem i mennesker, man ellers synes er kærlige og rationelle mennesker.
Så det skal jeg have gjort.
Hvad med jer andre? Har i et testamente? Hvorfor, hvorfor ikke?
Vi (min partner og jeg) fik lavet et testamente da vi ventede os vores første barn. Vi er ikke gift, men er da forlovede, så det kommer på et tidspunkt.
Vi fik lavet det for at sikre både den anden part og barnet, hvis en af os skulle gå bort. Hvis en af os gik bort uden et testamente, ville barnet arve en stor del. Det kan sådan set være fint nok, men kan også betyde at den anden part ikke kunne blive boende i huset.
Det var ret smertefrit at få lavet, og tog ikke længe. Man skal selvfølgelig være forberedt på at snakke om dødsfald og ulykker, og det var lidt hårdt ved min højgravide partner i øjeblikket.
Hvor fik i det lavet og hvor opbevares det så i er sikre på det kan findes hvis folk leder efter det? Tak :)
Vi fik det lavet hos et advokatfirma i Silkeborg. Et sted min mor arbejder som sekretær.
Det blev lavet som et notartestamente, så det opbevares i et centralregister. Så er der garanti for at testamentet findes ved dødsfald. Der er også andre muligheder, men vi syntes notartestamentet var bedst for os. Mere info her: https://www.borger.dk/oekonomi-skat-su/Oekonomi-i-familien/Gaver-og-arv/Testamente
Det blev også lavet så det ikke skal ændres uanset hvor mange børn vi potentielt får, da de ikke står nævnt ved navn. Det kan man selvfølgelig lave om på et tidspunkt, hvis man vil specificere hvad børnene skal have, men det var ikke vores formål (endnu)
Jeg har tænkt meget på det. Stort set siden jeg tog stilling til orgsndoning for et par år siden. Har bare ikke fået lavet testamente endnu fordi det føles lidt uoverskueligt. Dårlig undskyldning, men ja.
Er mest bekymret for hvad der vil ske med min kæreste hvis jeg dør. Vil gerne sikre ham så han skal arve alt jeg ejer. Når der kommer til familie kan jeg ikke rigtig se hvad de skulle få ud af at få mine ejendele. Har trods alt været okay god til at lave kunstværker til dem alle sammen gennem mit liv så hvis uheldet er ude så har de stort set alle sammen noget jeg har skabt med mine hænder og som nok ville betyde væsentligt mere for dem end ligegyldige og værdiløse genstande jeg bruger i min dagligdag og som ingen af mine familiemedlemmer har et tilhørsforhold. XD
Jeg kan sagtens forstå det, jeg har som sagt heller ikke noget selv. Det føles uoverskueligt, og lidt ubehageligt, det synes jeg også. Det er godt at sikre din kæreste, det er betænksomt af dig at ville det. At du har været flittig til at give din familie en masse af dine kunstværker, det er synes jeg er virkelig dejligt. Så har de allerede noget af dig, som giver dem mening.
Altså, med den oplevelse du har haft, så kan jeg godt forstå at det føles ubehageligt. Det er jo en væmmelig ting at skulle forholde sig til.
For mit eget vedkommende er jeg ikke ramt af ubehag, men jeg tror også at det er fordi jeg på en måde har skulle forholde mig til døden siden jeg var lille. Har forældre som er væsentligt ældre end de fleste andres så jeg måtte allerede som ret lille forholde mig til at der var en sandsynlighed for at jeg ville miste en af mine forældre tidligt.
De gennemgik også deres testamente med min yngre søsken og mig da vi var preteens eller lidt yngre. Mest så vi vidste hvad der ville ske med os hvis vi blev forældreløse. Vi fik også lov til at vælge ting vi gerne ville arve fra dem, men kan ikke huske om det var ved den første samtale om testamente eller om det var nogle år senere. De informerede os hver gang de lavede revisioner så vi var up to date med deres ønsker.
For nogle lyder det nok lidt makabert og jeg tror ikke de ville have gjort det hvis ikke vi kunne holde til det, men jeg synes personligt at det var en mega god måde at inddrage sine børn i sine planer sådan så de kan føle at det her er noget vi gør sammen som familie. Jeg har bestemt været bange for at miste mine forældre, men jeg var aldrig bange for hvad der skulle blive af os fordi vi vidste hvem vi skulle bo hos og hvor, hvad der ville ske med huset og at vi ikke skulle skifte skole. For mig var det bare rart at vide. Var også sjovt at få lov til at vælge noget fra dem hver som vi gerne ville arve hver især. De to ting jeg valgte har nok ikke den helt store pengeværdi, men de minder mig om min far og om min mor og det er det eneste jeg interesserer mig for haha.
Ved ikke om det på nogen måde kan hjælpe på ubehagen hos dig, især når det kommer til tanken om måske at skulle tale med sine egne børn om det på et tidspunkt. Det kan lade sig gøre uden at det bliver traumatisk for nogen og kan sågar være en bonding-oplevelse som er et rart minde når ungerne selv en dag bliver store.
Og så håber jeg at du og din ægtefælle har det samme jernhelbred mine forældre har så det aldrig bliver mere end en plan x)
Jeg har ikke et testamente, men det er da muligt jeg burde lave et. Er i cirka samme situation som dig.
Jeg har aldrig forstået de dér arvefejder over småting, jeg har jo simpelthen et hus fuld af ting i forvejen - hvad skal jeg med flere lamper og spiseborde osv.? Jeg kan til en hvis grad forstå (men ikke respektere) det når det drejer sig om store penge, men…
Jeg ved sgu heller ikke hvad det er, men tror det er en blanding af grådighed, og så en tendens til, at folk, når der efterlades et tomrum, mener at de kendte personen bedst, og derfor også nødvendigvis ved bedre, hvordan vedkommende ville have testamenteret deres ejendele, hvis de altså havde lavet et.
Den viden er der så ligeså mange forskellige tolkninger af, som der er pårørende.
Har ikke noget testamente og tror heller ikke jeg har tænkt mig at skrive et. Jeg kan ikke lide tænke på hvad jeg ejer der skulle lede til nogen familiefejde. Kan du give nogle eksempler på ting som folk var uenige om? Jeg kan ikke rigtig se det for mig.
Jeg har ikke noget testamente. Min familie har altid været gode til at stå sammen i forbindelse med tab, og vi sørger for, at alle får en mindegenstand, hvis man ønsker det. Vi ved, at sorgen deles af os alle og ikke kun de biologisk nærmeste. Jeg håber, at jeg har givet den værdi videre til mine børn.
Jeg har heller ikke lavet specifikke ønsker om min begravelse og lignende, bortset fra at alle organer, der kan doneres, skal doneres. Resten overlader jeg til mine børn (og mand) at bestemme - det er trods alt dem, der skal leve med det, ikke mig.
