fordi tingene ikke kan siges på andre måder
… er i mine øjne at underkende de fleste forfattere. Det er nok snarere et spørgsmål om at de ikke vil sige tingene på andre måder, fordi de synes der er noget vigtigt i at fortælle en historie på en specifik måde.
Ift. hvorfor det er vigtigt at forsøge at træne læsning af den slags litteratur, så er livet fyldt med situationer hvor almindelige mennesker ikke altid kan (eller vil, som forfatterne) fortælle historien “lige ud”. Og dér er det ganske nyttigt f.eks. at kunne afkode at “Lortefar!” i virkeligheden betyder “Jeg vil gerne se mere fjernsyn”.
… for nu at komme med et helt hypotetisk eksempel.
Som folkeskoleelev og gymnasieelev havde jeg præcis samme spørgsmål. Har det faktisk stadig i dag. Jeg havde også måske en lidt dårlig oplevelse med at der faktisk var rigtige svar og hvis man ikke var tilnærmelsesvis enig med læreren så havde man misset noget i teksten eller misforstået den.
Jeg har stadig i dag meget lidt tålmodighed for den slags litteratur. Hvis man vil udtrykke noget synes jeg bare man burde udtrykke sig klart. Men altså… Jeg er også softwareudvikler så mit job er jo nærmest at udtrykke mig på skrift med en sygelig præcision. Jeg tror mine kollegaer ville være lidt sure hvis de skulle til at lave litterær analyse på min kode og kommentarer for at forstå hvad der foregår.
Snakkede engang med en kollega om en bog, og en af mine programmørkolleger kom forbi og spurgte hvad vi snakkede om. “Det skal du ikke bekymre dig om”, sagde min første kollega, “det er ikke en bog for programmører.” Utroligt arrogant - men også med et gran af sandhed. Ingeniører og programmører læser bare en anden slags skønlitteratur end humanistisk uddannede.
Mit svar til gymnasieeleven - og vel dig også - er at forfatterne jo faktisk skriver hvad de mener, så kort og klart som de kan udtrykke det, men det er typisk multifacetterede oplevelser som ikke lader sig nedfælde i simple korte tekster. Det er ikke anderledes end når man taler sammen med mennesker i virkeligheden, det er ikke kun de ord de siger der er vigtige - det er også hvordan de siger dem, hvor de siger dem, hvordan deres blik er når de siger dem, hvordan deres kropssprog er, og i virkeligheden jo også hvor i er i jeres forhold (romantisk eller andet) og de ting i har talt om tidligere. Det er alt sammen parametre der afgør hvordan man fortolker det der siges eller skrives.
Så du bliver ikke bedt om at gøre andet når du læser end du bliver bedt om at gøre når du eksisterer i virkeligheden; forholde sig til det samlede billede af den kommunikationssituation du er i når du fortolker noget.
Men altså - jeg har da også siddet i undervisningsammenhænge og tænk ‘slap nu af med det billedsprog, Birthe-dansklærer’. Men det er jo så fordi vi måske var i gang med en tekst som jeg ikke synes var interessant, eller en forfatter jeg synes var kedelig.
Jeg havde også måske en lidt dårlig oplevelse med at der faktisk var rigtige svar og hvis man ikke var tilnærmelsesvis enig med læreren så havde man misset noget i teksten eller misforstået den.
Det er også altid irriterende, og jeg har faktisk selv den lidt ekstremistiske holdning at der kun er din egen personlige fortolkning som er vigtig for en bog, specielt når du læser den for din fornøjelses skyld. Men i en undervisningssituation er man nok nødt til at insistere på at en tekst TYPISK vil blive fortolket på en bestemt måde indenfor en bestemt kultur eller i en bestemt litterær genre. Det er jo faktisk forfatterens måde at skrive tingene klart på - ved at bruge de metaforer og så videre som er brugt i deres kultur og litterære tradition.
Jeg er vildt uenig i
men også med et gran af sandhed. Ingeniører og programmører læser bare en anden slags skønlitteratur end humanistisk uddannede.
Men jeg kan godt se at min omgangskreds nok ikke er stor nok til at jeg ægte kan modsige det, især fordi den mest består af naturvidenskabelige.
Men fra mit synspunkt er det vidt forskelligt hvad folk med samme uddannelse læser, og man kan ikke bare sige, hvor vidt en bog er noget for nogen udfra det.at forfatterne jo faktisk skriver hvad de mener, så kort og klart som de kan udtrykke det
Det kommer lidt an på tiden den er skrevet. Den gang det meste blev udgivet i aviser, blev de betalt pr. ord/spalte. Så der var det en fordel at skrive så langt som muligt
Det kan sagtens være at det bare er mine fordomme, men de programmører/ingeniører jeg arbejder sammen med læser slet ikke skønlitteratur. Og hvis de gør er det fantasy eller scifi - ikke at der er noget galt med de genrer, jeg læser dem selv af og til.
@EvilCartyen @SorteKanin Til eksamen i gymnasiet dumpede jeg næsten i dansk fordi jeg overså, at fortælleren tog sig selv i at sige noget - altså stoppede midt i en sætning - og det naturligvis betød, at han var forelsket i personen han talte om, og det var hele pointen med korthistorien.
Som gymnasieelev er det super frustrerende, fordi man skal udlede hele pointen ud fra en lille bitte detalje, som er let at overse. Som udvikler er det dobbelt så frustrerende fordi jeg aldrig ville bemærke den slags i virkeligheden.
Som en der bare læser en historie er det et elegant greb og langt bedre end direkte at skrive “og i øvrigt var han forelsket i Bent, men prøvede at skjule det”.
Som en der bare læser en historie er det et elegant greb og langt bedre end direkte at skrive “og i øvrigt var han forelsket i Bent, men prøvede at skjule det”.
Ja, det er nemlig kun frustrerende i en eksamenssituation, hvor der er noget på spil hvis man ikke “rammer rigtigt”. Når jeg lige nu læser “Den Sagtmodige” af Dostojevskij er der heldigvis ikke nogen der vurderer om jeg forstår bogen; jeg læser og forstår den som jeg vil, og perspektiverer den jo kun til mit eget liv og alle de andre bøger jeg har læst.
Jeg læste specifikt sprogvidenskab på universitetet fordi jeg er interesseet i sprog men ikke i litterær analyse som fag. Jeg analyserer naturligvis alt hvad jeg læser når jeg læser det, det gør man jo som menneske, uden at bekymre mig om hvorvidt andre er enige i min analyse. Det er jo det der gør mig i stand til at forholde mig til bøger (og anden kunst) på en måde så de gør mig klogere på mig selv, udfordrer mit syn på andre, og så videre.
Jeg tror bare det er svært at opøve den evne hvis man ikke træner den i skolen, og bagefter naturligvis videreudvikler på egen hånd ved at læse skønlitteratur, se film, eller relatere til andre former for kunst der omhandler det at være menneske.
Og er det egentlig så meget anderledes end andre fag? Der er heller ikke nogle klare og utvetydige svar indenfor fx samfundsfag, økonomi, og de andre samfundsvidenskabelige discipliner. Det er alt sammen delvist betinget af din fortolkning af data.
