Som en der bare læser en historie er det et elegant greb og langt bedre end direkte at skrive “og i øvrigt var han forelsket i Bent, men prøvede at skjule det”.

Ja, det er nemlig kun frustrerende i en eksamenssituation, hvor der er noget på spil hvis man ikke “rammer rigtigt”. Når jeg lige nu læser “Den Sagtmodige” af Dostojevskij er der heldigvis ikke nogen der vurderer om jeg forstår bogen; jeg læser og forstår den som jeg vil, og perspektiverer den jo kun til mit eget liv og alle de andre bøger jeg har læst.

Jeg læste specifikt sprogvidenskab på universitetet fordi jeg er interesseet i sprog men ikke i litterær analyse som fag. Jeg analyserer naturligvis alt hvad jeg læser når jeg læser det, det gør man jo som menneske, uden at bekymre mig om hvorvidt andre er enige i min analyse. Det er jo det der gør mig i stand til at forholde mig til bøger (og anden kunst) på en måde så de gør mig klogere på mig selv, udfordrer mit syn på andre, og så videre.

Jeg tror bare det er svært at opøve den evne hvis man ikke træner den i skolen, og bagefter naturligvis videreudvikler på egen hånd ved at læse skønlitteratur, se film, eller relatere til andre former for kunst der omhandler det at være menneske.

Og er det egentlig så meget anderledes end andre fag? Der er heller ikke nogle klare og utvetydige svar indenfor fx samfundsfag, økonomi, og de andre samfundsvidenskabelige discipliner. Det er alt sammen delvist betinget af din fortolkning af data.