Reddit har længe (og især for nyligt) ikke været særlig transparente i deres kommunikation med brugerne. Jeg er stor tilhænger af transparens og det ønsker jeg selv at udøve her på Feddit.dk. Derfor vil jeg gerne dele noget information omkring det som brugere måske ikke lige ser helt naturligt.

En del af pointen er også at høre feedback fra jer. Jeg ser gerne at Feddit.dk er et sted hvor brugerne bliver lyttet til, i modsætning til Reddit.

Ansøgninger

Feddit.dk har indtil videre modtaget 378 brugeransøgninger. Af dem er 295 blevet godkendt og 83 afvist. Hav dog i mente at nogle ansøgninger er gengangere. Man kan nok godt sige at cirka hver femte ansøgning er blevet afvist.

Nogle ansøgere skriver lange og detaljerede ansøgninger (nogle op til 200 ord, nogle gange endnu flere). Disse er alle blevet godkendt (hvis jeg husker rigtigt). Andre ansøgere skriver korte ansøgninger. Disse er kun blevet godkendt hvis jeg har vurderet at de, trods den korte besvarelse, har besvaret spørgsmålene nogenlunde fyldestgørende. Fx mener jeg ikke at “det samme som på /r/Denmark” er et fyldestgørende svar på spørgsmål 1 og “det er mit brugernavn andre steder” er ligeledes ikke et fyldestgørende svar til spørgsmål 2.

Nogle ansøgere skriver meget korte ansøgninger, fx en enkelt kort sætning til hvert spørgsmål. Disse er sjældent blevet godkendt. Nogle ansøgere svarer ikke på alle spørgsmålene. Disse er meget sjældent blevet godkendt.

Her er eksempler på to ansøgninger som blev afvist (men som dog var tæt på at blive godkendt):

  1. Alt hvad vi danskere kan dele om diskutere som vi gjorde på Reddit
  2. Et lignende brugernavn til det jeg havde på Reddit, det er et gammelt kælenavn
  3. Ja
  4. Don’t be a dick ;)

Afvist da svar på spørgsmål 1 ikke er fyldestgørende og kun den første del af spørgsmål 4 er besvaret.

1- Håber at finde andre r/danmark “flygtning” her. 2- Brugernavnet? Tja… skulle jo finde på et eller andet 3- Jeps, reglerne er læst 4- “Don’t be a dick” opfør dig overfor andre, som du gerne vil have at de opfører sig overfor dig.

Afvist da spørgsmål 1 og 2 ikke er besvaret fyldestgørende og svarene generelt er meget korte.

Det skal nævnes at disse ansøgere nok sagtens kunne være blevet godkendt hvis de blot havde kontaktet mig på Reddit og genansøgt (desværre har Lemmy på nuværende tidspunkt ikke en sådan funktionalitet indbygget). Det var der faktisk 9 ansøgere der gjorde, hvoraf 8 blev godkendt efter en genansøgning (den sidste af dem ønskede ikke at genansøge). Forhåbentlig vil en opdatering til Lemmy i fremtiden gøre genansøgning nemmere og mindre manuel.

Mener du at ansøgningsprocessen og min vurdering af ansøgningerne er rimelig?

Moderation

Jeg har endnu ikke modtaget nogen rapporter om dårlig opførsel på Feddit.dk, hvilket jo er dejligt. Jeg har to gange selv pointeret hvad jeg vil mene er (i hvert fald tæt på) dårlig opførsel, i et forsøg på at tage sådan opførsel “i opløbet” inden det bliver et problem, og for at undgå der skulle komme en kultur hvor den slags er i orden. I det ene tilfælde reagerede brugeren ved at slette deres bruger, da de mente at jeg var magtliderlig. I det andet tilfælde reagerede brugeren ved at slette alle deres kommentarer, da de mente at jeg i kraft af min moderation gav taleplads til Russisk propaganda. Jeg slettede ikke selv nogen kommentarer i begge tilfælde.

Pga. de stærke reaktioner er jeg lidt bekymret for om min tilgang til at tage problematisk opførsel i opløbet er hensigtsmæssig. Jeg overvejer i hvert fald ikke at tage den slags handling i fremtiden uden at en anden bruger har lavet en rapport først, men jeg er ikke sikker.

Udover det ovenstående har jeg et par gange fjernet posts fra /c/Nyheder for at bryde regel 2 (brug af tekstfeltet).

Mener du at jeg (eller moderatorer generelt) bør pointere dårlig opførsel uden at have modtaget rapporter? Har du noget andet feedback omkring moderationen eller reglerne på Feddit.dk?

Drift

I juni måned kostede Feddit.dk mig cirka 150 kroner i driftsomkostninger. Der er flere brugere der har spurgt omkring muligheden for at donere for at dække driftsomkostningerne. Jeg synes stadig omkostningerne lige nu er et så lille beløb, så donation ikke er nødvendigt. Lige nu vil jeg hellere spare tiden jeg bruger på at drifte Feddit.dk end at spare pengene. Hvis det skulle blive relevant i fremtiden, har du så nogen preferencer inden for donationsplatforme?

Hvis i har andre spørgsmål eller feedback omkring Feddit.dk er i meget velkomne i kommentarerne. Jeg overvejer også på et tidspunkt at køre en brugerundersøgelse. Har du nogen preference for survey-værktøj (Google Forms, Typeform, etc.)?

  • @letraset
    link
    dansk
    41 year ago

    Indtil videre synes jeg feddit.dk har været drevet godt. Både mht. moderation og brugere. At der er en blød gatekeeping på plads i form af en ansøgningsproces finder jeg udmærket, indtil platformen muligvis finder en anden og potentielt bedre løsning. Jeg kan se på andre instanser, at de har haft en del problemer med konti oprettede af bots, som feddit.dk er tilsyneladende er sluppet for, sikkert pga. den lille ekstra friktion.

    Jeg vil bakke op om de foreslag der er kommet mht at skille ansvarsroller som moderation og potentielt brugeransøgninger, fra den tekniske administratorrolle. Dels fordi det på et tidspunkt kan blive for uoverskueligt, og fordi det med at en person sidder på det hele kan komme til at lugte af lidt enevælde (uden at det nødvendigvis behøver at være det).

    Jeg plæderer ikke for, at der skal være et oversight board ifm moderation, men et par brugere der kan tilføje deres mening om en rapportering, er nok ikke nogen skidt idé. Med det sagt, så synes jeg det er @sortekanin der skal have det sidste ord, da det trods alt er deres instans.

    Hvad angår surveyværktøj har jeg ingen præferencer, men jeg ville foreslå Airtable. Den gratis version kan svjv alt hvad der skal bruges til en brugerundersøgelse. Google Forms ligger naturligvis også ligefor, men det kan være nogle ikke er så glade for, at have deres data (af hvilken som helst art) hos Google.

    • @SorteKaninOPMA
      link
      dansk
      21 year ago

      Tak for feedback :)

      finder en anden og potentielt bedre løsning

      Har du noget specifikt i tankerne her? Af ren nysgerrighed.

      • @letraset
        link
        dansk
        11 year ago

        Nej, intet specifikt i tankerne, og det er heller ikke noget jeg ved noget som helst om, så det står helt for egen regning. Jeg forestiller mig, at der vil komme en mulighed for at brugere kan verificere sig selv, hvis de ønsker det, f.eks. ved at bruge rel=“me”. Men det er ikke sikkert det er nødvendigt for en platform som Lemmy, hvor anonymitet er standarden.

        Jeg synes ansøgninger er en god måde at gøre det på, men det skalerer ikke så godt. Imidlertid er der ikke noget krav om at skalere af nogen som helst årsag, som du også pointerer, så det kan sagtens være det slet ikke er et problem på Lemmy. Det tager blot den tid det tager, at oprette en bruger.

        • @SorteKaninOPMA
          link
          dansk
          41 year ago

          Jeg synes ansøgninger er en god måde at gøre det på, men det skalerer ikke så godt.

          Jeg forstår hvad du siger :). Men som nævnt andre steder i tråden, så er “skalering” jo heller ikke et mål i sig selv. Vækst for vækstens skyld virker meningsløst. Det er klart at et højt brugerantal giver en anden oplevelse og flere muligheder for at gå ned i niche-diskutioner. Men at skalere er ikke et mål som sådan.

          Desuden kan man altid tilføje flere admins så der i det mindste er flere der har byrden med at godkende/afvise ansøgninger. Så på den måde skalerer det sådan set fint nok synes jeg :)