Det er på tide at vi begynder at få en ærlig debat om, hvad der skal ske med velfærdssamfundet i en fremtid hvor færre vil arbejde for det og flere (ældre) vil få brug for det. Lige meget hvad, så kan vi ikke opretholde samme serviceniveau som nu.
Jeg er desvære blevet lidt pessimist hvad angår regeringens vilje til at lytte til eksperter, så jeg forudser allerede nu, at omsættelsen af disse anbefalinger til politiske beslutninger bliver en omgang populistisk makværk uden nogen reel effekt. Men jeg håber at jeg tager fejl.
Edit: En anden ting vi mangler at snakke om er, hvad vi gør når (og ikke hvis) vi begynder at mærke konsekvensen af at der er så få der bliver uddannede til pædagoger. Der er allerede pædagogmangel, og der er en generation af ældre pædagoger der kommer til at gå på pension uden at samme antal unge pædagoger kan tage over. Hvad gør vi når der ikke er nok pædagoger til at passe vores børn i arbejdstiden? Jeg synes at debatten primært omhandler hvordan vi kan få flere til at arbejde indenfor faget, hvilket er sindssygt vigtigt for at begrænse omfanget af den forestående krise. Men jeg undrer mig over hvorfor vi som samfund venter med at forholde os til hvordan vi rent faktisk skal imødekomme de uundgåelige velfærdskriser indtil vi står i lort til halsen.
Jeg tror desværre at svaret er det samme som årsagen til, at jeg er pessimistisk omkring regeringens vilje til at bruge de her forslag konstruktivt: det er upopulært på den korte bane. Hvem stemmer på dem der vil sænke det offentlige serviceniveau?
Hvad gør vi når der ikke er nok pædagoger til at passe vores børn i arbejdstiden?
Hvis jeg selv skal tage de pessimistiske briller på… vel det samme som vi gør når der ikke er nok sygeplejersker. De resterende får lov til at løbe hurtigere med forhøjet stress og lavere kvalitet af service. Mere vil blive privatiseret fordi dem som har penge til det i så fald gerne betaler for noget bedre selv. Dem der ikke har penge til det må leve med forringelser.
Optimisten i mig håber virkelig at vi finder en anden løsning.
Jeg er desvære blevet lidt pessimist hvad angår regeringens vilje til at lytte til eksperter, så jeg forudser allerede nu, at omsættelsen af disse anbefalinger til politiske beslutninger bliver en omgang populistisk makværk uden nogen reel effekt. Men jeg håber at jeg tager fejl.
Jeg tror derimod at regeringen kommer til at tage dette til sig for at kunne spare endnu mere på det offentlige for at kunne give de skattelettelser de vil, de vil så blot pege på at de for en gangs skyld bare følger eksperternes råd, uden at lige kommentere på at opgaven for kommissionen var at komme på et bud på hvad man kunne gøre, betingelsen var at det måtte ikke koste penge og de måtte ikke kigge på løn, så konklusionen var ligesom bestilt på forhånd som det er det normale med de kommissioner der bliver nedsat.
Det er på tide at vi begynder at få en ærlig debat om, hvad der skal ske med velfærdssamfundet i en fremtid hvor færre vil arbejde for det og flere (ældre) vil få brug for det. Lige meget hvad, så kan vi ikke opretholde samme serviceniveau som nu.
Jeg er desvære blevet lidt pessimist hvad angår regeringens vilje til at lytte til eksperter, så jeg forudser allerede nu, at omsættelsen af disse anbefalinger til politiske beslutninger bliver en omgang populistisk makværk uden nogen reel effekt. Men jeg håber at jeg tager fejl.
Edit: En anden ting vi mangler at snakke om er, hvad vi gør når (og ikke hvis) vi begynder at mærke konsekvensen af at der er så få der bliver uddannede til pædagoger. Der er allerede pædagogmangel, og der er en generation af ældre pædagoger der kommer til at gå på pension uden at samme antal unge pædagoger kan tage over. Hvad gør vi når der ikke er nok pædagoger til at passe vores børn i arbejdstiden? Jeg synes at debatten primært omhandler hvordan vi kan få flere til at arbejde indenfor faget, hvilket er sindssygt vigtigt for at begrænse omfanget af den forestående krise. Men jeg undrer mig over hvorfor vi som samfund venter med at forholde os til hvordan vi rent faktisk skal imødekomme de uundgåelige velfærdskriser indtil vi står i lort til halsen.
Jeg tror desværre at svaret er det samme som årsagen til, at jeg er pessimistisk omkring regeringens vilje til at bruge de her forslag konstruktivt: det er upopulært på den korte bane. Hvem stemmer på dem der vil sænke det offentlige serviceniveau?
Hvis jeg selv skal tage de pessimistiske briller på… vel det samme som vi gør når der ikke er nok sygeplejersker. De resterende får lov til at løbe hurtigere med forhøjet stress og lavere kvalitet af service. Mere vil blive privatiseret fordi dem som har penge til det i så fald gerne betaler for noget bedre selv. Dem der ikke har penge til det må leve med forringelser.
Optimisten i mig håber virkelig at vi finder en anden løsning.
Jeg tror derimod at regeringen kommer til at tage dette til sig for at kunne spare endnu mere på det offentlige for at kunne give de skattelettelser de vil, de vil så blot pege på at de for en gangs skyld bare følger eksperternes råd, uden at lige kommentere på at opgaven for kommissionen var at komme på et bud på hvad man kunne gøre, betingelsen var at det måtte ikke koste penge og de måtte ikke kigge på løn, så konklusionen var ligesom bestilt på forhånd som det er det normale med de kommissioner der bliver nedsat.