Jeg er ikke ligeglad med om det jeg tror på er sandt eller ej. Tværtimod er det afgørende, at det er sandt. Men jeg er nok ret skeptisk anlagt når det kommer til spørgsmål om f.eks. Gud, i den forstand at jeg ikke tror det er muligt for os at afgøre med vores snusfornuftige metoder (logik, induktion etc.) hvad der er op og ned. Om man kan bedømme om én tro er bedre end en anden? For mig kan man jo godt. Man kan måske skelne mellem “tro” og “overbevisning” her, hvor jeg med overbevisning mener den mere dagligdags form for at være overbevist om alle mulige konkrete ting (blandt andet) på baggrund af forskellige epistemiske standarder. Men det er ikke det samme som at jeg ikke mener at nogen tro er bedre end anden (det gør jeg, al den stund at jeg er kristen). Mht. en religions kausale konsekvenser mener jeg at det må være budskabet der skal tros eller afvises, ikke hvad en religiøs praksis hos nogen andre har haft som konsekvenser. Dermed ikke sagt at de konsekvenser er ligegyldige generelt, slet ikke, men de må ikke blive afgørende for troen, hvorved troen ville blive en eller anden form for flad utilitarisme. Jeg er enig i at “ånd” er et svært og lidt mystisk begreb, egentlig. Det bruges vel om de “højere aspekter” af tilværelsen. Måske er det med at det er noget der forholder sig til sig selv, vigtigt. Mht. det sidste er jeg jo enig i at det at begrunde på en eller anden måde hænger sammen med fornuften. Begrundelser kan dog have forskellig karakter som du også påpeger, f.eks. er “ej, det orker jeg bare ikke!” en gyldig begrundelse i mange (nogen) sammenhænge, selvom den måske ikke er epistemisk i snæver forstand. Men hvis vi f.eks. tager det følelsesmæssige, så tror jeg dog at man skal skelne mellem at folk begrunder deres tro som “jeg kan bare mærke at det er sandt” og “jeg tror, fordi det giver mig en glæde og ro”. Begge dele er begrundelser, men det er kun den første der på den måde er “evidentiel”, hvis det giver mening?